Derfor har vi flere partnere gennem livet

Til kedsomheden os skiller. Vi giver hurtigt op, når de store følelser forsvinder. Foto: Scanpix

Kun hver tredje af os tror på den eneste ene . Og en tredjedel af alle vielser i Danmark indgås med forliste ægteskaber i rygsækken, viser tal fra Danmarks Statistik.

Det er snarere reglen end undtagelsen, at vi har skiftende partnere gennem livet. Men drømmen om den helt store kærlighed er alligevel intakt.
Faktisk har vi så store forventninger til vores kærlighedsliv, at vi bliver forblændet af illusionen om varig forelskelse og store følelser, mener parterapeut og forfatter Ingrid Ann Watson.
»Vi lever i en tid, hvor alt handler om ‘mig og mine følelser’. Vi forventer det helt store af livet og er hurtige til at bakke ud, hvis parforholdet ikke lige er et festfyrværkeri,« forklarer hun.

De eneste tre

Ingrid Ann Watson mener, at for mange bliver gift, selvom de godt ved, at ægteskabet næppe holder for evigt.
»I dag kan vi regne med at have tre seriøse partnere i vores liv; en ungdomskærlighed, en at få børn med og en at blive gammel med. Det er det generelle billede,« siger hun.
Sexolog Katrine Berling mener, at udviklingen er positiv og helt naturlig.
»Vi lever i en tid, hvor vi har mulighed for at kigge indad og finde ud af, hvad vi har brug for og lyst til. Det er en gave at opleve flere partnere i sit liv,« siger hun.
»Forhold kan gå i stykker af mange årsager, og for nogle er det bare en god idé at lære af det og komme videre.«
For dem, som er indstillet på at leve sammen i med gangog modgang til deres dages ende, kan et livslangt forhold godt lade sig gøre, fortæller Ingrid Ann Watson.
»Det handler om at erstatte forestilingen om den grandiose kærlighed med noget mere realistisk, som bygger på fælles værdier. Hvis man arbejder på at sætte pris på hinanden igen, så er der mange, som finder ud af, at de godt kan lide hinanden. At kærligheden bare var blevet væk i urealistiske forventninger,« siger hun.

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

x

Når du tilmelder dig, accepterer du samtidig vores privatlivspolitik.