Coronavirus: Sådan holder du din bolig ren

Almindelig rengøring i hjemmet er nok for langt de fleste, hvis det suppleres med ekstra rengøring på udvalgte steder.

Almindelig rengøring i hjemmet er nok for langt de fleste, hvis det suppleres med ekstra rengøring på udvalgte steder.

God hygiejne er nøglen til at holde coronasmitten ned.

Det gælder også hjemme i din egen bolig, hvor du kan tilføje lidt ekstra punkter til den normale rengøringsliste, hvis du vil sikre dig og din familie bedst muligt.

Sådanlyder det fra Anne Grete Rasmussen, rengøringsekspert i Videncentret Bolius.

– Mange steder er der ikke behov for ekstra rengøring på grund af coronavirussen, men der er udvalgte steder, hvor du kan gøre en ekstra indsats for at forhindre smitte, siger hun.

LÆS OGSÅ HOS BOLIUS: Influenza: Sådan undgår du at smitte familien

Start corona-rengøringen ved hoveddøren
Anne Grete Rasmussen påpeger, at det vigtigste sted at sætte ind, er allerede når du kommer ind ad døren.

Her handler det om at overholder Sundhedsstyrelsen anbefalinger og holde god håndhygiejne, hvilket øger sandsynligheden for, at du ikke tager bakterier med ind i din bolig.

– Der bliver talt meget om håndsprit, men det virker ikke, hvis du har meget beskidte hænder. Derfor er det bedste, du kan gøre at vaske dine hænder med sæbe. Vasker du dem grundigt i 15-20 sekunder, så er det nok til at desinficere, siger hun og fortsætter:

– Derfor vil jeg opfordre til at tage en snak i familien, uden at børn eller andre bliver utrygge, om, hvordan I kan vaske hænderne grundigt, for det gør rengøringsarbejdet lettere.

LÆS OGSÅ HOS BOLIUS: Er det bedst at vaske hænder i varmt vand?

Sådan vasker du dine hænder rigtigt

Når du skal vaske hænderne ordentligt, kan det tage op til et minut fra start til slut, inklusive tørring af hænderne.

  • Start med at åbne for vandet og gør hænderne våde først for at undgå at irritere huden med koncentreret sæbe. Hvis du er derhjemme, kan du evt. slukke for vandhanen for at spare på vandet, men når du tænder igen, risikerer du at genforurene hænderne.
  • Kom derefter sæbe på. Vask omhyggeligt dine hænder i 15 sekunder. Kom hele vejen rundt ved tommelfingrene, mellem fingrene, på håndryggen, ved fingerspidserne og omkring håndleddene.
  • Skyl hænderne og brug god tid på at tørre hænderne ordentligt. Hvis de stadig er fugtige, har mange en tendens til lige at tørre dem af i fx bukserne, og så bliver de genforurenet.
  • Sluk for vandet – brug et papirhåndklæde, hvis du er på et offentligt toilet.

Kilde: Sundhedsstyrelsen

Gør rent med vand og sæbe
For almindelige personer, der kan betegnes som sunde og raske, er der ingen grund til at tage rengøringen til det næste niveau, hvor der desinficeres eller at gå skridtet videre og sterilisere, hvor alle bakterier fjernes, forklarer Anne Grete Rasmussen.

– At gøre almindeligt rent med mikrofiberklud, vand og sæber fjerner skidt, smuds, snavs og også bakterier. Jeg mener ikke, at alle skal gå i gang med spritte sine overflader i hjemmet, forklarer hun og fortsætter:

– Men hvis du vil gøre noget ekstra, så kan du rengøre håndtag på døre, køleskab og skuffer med mikrofiberklud, vand og sæbe. Det samme med stikkontakter, afbrydere og elektronik, som du ofte har fat i som fx telefoner og tablets. Med elektronik skal du selvfølgelig sørge for, at de kun fugtes af og ikke blive decideret våde ved rengøring.

Godt tip til rengøringen

For at få skidtet væk og efterlade en ren overflade, bør du fjerne skidt og snavs med den ene side af mikrofiberkluden – og vender herefter kluden og tag en tur mere, som så fjerner det sidste.

Der er ikke behov for at gnubbe i 15 sekunder. Skal du rengøre mange overflader, kan du med fordel benytte to klude til denne proces.

Selv om vi netop nu står i en meget sjælden situation, hvor vi skal gøre alt for at bremse smitten, så påpeger Anne Grete Rasmusen også, at vores immunforsvar bliver holdt oppe af, at vi hele tiden udsættes for små doser af mange forskellige bakterier.

– Det er også derfor, at Sundhedsstyrelsen generelt fraråder sunde og raske familier at bruge antibakterielle rengøringsmidler. Vi skal have lidt bakterier i hjemmet for at immunforsvaret holdes ved lige, siger Anne Grete Rasmussen.

Sådan beskytter du dig selv og andre mod coronavirus

Beskyt dig selv og andre ved:

  • Vask dine hænder tit eller brug håndsprit
  • Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder
  • Undgå håndtryk, kindkys og kram – begræns den fysiske kontakt
  • Vær opmærksom på rengøring – både i hjemmet og på arbejdspladsen
  • Hvis du er ældre og kronisk syge – hold afstand og bed andre tage hensyn
  • Hvis du er rask – beskyt dig selv for at beskytte andre
  • Hvis du har hoste, let feber eller forkølelse – bliv hjemme, indtil du er rask, hold afstand til dine nærmeste, og undgå kontakt med andre uden for hjemmet.
  • Hvis du har problemer med vejrtrækningen, forværring af symptomer eller er syg over flere dage – ring til lægen og mød ikke fysisk op i venteværelset, da du kan smitte andre.

Kilde: Sundhedsstyrelsen

Gode råd til almindelige, sunde og raske familier:

  • Sørg for generelt at holde rent i dit hjem i stedet for at gøre rent. I så fald er vand, en mikrofiberklud og lidt sæbe/håndopvaskemiddel en gang om ugen nok til at rengøre det meste.
  • Du kan udføre ekstra rengøring de steder, du ofte har berøring med så som: håndtag på døre, køleskab, skuffer og låger samt stikkontakter, afbrydere og jeres elektronik (fjernbetjeninger, telefoner og tablets mv.)
  • Skift de håndklæder, I bruger til at tørre hænder i, oftere end normalt.
  • Rengør gulv, overflader, borde og badeværelser som du plejer. Her er ikke behøv for ekstrarengøring

Rengøring og coronavirus, hvis du er i den udsatte gruppe

Hvis du, eller en i din husstand, hører ind under betegnelsen ’særligt udsatte’ i forhold til coronavirussen, bør du være ekstra opmærksom på Sundhedsstyrelsens råd for at ikke at bringe smitte ind i dit hjem.

Derudover bør du følge de rengøringsråd her i artiklen, som almindelige, sunde og raske familier bør følge, og yderligere kan du:

  • Gør ekstra rent med traditionelle rengøringsmidler.
  • Har du et svækket immunforsvar, så kan det være fint at spritte af eller desinficere. Men sørg for at rengøre overfladerne først. Og koncentrér det til der, hvor du rører mest. Der er ikke grund til at spritte gulve og inventar af.
  • Vær påpasselig med gæster – og så overvej at gøre rent og spritte fx håndtag af bagefter.

LÆS OGSÅ: Sådan gør du elektroniske skærme rent

Artiklen er skrevet af Videncentret Bolius
Videncentret Bolius er ejet af Realdania, er ikkekommercielt og sælger hverken produkter eller tjenester.

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

x

Når du tilmelder dig, accepterer du samtidig vores privatlivspolitik.