Tidligere indbrudstyv: »Nabohjælp er det bedste«

Robert Nyborg, der har begået over 200 indbrud, blev mest afskrækket af nærgående naboer. Privatfoto

»Undskyld, kan jeg hjælpe dig med noget?«
Et banalt spørgsmål, men også et hamrende effektivt våben mod indbrudstyve, fortæller Robert Nyborg, tidligere indbrudstyv med mere end 200 indbrud på samvittigheden.
Når han gik ned ad en villavej og ledte efter sit næste ‘knæk’, var interesse fra naboerne hans største frygt.
»Hvis en af naboerne blandede sig, vidste jeg, at jeg var blevet set, og at jeg kunne udpeges på et senere tidspunkt. Så var løbet kørt,« siger Robert Nyborg.
Hans yndlingsofre var de huse, hvor en stor hæk og manglende udendørsbelysning gav arbejdsro, og hvis han var »rigtig heldig«, kunne han se tyvekosterne ude fra gaden gennem vinduet.
Alarmer og bevægelsessensorer skræmte ham kun, hvis husene lå tæt op ad hinanden.
»Indbrudstyve kender det lokale politis udrykningstid ned i detaljen, så hvis der går en alarm, betyder det bare, at man arbejder på tid,« siger han og fortsætter:
»Bevægelsessensorer kan man snyde på flere måder, og kameraerne klarer du med en hættetrøje og elefanthue. Elektronikken betød bare, at jeg arbejdede hurtigere,« siger han.
Når Robert Nyborg i dag tager rundt og holder foredrag – blandt andet for politikerne på Christiansborg – har han altid ét budskab med i bagagen: Allier dig med naboerne.
»Der er ikke mange danskere, der bruger nabohjælp, selvom det er klart det mest effektive våben. Indbrudstyve er meget menneskesky.«

Det koster det at sikre huset:

Den helt billige løsning 

Lister og beslag, der forstærker vindue og dørkarm: Pris: cirka 100 kroner pr. stk.

Timer, der tænder og slukkerlyset på bestemte tidspunkter: Pris: cirka 100 kroner.
Udendørsbelysning, der tænder ved bevægelse:Pris: cirka 1.000 kroner.

Alarmer og overvågning fra sikkerhedsselskaber

Den billige pakke: Alarmsystem, der aktiveres ved indbrud. Ofte en fotodetektor, der tager billeder af lokalet, mens alarmen lyder. Sms-service, så du modtager besked om, at alarmen er gået. Basispakker er ofte gør det selv-løsninger, hvor du selv vedligeholder og programmerer systemerne. Pris: cirka 1.500 kroner for installation. Månedligt abonnement: 100-250

kroner.
Mellempakken: Alarmsystem, der går ved indbrud. Rumdetektorer, der reagerer ved bevægelig varme (eksempelvis en tyv). Fotodetektor, der tager billeder af rummet, når alarmen er gået. Service fra alarmfirmaet, der modtager sms’er, alarmsignaler, billeder og så videre, samtidig med at du får oplysningerne på din telefon.Pris: cirka 2.500 for installation. Månedligt abonnement: 200-400 kroner.
Den dyre pakke: Rumdetektorer, bevægelsessensorer, alarmer, overvågningskameraer. Du kan følge og styre det hele fra din telefon. En app sikrer, at du på din telefon kan se dine overvågede rum hele tiden. Du får besked på telefonen, hvis nogle af alarmerne går, og du kan på din telefon følge tyven på kameraerne. Der tages konstant billeder, mens sirenen hyler, og alarmfirmaet følger hele processen fra centralen.De sender en vagt af sted, er i kontakt med dig og tilkalder politiet, hvis de via udstyret kan se, at der er brug for det.
I de helt store pakker er der ofte også andre typer alarmer med – røgalarmer, detektorer, der hyler, hvis der er vand i kælderen, og så videre. Pris:
4.000-5.000 kroner for installation. Månedligt abonnement: 300-500 kroner.

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes
1