Sushi eller tarteletter? Det spiser fynboer, jyder og københavnere

Sushi, medister eller stegt flæsk? Hvad spiser danskerne?

Sushi, medister eller stegt flæsk? Hvad spiser danskerne?

Hans Sund tjener godt med penge på at sælge stjerneskud til glade nordjyder. Ikke dem på himlen, men dem på tallerkenen. Han langer cirka 150 styk af den klassiske rødspætteret over disken om dagen på Restaurant Pakhuset i Skagen, når det er højsæson.

»Det er cirka hver ottende gæst, der køber et stjerneskud. Jeg spiser det også selv meget ofte. Det smager fantastisk,« siger den 66-årige nordjyde.

Noget tyder på, at det ikke er helt tilfældigt, at Hans Sund er nordjyde. En nordjyde spiser nemlig 3,5 gange så mange stjerneskud som den gennemsnitlige dansker. Det viser en analyse fra COOP’s analyseafdeling.

»Stjerneskud er nordjydernes svar på vestjydernes tarteletter,« forklarer Lars Aarup, analysechef i COOP, som i adskillige år har samlet statistik på, hvad danskerne putter i munden.

madvaner3

Hans Sund fra Restaurant Pakhuset i Skagen sælger masser af stjerneskud og spiser dem som andre nordjyder også gerne selv. Københavnere vil hellere have sushi og skyr. Foto: Michael Bo Rasmussen

Vi spiser forskelligt

Analysearbejdet afslører, at danskerne har vidt forskellige spisevaner, alt afhængigt af om de kommer fra Nordsjælland, Sønderjylland eller en anden region i vores ellers lille land.
For eksempel rører nordsjællænderne nærmest ikke stjerneskud. Når en nordsjællænder spiser 1 stjerneskud, har en nordjyde spist hele 17 af dem.

Læs også: Her er danskernes klamme vaner

»Selvfølgelig er der nogle meget brede madvarer, som man spiser i hele Danmark. For eksempel frikadeller og rugbrød,« siger Jon Fuglsang, sociolog og lektor ved Institut for Ernæring og Jordemoderkundskab ved Professionshøjskolen Metropol, og fortsætter:

»Men helt generelt kan man sige, at i provinsen spiser man mere traditionelt og er mere tilbageholden med at prøve nye ting. For eksempel skyr. Det opfatter man som noget københavnersmart.«

Se hele danmarkskortet:

madvaner

Vidste du at …
  • På Minetilbud.dk søger fynboer og jyder 16 procent mere efter rødvin end sjællændere. Det forholder sig lige modsat med hvidvin.
  • De tre mest eftersøgte kaffe-mærker på Sjælland er ifølge MineTilbud.dk henholdsvis Peter Larsen, BKI og Gevalia. På Fyn og i Jylland er rækkefølgen Merrild, Peter Larsen og Karat.
  • Sjællændere søger efter tilbud på Coca-Cola 47 procent mere end fynboere og jyder. Pepsi dominerer på den anden side af Storebælt. Den søde Pepsi bliver tastet ind i tilbudstjenesten Minetilbud.dk 33 procent mere på Fyn og i Jylland end på Sjælland.
  • Falaffel, kikærter og hummus er ifølge COOP Analyse to til fem gange så populært i København som i resten af landet.

Rastløse i storbyen

»Madkulturen i storbyen er mere varieret. Det kan være en god ting, men det kan også være rastløst. For eksempel lægger københavnerne meget stor vægt på skyr, også mere end hvad godt er. Det er også kun i storbyen, at cupcakes pludselig kan hitte så meget, at man kan tage 36 kroner for dem,« siger Jon Fuglsang.

Supermarkederne er meget godt bekendt med, hvad der hitter hvor.

»En typisk Netto-reklame i Aalborg viser tilbud på hakket oksekød. I København er det måske tilbuddet på økologisk mysli, der dominerer,« siger Jon Fuglsang.

Læs også: Spiser du foran tv’et? Så dårlige madvaner får du

Fik I ikke kød?

En anden generel forskel på storbyerne og provinsen er forholdet til kød.

»I Jylland er der en meget stærk kultur for, at kødet definerer måltidet. Man siger for eksempel: ‘Vi fik frikadeller i går.’ I København er det mere typisk at sige: ‘Vi fik asiatisk i går,’« siger Jon Fuglsang.

Den mest almindelige middagsret i Danmark er i øvrigt italiensk: spaghetti med kødsovs.

Se hele danmarkskortet:

 

madvaner

 

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes
1