Mobbede børn søger hjælp

På et tidspunkt havde en hadegruppe imod Jakob Fuglsang Petersen 300 medlemmer. Han ved ikke hvorfor. I dag går han på handelsskolen og har en blog om sit liv. Foto: Jesper Voldgaard

Taber. Det var et af de ord, som 17-årige Jakob Fuglsang Petersen fra Skive dagligt kunne se folk bruge om ham på Facebook. Der blev oprettet adskillige hadesider om ham, uden at han vidste hvorfor, og gruppen ‘Alle dem der hader Jakob Fuglsang’ havde 300 medlemmer.

»Det var rigtig hårdt at blive udstillet på Facebook på den måde. Jeg følte mig meget ramt og var tit ked af det. Jeg overvejede at slette min profil, men den sejr skulle de ikke have,« siger Jakob Fuglsang Petersen, der igennem flere år har været udsat for mobning på digitale medier.
På trods af de senere års store faglige fokus på mobning i skolerne er mange andre i samme situation . I 2013 fik Børns Vilkår 1.668 henvendelser fra børn om mobning, blandt andet via den såkaldte BørneTelefon.
»De børn, der ringer, er udelukket af det sociale fællesskab i skolen og føler sig meget alene. Nogle af dem ringer til os fra skoletoiletterne i frikvarterne, fordi de ikke tør være ude blandt de andre,« siger chefen for BørneTelefonen, Bente Boserup.
Udbredelsen af sociale medier betyder, at mange børn udsættes for mobning næsten døgnet rundt, siger hun:
»De seneste par år er mobningen rykket over på de digitale medier, så børnene har ikke længere et frirum fra mobningen. Tidligere kunne de tage hjem fra skole og få fred, men nu fortsætter mobningen via sms, Facebook, Instagram og så videre. De bliver hængt ud, og alle kan læse med.«
For Jakob Fuglsang Petersen var noget af det hårdeste, at mobningen foregik i et offentligt forum.
»Det var hårdt at komme i skole, fordi jeg vidste, at alle kunne læse med på hadesiderne. Så jeg følte, at der blev set ned på mig,« siger han og tilføjer:»Når jeg kom hjem, følte jeg mig i sikkerhed, men jeg opdaterede hele tiden Facebook for at holde øje med, hvad der blev skrevet om mig. Jeg følte mig overvåget.«
Nogle af de børn, som henvender sig til Børns Vilkår, fortæller om ekstremt grove oplevelser . Inspirationen hentes fra medierne, mener børnepsykolog John Halse:
»Hvis man for eksempel spiller et computerspil, hvor man bliver ved med at sparke til en, der ligger ned, er det klart, at det påvirker. Også realityprogrammerne har en rigtig dårlig indflydelse på børn på grund af alle intrigerne og bagtaleriet. Det er med til at legitimere, hvordan man kan opføre sig over forhinanden.«
I dag har politiet lukket hadesiderne mod Jakob Fuglsang Petersen, og han har det meget bedre, men oplever stadig en smule mobning.
»Jeg har vænnet mig til det efterhånden og har lært, at det hjælper at snakke med nogen om det og sørge for at få fjernet de negative kommentarer.«

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes