Ro på ejerlejlighedsmarkedet: Sådan kommer det til at se ud i 2020

Efter mange år med uendeligt glade dage og enorme prisstigninger blev bremsen trukket og især prisfesten på de rigtige dyre ejerlejligheder i hovedstadsområdet ebbede ud.

Men så vendte det hele alligevel en anelse – og gør man status på ejerlejlighedsmarkedet i landets største byer, står 2019-bundlinjen ganske ukarakteristisk stille.

Det skriver boligsitet Boliga.dk.

Københavns, Aarhus’ og Aalborgs priser står stort set uændrede i forhold til denne tid sidste år, mens Odense – som den eneste af landets større byer – stadig fester med en prisstigning på ejerlejlighederne, der lyder på 1.100 kroner pr. kvadratmeter.

Ejerlejlighedsmarkedet er gået fra at køre i femte gear til at glide ned i tredje i slutningen af 2018 og starten af 2019. Nu er vi oppe i fjerde gear igen, efter priserne steg henover sommeren, hvor der skete et rentefald, siger Mira Lie Nielsen, der er boligøkonom og chefanalytiker hos Nykredit.

Det betyder, at året på sin vis ender i nul, nu hvor vurderingerne af ejendomskatten er skubbet så langt ud i fremtiden, at det er svært for mange at forholde sig til det. Renterne er stadig lave, så når vi kigger ind i 2020, kommer vi nok til at se et fint handelsniveau, men der vil ikke være de samme prisstigninger igen som før, fordi prisniveauet allerede er så højt.

Det skal du huske, når du fraflytter en lejlighed

Millionforskel
I år har lejlighedskøberne i Københavns Kommune smidt lige over 40.500 kroner for en kvadratmeter* i en af hovedstadens ejerlejligheder – det er en smule under priselejet i 2018.

I landets næststørste by, Aarhus, kunne køberne også smile lidt bredere. I hvert fald har de nyslåede boligejere ifølge Boliga.dk i snit givet 32.221 kroner pr. kvadratmeter, hvilket er omtrent 250 kroner mindre for en kvadratmeter i den populære studieby

Frederiksberg Kommune er stadig indehaver af landets højeste kvadratmeterpriser på solgte ejerlejligheder med et gennemsnit på 44.143 kroner. Det svarer til lige over 2,6 millioner kroner for en gennemsnitlig lejlighed på 60 kvadratmeter i det eftertragtede boligområde.

Til sammenligning ville en tilsvarende ejerlejlighed koste lige over 415.600 kroner i Norddjurs Kommune, hvor man finder landets laveste kvadratmeterpriser på ejerlejligheder: 6.927 kroner.

Se ejerlejligheder til salg på Boliga.dk

*Boliga har udregnet de gennemsnitlige salgskvadratmeterpriser på ejerlejligheder solgt i perioden 1. januar 2019 til 17. december 2019 fordelt på kommuner.

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

x

Når du tilmelder dig, accepterer du samtidig vores privatlivspolitik.