Nyt lovforslag: Nye boligejere skal skifte den gamle brændeovn

Gamle brændeovne fra før 2003 skal ifølge nyt lovforslag skrottes, når en bolig bliver købt.

Gamle brændeovne fra før 2003 skal ifølge nyt lovforslag skrottes, når en bolig bliver købt.

Fra 2021 er det ikke længere tilladt at beholde en gammel brændeovn fra før 2003, når du køber bolig med en sådan brændeovn. Senest et år efter skal den være skrottet og evt. erstattet med en ny brændeovn.

Det er essensen af det lovforslag, som miljøminister Lea Wermelin (S) har sendt i høring frem til 3. marts 2020. Bliver lovforslaget senere vedtaget, kommer de nye regler som nævnt til at gælde fra 2021.

– Hvert år dør tusindvis af danskere for tidligt af luftforurening. Vi ved, at brændeovne står for en stor del af forureningen med skadelige partikler, der kan give både hjertekarsygdomme og luftvejslidelser.

– Vi skal bekæmpe luftforureningen både i de store byer og på villavejene i alle dele af landet. Derfor sætter vi nu ind over for de ældre brændeovne, fordi de udleder op mod fem gange så mange partikler som en ny brændeovn. Det er et forsøg på at få nogle af de ældre brændeovne ud og samtidig gøre det overskueligt, for når man er i et boligskifte, skal man alligevel tage stilling til og udskifte en række ting, siger Lea Wermelin.

Netop i 2003 kom der en ny europæisk standard, der skærpede kravene til partikeludledning fra brændeovne.

LÆS OGSÅ HOS BOLIUS: Skrot din gamle brændeovn og få 2.000 kroner – sådan

Fakta om lovforslaget om brændeovne
  • Ifølge lovforslaget skal du fra 2021, når du køber bolig med en brændeovn, der er produceret før 2003, skifte brændeovnen til en ny, eller droppe den helt. En såkaldt ejerskifteordning.
  • Miljø- og Fødevareministeriet forventer, med en vis usikkerhed, at der bliver udskiftet 12.000 brændeovne det første år med den nye ordning og 55.000 i løbet af 10 år.
  • Ordningen vurderes med en vis usikkerhed at betyde, at der kommer 6.000 ton færre partikler i løbet af 10 år.
  • Kakkelovne, masseovne, antikke brændeovne, åbne pejse mv. er undtaget fra ejerskifteordningen.
  • Lovforslaget er i høring fra den 5. februar frem til den 3. marts 2020.

Kilde: MILJØ- OG FØDEVAREMINISTERIET

Hvordan finder man ud af alderen på brændeovnen?
Rent praktisk kan det være svært at se eller finde ud af, om en brændeovn er fra før 2003 eller ej.

I de tilfælde skal boligejeren indhente en erklæring fra skorstensfejeren, som skal sendes til Miljøstyrelsen sammen med anden relevant dokumentation, og så afgør Miljøstyrelsen, om brændeovnen er omfattet af ordningen eller ej.

DAPO bakker op om lovforslag om brændeovne
Foreningen af Danske Leverandører af Pejse og Brændeovne, DAPO, anerkender, at der er et problem med partikelforureningen fra især gamle brændeovne, og hilser det nye forslag velkommen.

– Siden 2005 er der sket en markant teknologisk udvikling, som har gjort danske brændeovne miljømæssigt førende i Europa. En moderne brændeovn udleder i dag 70 procent færre partikler, end en moderne brændeovn gjorde i 2005. Derfor vil det have stor miljømæssig effekt at få de ældste brændeovne taget ud af brug – og meget gerne erstattet af nye, siger DAPO’s formand, Carsten Bach.

Fyr rigtigt op og begræns partikelforurening
Fagekspert i Videncentret Bolius, Tue Patursson, peger også på, at man selv kan reducere forureningen ved at fyre rigtigt op.

