Flere småbørn kommer til kiropraktor

Kiropraktoren løsnede Noams smerter. Foto: Kristian Brasen

 Rekordmange forældre får deres helt små børn behandlet hos en kiropraktor.

Det viser nye tal fra Danske Regioner. I 2012 fik 12.283 børn mellem 0 og 2 år regionalt tilskud til kiropraktisk behandling, mens det kun var 4.375 i 2003. Det er en stigning på 180 procent.

Birgitte Holt, der er kiropraktor og har behandlet børn i 25 år, forklarer, at forældre til de helt små børn mellem 0 og 1 år typisk kommer, fordi barnet kun vil ligge med hovedet til den ene side, ikke kan løfte hovedet eller græder ekstremt meget – også kaldet kolik.

»Forældre finder sig ikke i, at babyen mistrives, og der er ingen tvivl om, at internettet har gjort det lettere for forældre selv at tage affære, hvis de ikke kan få hjælp andet sted. De kan google sig til svar på mange af deres spørgsmål,« siger hun.

Hjælper mange kolikbørn

Der er foretaget ganske få studier af effekten af kiropraktisk behandling af spædbørn med kolik, som er gråd i mere end tre timer dagligt, mere end tre dage ugentligt i mere end tre uger.

I det seneste studium fra 2012, bragt i Journal of Manipulative and Physological Therapeutics, kommer engelske forskere frem til, at behandlingen reducerer gråden markant hos kolikbørnene.

Derfor glæder det Lise Hestbæk, der er seniorforsker på Nordisk Institut for Kiropraktik og Klinisk Biomekanik, at stadig flere forældre får øjnene op for den type behandling.

»Hvis barnet græder meget, selvom det udvikler sig, som det skal, og alvorlige sygdomme er udelukket, så må der være en anden årsag. Det logiske næste skridt er så at undersøge, om det har ondt i muskler, led eller knogler,« siger Lise Hestbæk.

 

Udramatisk behandling

Mange forbinder imidlertid en tur til kiropraktoren med at blive hevet og flået i, og det kan være svært at forene med tanken om et skrøbeligt barn.

Men der er ikke noget at frygte, forsikrer kiropraktor Birgitte Holt.

»Vi tilpasser naturligvis altid behandlingen efter patientens alder, og når vi taler om spædbørn er det mere gymnastikagtige bevægelser og let massage,« siger hun.

Og Lise Hestbæk bakker kiropraktoren op. Hun understreger, at der aldrig er konstateret bivirkninger ved kiropraktisk behandling af et spædbarn.

»Man river og flår ikke i et spædbarn. Det er behandling med fingerspidserne,« siger hun.

 

 

Noam kunne ikke løfte sit hoved

Alle de andre børn i mødregruppen kunne selv rulle om på maven og løfte deres hoved. Det kunne fem måneder gamle Noam ikke. Han lå bare med ansigtet begravet i tæppet, når han lå på maven. Og han græd også meget. Derfor havde Julie Malmstrøm både været til lægen og en fysioterapeut med sin søn.

 

»De sagde begge, at han ikke fejlede noget, og at jeg bare skulle træne mere med ham . Det var meget frustrerende, for jeg havde på fornemmelsen, at der var noget andet galt,« siger hun.

 

Det var først, da en af de andre i mødregruppen foreslog Julie at få Noam undersøgt af en kiropraktor, at problemet blev løst. Kiropraktoren fandt hurtigt ud af, at Noam havde en stivhed i ryggen, der generede ham, og efter fire behandlinger var spændingerne væk.

 

»Han er et helt andet barn . Nu er det jo nemt at være mor, og jeg har lært, at man er den, der kender sit eget barn bedst – det skal man stole på.«

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes