Så mange timer bør dit barn maksimalt sidde med en tablet

Foto: Colourbox

0-3-ÅRIGE

Især for de mindste børn er det vigtigt, at tiden foran skærmen ikke bliver for omfattende. Tablet-spillene gavner sjældent motorikken, kreativiteten og sprogindlæringen lige så godt, som fysisk leg gør. Red Barnet anbefaler maksimalt 35 minutters skærmtid i hverdagen for 3-årige og eventuelt lidt mere i weekender og ferier.

Når der er tale om helt små børn, bør du på forhånd forklare reglerne klart og begrunde dem.

4-7-ÅRIGE

Børn i denne aldersgruppe kan godt selv være med til at udarbejde regler for onlinetid. På den måde føler barnet sig hørt, og det vil have lettere ved at overholde reglerne. Reglerne kan handle om, hvilke typer spil der må spilles, på hvilke tidspunkter af dagen der må spilles, og i hvor lang tid.

Hvis du vil tjekke, hvilke apps og hjemmesider dit barn har benyttet, så gør det sammen med barnet, så det bliver en dialog snarere end kontrol.

Også i denne aldersgruppe bør skærmtiden begrænses, så dit barn ikke udvikler en alt for stillesiddende adfærd, da det kan give helbredsproblemer senere i livet. Forskere anbefaler mellem 30 og 60 minutters skærmtid i hverdagene og eventuelt lidt mere tid i weekender og ferier til børn i denne aldersgruppe.

7-10-ÅRIGE

Nogle børn får i 9-10-årsalderen deres første mobiltelefon, og det giver mulighed for langt mere skærmtid. Derfor er det vigtigt, at du og dit barn sammen udarbejder regler for mobil-/onlineforbruget, så der også er tid til fysisk aktivitet. Når I udarbejder reglerne sammen, er der større sandsynlighed for, at dit barn vil overholde dem.

Børn i denne aldersgruppe begynder at begå sig på sociale medier og bliver fortrolige med flere underholdningsprægede spil og apps. I kan sammen udarbejde regler for, hvor lang tid dit barn må bruge på henholdsvis underholdningsorienteret skærmtid og indlæringsorienteret skærmtid om dagen – for eksempel 50/50.
Skærmtiden for denne aldersgruppe bør ifølge forskere ligge et sted mellem en og to timer dagligt. Undersøgelser viser, at børn, som dagligt sidder tre-fem timer foran skærmen, har tendens til overvægt. Samtidig kan forbruget gå ud over det ‘fysiske’ sociale netværk.
KILDE: SIKKERCHAT.DK (RED BARNET)
Sådan finder du de gode apps og spil
Når du downloader apps/spil til dit barn, kan det være et pejlemærke at kigge efter nogle, der …
… udfordrer sprog og læseevne
… udfordrer kreativiteten
… udfordrer den logiske sans
… stiller krav til samarbejdsevne
Kilde: Jonas Ravn, Center for digital pædagogik 
Sådan bør børn bruge tablets i dagligdagen
  • Vi har spurgt en række børnefamilier, hvad deres yngste barn oftest bruger tablet til i dagligdagen.
  • Børn mellem 1 og 5 år: 72% benytter sig af forskellige underholdnings-apps til børn, for eksempel tegneprogrammer og puslespil.
  • Børn mellem 6 og 10 år 89% procent bruger den til at spille spil på.
  • Børn mellem 11 og 15 år 68% bruger den til at se filmklip på og til at høre musik på YouTube.
  • Børn mellem 16 og 17 år 73% procent bruger den til sociale medier.
Kilde: Yougov for søndagsavisen, 475 svar. Metode: Respondenterne havde mulighed for at sætte flere krydser ved forskellige svarkategorier. de anførte svarprocenter er dermed udtryk for de kategorier, der har fået flest krydser.

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes
1