Ny metode giver dit hus et bedre energimærke

Fra energimærke E til C.

Fra energimærke E til C.

Det kan godt være fodkoldt at være husejer i et af de mange typehuse fra 60’erne og 70’erne. Der er bygget 450.000 typehuse i  Danmark fra 1960 til 1980, inden de skærpede krav kom med Bygningsreglementet i 1979, og typehusene fra perioden er derfor oftest mangelfuldt isolerede og dyre i opvarmning.

Men med et nyt koncept til efterisolering kommer Teknologisk Institut og teglbranchen problemet til livs.

Her fjerner man den eksisterendeformur og opfører i stedet en ny og slankere teglfacade, der giver plads til moderne isoleringsmaterialer. Husejeren får dermed en mere komfortabel bolig, sparer på varmeregningen og får en flot, ny facade. Ifølge konsulent fra Teknologisk Institut Thea Bech-Petersen har den nye metode flere fordele:

»Dels giver vi huset en helt ny teglfacade uden at ændre murværkets dimensioner. Det kan give huset en øget salgsværdi. Dels vil ejeren opnå en meget mindre varmeregning. Sammenligner man for eksempel med en klassisk hulmursisolering, fjerner man også de typiske kuldebroer ved vinduer og døre,« siger hun.

3-10.000 kroners besparelse

Mere konkret forventer Thea Bech-Petersen, at den enkelte husejer kan spare mellem 3.000 og 10.000 kroner på varmeregningen om året og i bedste fald rykke to energiklasser op.

De samlede omkostninger for en renovering bliver 300.000 kroner, og selvom energibesparelsen er høj, understreger Thea Bech- Petersen, at besparelsen ikke kan finansiere renoveringen alene.

Fra energiklasse E til C

Metoden blev testet i sommeren 2014 på et parcelhus i Thyholm ved Limfjorden. Her blev huset, der er opført i 1956, udstyret med nye ydermure opbygget af mursten med en tykkelse på 78 – 30 millimeter tyndere end de gamle.

Dette ekstra hulrum gav  plads til nye højeffektive isoleringsmaterialer, der alene fik huset til at rykke fra energiklasse E til C.

Arkitekt Per B. Clausen fra Møller Nielsens Tegnestue i Struer var både med i udviklings- og udførelsesfasen af pilotprojektet i Thyholm, og han er tilfreds med resultatet:

»Selvom huset i Thyholm er opført i slutningen af 1950’erne, er det med den nye facade nu et helt moderne hus, der lever op til 2015-kravene for bygninger, og alt efter tykkelsen af hulmuren er det også muligt at nå 2020-kravene via den her  metode,« siger han.

Derudover løser metoden et af de mere æstetiske dilemmaer ved efterisolering. Hvor ejeren tidligere har været tvunget til at vælge en pudset facade efter renoveringen, tillader den nye metode en ydermur af mursten efter eget valg.

PARCELHUSE OG ENERGIMÆRKNING

Energimærkningsskalaen afspejler et vægtet forbrug af brændsler eller fjernvarme og el. Forbruget måles i kilowatttimer pr. kvadratmeter og spænder fra klasse A1 til G.

Energimærke KwH/m2

  • A1 42,86
  • A2 61,43
  • B 85,71
  • C 132,86
  • D 180,00
  • E 227,14
  • F 286,43
  • G 286,44

Huse bygget i dag er altid i energiklasse A1 eller A2. Et hus bygget efter 1999 vil typisk have energiklasse C, mens et hus bygget mellem 1986 og 1998 typisk
vil have energiklasse D.

Kilde: ENERGISTYRELSEN

 

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

x

Når du tilmelder dig, accepterer du samtidig vores privatlivspolitik.