Hver 10. er udsat for partnervold

Foto: Colourbox

En ud af ti danskere har været udsat for vold i form af skub, spark, slag eller lussinger fra deres nuværende eller tidligere partner.

Mest udsat er kvinder,16 procent af de adspurgte kvinder har været udsat for partnervold, mens ‘kun’ 6 procent af mændene har haft den ubehagelige oplevelse. Det viser en undersøgelse,som YouGov har foretaget for Søndagsavisen blandt 1.012 danskere.
Langt det meste af volden sker i forbindelse med hverdagens skænderier. Kun i de færreste tilfælde er der tale om systematisk og gentagende vold, forklarer Karin Helweg-Larsen, seniorforsker ved Statens Institut for Folkesundhed.
»Der er oftest tale om skænderier, som eskalerer. I kampens hede tager den ene fat i den andens arm, måske bliver der skubbet eller stukket en lussing. Risikoen for, at det sker, er større, hvis aggressioner og uenigheder ligger under overfladen i forvejen,«siger Karin Helweg-Larsen.

Psykisk vold svær at glemme

Også psykisk vold spiller en rolle i mange parforhold. Hver fjerde kvinde og hver syvende mand svarer i undersøgelsen, at de har været udsat for psykisk vold fra en nuværende eller tidligere partner.
Den psykiske vold tager ofte form af trusler om fysisk vold, trusler om at forlade partneren eller trusler, som er relateret til børnene. Men den kommer også til udtryk ved decideret mobning, forklarer Helle Hundahl, psykolog og konstitueret direktør i Dialog mod Vold.
»Det kan være lige så modbydeligt som at blive slået. Jeg har siddet over for mange voldsofre, hvor den psykiske vold er den, der efterfølgende har gjort størst indtryk. De oplever, at slagene holder op med at gøre ondt, men at det er sværere at lægge de psykiske slag fra sig igen,« siger Helle Hundahl.
Hun har gennem ni år arbejdet med voldsramte par med fokus på behandlingstilbud til den af parterne, der udøver volden. Motivationen for volden kan være meget forskellig og have udspring i alt fra jalousi til mindreværd. Men der er også fællestræk.
»Mange voldsudøvere kommer fra barndomshjem præget af vold. Der er noget arvelighed i det her. Men det er meget forskelligt – nogle kan have misbrugsproblemer, nogle har psykiske problemer. Nogle er helt almindelige mennesker, der er vellidte og går på arbejde hver dag, men når der er konflikt med partneren derhjemme, går det over gevind,« siger Helle Hundahl.
På Christiansborg rettede Manu Sareen, minister for børn, ligestilling, integration og sociale forhold, i efteråret 2013 fokus mod partnervold, da han øremærkede 36 millioner kroner til organisationer, der arbejder med vold i nære relationer.
Fakta om vold i parforholdet
Det har de voldsramte
været udsat for:
Skub/tage fat i arm ………… 53 %
Knytnæveslag ……………….. 33 %
Lussing ………………………….. 29 %
Spark …………………………….. 18 %
Slået med genstand ………. 13 %
Har fået en skalle ……………… 6 %
Andet ……………………………. 24 %
Har fortalt andre om volden:
Kvinder ………………………….. 67 %
Mænd …………………………… 33 %
Partnervold i Danmark:
29.000 kvinder og 10.000 mænd
udsættes hvert år for partnervold.
Kilder: YouGov, 108 SVAR, og Ministeriet
for ligestilling og kirke

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes