Dét kan du gøre ved et for tørt indeklima

Træ trækker sig sammen, når det er tørt og koldt, og udvider sig, når det er fugtigt og varmt.

Træ trækker sig sammen, når det er tørt og koldt, og udvider sig, når det er fugtigt og varmt.

For de fleste danskere handler et godt indeklima om at huske at lufte ud tre gange om dagen og sikre, at den relative luftfugtighed ikke bliver for høj, særligt i sommermånederne.

Der er dog også nogle, som kæmper med det modsatte – nemlig et for tørt indeklima, når det bliver koldt om vinteren.

Det gælder boliger med genvindingsanlæg, hvor ventilationen fjerner den fugt, der er i luften indenfor, og erstatter den med tør luft.

Mens nogle ikke vil være generet af den tørre luft, kan andre få tør hud, tørre øjne og tørre slimhinder. Oplevelsen af et tørt indeklima kan også skyldes andre faktorer, som fx støv eller kemi i luften.

LÆS OGSÅ HOS BOLIUS: Hvor høj må luftfugtigheden være indendørs?

Hvordan påvirker det boligen?
Du kan måle den relative luftfugtighed med et hygrometer, og viser det sig, at du har et meget tørt indeklima, kan det også påvirke træmøbler og materialer i boligen.

Træ er et organisk materiale, og de gulvbrædder, der ligger klinisk op ad hinanden om sommeren, trækker sig sammen, når det er tørt og koldt. Og så kan du opleve gulve med sprækker, døre der gaber, og vinduer som går op og i for nemt.

Træ kan klare meget, men på sigt er det ikke godt, at det skal udvide sig og trække sig for meget sammen.

Hvad kan du gøre ved et tørt indeklima?
Er indeklimaet meget tørt, kan du tænke over små vaner i din hverdag, der kan være med til at hæve den relative luftfugtighed i boligen.

Bor du fx alene, kan du være opmærksom på at gå bad hjemme – og lad døren til badeværelset stå åben – i stedet for i fitnesscenteret, at vaske gulv lidt oftere eller lade emhætten forblive slukket, når du koger vand til fx æg og kartofler – men ikke, når du steger.

Også planter og blomster i vand kan være med til at afgive fugt til boligen, men alt sammen dog i små mængder, og det giver kun små opsving i den relative luftfugtighed, men ikke en vedvarende løsning på problemet.

En anden mulighed er at være opmærksom på temperaturen indendørs. Hvis man fx sænker temperaturen fra 25 grader til 21 grader, vil den relative luftfugtighed stige med 10 procent.

Det er også muligt at købe en befugter, der – modsat en affugter – tilfører fugt til rummet og får den relative luftfugtighed til at stige. En befugter kan fås lige fra ca. 1.000 kr. til 20.000 kr., og du skal være opmærksom på at indstille den korrekt, så indeklimaet ikke bliver for fugtigt.

LÆS OGSÅ HOS BOLIUS: Genbrug af varme ved varmegenindvending

Hvornår er der tale om et tørt indeklima?
  • 30 %: Er den relative luftfugtighed indendørs på dette niveau eller under, stiger risikoen for, at nogle vil opleve gener som følge af et tørt indeklima.
  • 30-60 %: Er den relative luftfugtighed indendørs på dette niveau, er det normalt. Om sommeren er den typisk i den høje ende, om vinteren i den lave.
  • 60-70 %: Er den relative luftfugtighed indendørs på dette niveau eller over, er det for fugtigt og kan give problemer med fx skimmelsvamp.

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

x

Når du tilmelder dig, accepterer du samtidig vores privatlivspolitik.