Babyer påvirkes af skænderier

Når mor og far råber ad hinanden, påvirker det familiens mindste medlemmer. Babyer opfatter dårlig stemning, allerede når de er få måneder gamle. Foto: Colourbox

Er der behov for at få renset luften derhjemme med et ordentligt skænderi, er det en fordel at vente, til jeres baby sover. Et nyt amerikansk studie viser nemlig, at babyer helt ned til nimåneders alderen er følsomme over forskænderier.
»Det overrasker mig, at man har kunnet påvise, at ni måneder gamle babyer er så sensitive over for andre menneskers relationer. De kan godt opfange, om der er fjendskab eller venskab i luften,« siger professor i udviklingspsykologi Osman Skjold Kingo.
Opfanger stemninger
Forskningsprojektet delte 64 babyer på ni måneder op i to grupper. Den ene gruppe så en video, hvor de voksne var enige hele tiden. Den anden gruppe så en video, hvor de voksne først var enige og derefter uenige. 
Det viste sig, at babyerne kiggede i længere tid på de voksne, der var uvenner. Det er der ifølge Osman Skjold Kingo en naturlig forklaring på:
»Babyerne har en forventning om, at de voksne er enige i den anden video, fordi de også var det i den første. Når man viser noget, der bryder deres forventninger, kigger de i længere tid på videoen. Dermed kan man registrere, at de opfangede stemningerne.«
Problemer på længere sigt
Sundhedsplejerske og redaktør af Sundhedsplejersken.dk Else Guldager er ikke overrasket over resultatet.
»Babyer orienterer sig efter deres sanser og er derfor meget fokuserede på observationer, lyde, stemninger også videre. Og selvfølgelig kan de fornemme, at et skænderi lyder ubehageligt,« siger Else Guldager.
Der er dog ingen grund til at gå i panik, hvis man engang imellem lader bølgerne gå højt foran sin baby.
»Man skal ikke være bange for at komme til at skændes foran babyen, det sker der ikke noget ved,« siger Osman Skjold Kingo og tilføjer, at det kun er ved mange daglige problemer og meget kaos, at det kan påvirke barnet negativt:
» Barnet kan få en opfattelse af, at det er sådan, man kommunikerer. Og det kan skabe problemer i skolen, på arbejdspladsen og i fremtidige parforhold. Men der kan også ske det, at barnet bliver bange for sine omgivelser og trækker sig. Man hæmmer dermed dets lyst til at indgå i sociale sammenhænge.«
Sker det, at man har haft et skænderi foran sin baby, må man råde bod på situationen bagefter, siger Else Guldager.
» Man må bare være ekstra opmærksom på at berolige barnet og sørge for at få genoprettet den gode stemning. Hvis det er et tilbagevendende problem, så få hjælp,«siger hun.

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

x

Når du tilmelder dig, accepterer du samtidig vores privatlivspolitik.