– Det er ofte den, som betjener brændeovnen, som er udslagsgivende for, hvordan forureningen er inde og ude. Det er afgørende, at der tændes rigtigt op, benyttes godt tørt brænde og sørges for ordentlig lufttilførsel. Man kan i dag købe brændeovne, som betjent forkert, formentlig vil forurene mere end en korrekt betjent brændeovn fra 2003, siger han.

LÆS OGSÅ: Undgå røg i stuen, når du fyrer op i brændeovnen

13.000 gamle brændeovne skrottet i skrotningsordning
Frem til og med 2020 eksisterer der en skrotningsordning for brændeovne fra 1994 og før, hvor du får et tilskud på 2.215 kr., hvis brændeovnen skrottes.

Siden ordningen igen trådte i kraft 4. februar 2019, er der blevet skrottet ca. 13.000 brændeovne.

I alt er der ca. 700.000 brændeovne i Danmark, og dermed er vi et af de lande, der har flest brændeovne pr. indbygger.

Miljøminister Lea Wermelin forventer, at der kommer flere lovforslag, der skal begrænse luftforureningen.

– Vi ved, at vi ikke kommer i mål med dette lovforslag alene. Størstedelen af forureningen kommer fra udlandet, så det kræver også et stærkt internationalt samarbejde. Vi skal gøre noget mere for at begrænse luftforureningen.

LÆS OGSÅ HOS BOLIUS: Sådan kommer du af med din gamle brændeovn

Rådet for Grøn Omstilling: Kommuner skal kunne forbyde brændeovne
Der kan komme flere nye lovforslag om brændeovne, og det mener Kåre Press-Kristensen, seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling (tidligere Det Økologiske Råd), at der bør:

– Det nye lovforslag er et skridt i den rigtige retning, men det er ikke nok. Da selv nye brændeovne forurener rigtig meget, havde vi meget hellere set en udfasning af brændeovne ved ejerskifte, så vi kan få røgen ud af boligområderne, ligesom vi har fået røgen ud af fly og tog. Folk skal med sindsro kunne stille barnevognen i haven, så den lille kan sove uden frygt for naboens røg, og hænge deres vasketøj op udenfor, uden at det kommer til at stinke af røg. Det må være målet i den grønne omstilling.

Ifølge Kåre Press-Kristensen står brændefyring for 65 procent af den danske partikeludledning. Derfor mener han, at der bør skrappere midler i brug.

Han foreslår ligesom Københavns overborgmester, Frank Jensen, at kommunerne skal kunne forbyde nye brændeovne i bygninger, der allerede har klimavenlig varmeforsyning.

LÆS OGSÅ HOS BOLIUS: Alt du behøver at vide om håndværkerfradrag

– Der, hvor vi bor tæt sammen, går det altså ikke med alt det røg. I nye huse med mekanisk ventilation bliver brænderøg suget ind i husene, og det er jo urimeligt. Tidligere undersøgelser fra København viser, at en brændeovn i snit koster 15.500 kr. om året i helbredsskader, især fordi folk bliver syge og må blive hjemme fra arbejde. I København står brændeovne for 0,4 procent af varme-energiforbruget, og hvis vi slukker dem, kan vi opnå en meget større reduktion af partikelforureningen, end hvis man forbyder hele vejtrafikken.

– Brændeovne er noget af det mest hyggelige, der eksisterer, og jeg synes selv, det er kanonhyggeligt. Men man kan altså godt hygge sig uden brændeovne, og der findes altså også knaldgode elpejse og gaspejse, mener Kåre Press-Kristensen.

Afgift på brug af brændeovne
Rådet for Grøn Omstilling foreslår også en afgift på, hvor mange timer man fyrer i brændeovnen.

Det skal måles, ved at der sættes en temperaturmåler i skorstenen, som tæller det antal timer, der fx er over 60 grader.

LÆS OGSÅ HOS BOLIUS: Generelt om brændeovne og pejse

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

x

Når du tilmelder dig, accepterer du samtidig vores privatlivspolitik.