Bliv klog på kærlighedssprog – og genfind gnisten

”I starten var det så hedt, men nu er jeg slet ikke sikker på, at hun elsker mig, selv om hun siger det.”

Når forelskelsesrusen har lagt sig, skal vi til at arbejde for forholdet. Så kan det være godt at kende hinandens kærlighedssprog, så man kan forstå, hvornår ens elskede faktisk viser, at hun elsker en.

Det skriver jeg mere om i anden halvdel af klummen. Men først lidt fakta om forelskelsen.

Sådan kommer I (måske) videre efter utroskab

Tiltrækning

Først tiltrækkes vi af hinanden på grund af adfærd, udseende og ved hjælp af feromoner, som er kemiske signalstoffer, vi udsender fra kroppen.

Forelskelse

Nu starter selve forelskelsen og vi kan opleve ukritisk og ubetinget kærlighed til hinanden. Det skyldes et højt niveau af signalstofferne dopamin og serotonin i hjernen. Dopamin er også det stof, der udløses mere af, når man spiser slik eller tager stoffer.

Så det giver faktisk mening at sige, at man er ”beruset af forelskelse”. I denne fase er sex som regel fantastisk, og parret kan slet ikke få nok af hinanden. Den tilstand varer to til 12 måneder.

Parforholdets fire store kriser – sådan kommer du godt igennem dem

Tilknytning

Når den første, voldsomme forelskelse er fordampet, er det vigtigt, at parret begynder at føle en tilknytning til hinanden, så de får lyst til at blive sammen, selv om den hede forelskelse er forbi.

Følelsen af tilknytning forstærkes af hormonet oxytocin. Det frigives ved hudkontakt og har betydning for vores evne til at knytte og fastholde sociale relationer.

3 sexmyter, der ødelægger dit parforhold

Det kræver en indsats

Efter ca. fire år begynder dopaminniveauet at falde. Det betyder, at I ikke længere mærker samme form for lykkerus, når I tænker på hinanden.

Hvis I ønsker at blive sammen, skal I til at arbejde for at opbygge og bevare et tæt, stærkt bånd i forholdet.

Et værktøj til dét kan være at blive opmærksom på, om I har forskellige kærlighedssprog. For så er der meget at hente ved at gøre sig umage med at bruge det rigtigt, så din partner ved, at du elsker ham/hende.

Undersøgelse afslører: Så lang tid varer sex i gennemsnit

Elsker min partner mig virkelig?

Hvis et par har forskellige kærlighedssprog, kan det være svært at mærke, at man er elsket. Dit kærlighedssprog er den måde, du udtrykker din kærlighed på.

Hvis din partner har et andet kærlighedssprog, så kan du få svært ved at afkode, at din partner faktisk fortæller dig, at han/hun elsker dig, når han/hun f.eks. tager sig tid til at slå græsset.

Der er fem kærlighedssprog

Herunder ser du de fem kærlighedssprog, som den amerikanske parterapeut Gary Chapman har kortlagt. Jeg har givet et par eksempler ud for hvert sprog.

  • Anerkendende og søde ord: ”Jeg elsker dig!”, ”Hvor er du dejlig!”, ”Jeg elsker din duft!”.
  • Fysisk kontakt: Kram, kys, fodmassage, nusse på arm eller hals (hvis det ikke kilder).
  • Tid sammen: Gå ture sammen, spis sammen, særlig tid til dig og mig, sammen i spa, aflevere/hente børn sammen etc.
  • Tjenester: Du slår græsset, selvom det ikke var din tur (fordi du vil glæde din partner), din partner hænger dine nøgler på nøglekrogen, så du ikke skal lede efter dem, og henter dig i bil fra fest med vennerne, så du ikke skal tage toget hjem.
  • Gaver: Gerne uventede gaver og overraskelser.

Find dit kærlighedssprog

Tag dig tid til at tænke lidt og mærke efter: Hvad gør din partner, der får dig til at føle dig elsket? Hvad gør du selv for at vise, at du elsker din partner? Det er dit kærlighedssprog. I skal fortælle hinanden om jeres kærlighedssprog.

I skal vide om hinanden, hvad der får jer til at føle jer elsket, og hvad I længes efter. Det er ikke helt sort-hvidt. Du kan godt have mere end ét kærlighedssprog, men ét vil altid være mest fremtrædende.

Nogle par har gået så længe uden at mærke kærlighed, at de ikke længere kan huske, hvad der får dem til at føle sig virkelig elsket.

Hvis det er tilfældet, skal man ned i nogle dybere lag. Så kan det være hjælpsomt at gå til en parterapeut, hvis det er noget, I har lyst til at udforske sammen.

Om klummeskribenten

Jael Lauritzen parterapeut, familieterapeut og psykoterapeut MPF med egen praksis i København og Hellerup.

Læs mere om Jael Lauritzen på jaellauritzen.dk.

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

x

Når du tilmelder dig, accepterer du samtidig vores privatlivspolitik.