Dit arvesølv kan være guld værd

Foto: Kristian Brasen

240 ton. Så meget sølv fandt en gruppe dykkere for nylig på det britiske skib ‘Gairsoppa’, der blev sænket af tyskerne under Anden Verdenskrig. Og dykkerne har fundet skatten på et godt tidspunkt, for i dag har de 240 ton nemlig en værdi af næsten 1,4 milliarder kroner på verdensmarkedet.

Havde dykkerne derimod fundet sølvet tilbage i september 2008, havde det ‘kun’ været omkring 460 millioner kroner værd. Men du behøver ikke dykke i skibsvrag for at finde skatte. Ligger det sølvtøj, du arvede for år tilbage og samler støv på loftet, skulle du måske hente det ned, og få det lagt på køkkenvægten.

Kæmpe stigninger

Siden 2005 er verdensmarkedsprisen på sølv således steget med 500 procent og guld med 300 procent. Har du i dag 12 skeer i tretårnet sølv, der vejer 60 gram stykket, kan du hos de bedre sølv- og guldforhandlere forlade butikken med omkring 2.772 kroner.

Har du gamle guldsmykker, du ikke går med længere, bliver bankbogen endnu tykkere. For et enkelt gram 24 karat guld får du i dag omkring 257 kroner.

Så har du 10 eller 100 gram af dem, begynder det at ligne noget, der kan veksles til både en fl adskærm eller en stor udlandsrejse. Men man skal også være varsom, for priserne kan stadig svinge voldsomt. Købte man for eksempel guld i starten af 2011, er det faktisk mindre værd i dag.

Kø for at få vurdering

Vitus Guld i København har specialiseret sig i opkøb af guld og sølv. Her fortæller direktør Christian Klingenberg, at antallet af kunder, der vil have en vurdering, er fordoblet det seneste år. Faktisk er man hos Vitus Guld nu nødt til at booke en tid for at komme til.

Den samme melding lyder fra Nyfortuna, der er Danmarks største guldopkøber. »Guldprisen er historisk høj, og det giver et meget større fokus end tidligere,« siger direktør Helene Sørensen.

Langt de fleste opkøbere lægger deres priser frem på hjemmesiden. Både Vitus Guld og Nyfornuna giver for guld det, der svarer til 85-90 procent af verdensmarkedsprisen.

Afregningen for sølv er dog kun 70 procent eller endnu lavere, da omkostningerne til videreforarbejdning er markant større. Vitus Guld og Nyfortuna har specialiseret sig i opkøb, men det er som regel også muligt, at sælge til almindelige guldsmede. De giver dog typisk en lavere pris, men til gengæld kan de være fl inke med rabatten, hvis man samtidig vælger at købe et nyt smykke.

Forskellige kvaliteter

De fleste smykker er fremstillet af enten 18 eller 14 karats guld, som betyder, at andelen af rent guld er henholdsvis 75 og 58,5 procent. Hos de to opkøbere, Søndagsavisen har talt med, kan kunderne følge med i hele processen, mens de er i butikken, hvor guldprocenten bliver målt. De advarer begge mod , at man sender sine smykker med posten, som nogle selskaber tilbyder. »Det er vigtigt, at man på forhånd kan se prisen, og at man kan følge med i hele processen,« siger Christian Klingenberg.

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

x

Når du tilmelder dig, accepterer du samtidig vores privatlivspolitik.