Oplevelser i byen
Nyheder, debat og guides fra København
Lokale ugeaviser
Københavns erhvervsavis

Præst: Sex er en pligt i ægteskabet

Hvis vi skriver sex i kalenderen, kan mange skilsmisser undgås, mener præst.

Hvis vi skriver sex i kalenderen, kan mange skilsmisser undgås, mener præst.

Jeg var til et bryllup i Nordjylland og ville skænke kaffe for den smukke brud. Men hun lagde hånden hen over koppen og sagde: »Nej, tak, så kan jeg ikke sove i nat.«

Der er et eller andet galt med seksualiteten i Danmark, når bruden vil sove på sin bryllupsnat. Så jeg skrev en artikel til en avis med overskriften: ‘Et samleje om dagen holder skilsmissen væk’.

Straks blev jeg ringet op af en mand, der spurgte, om det behøvede at være med konen. »Ja, selvfølgelig skal det være med konen,« svarede jeg. Manden sukkede: »Hun har ikke lyst.«

I dag er sex blevet et spørgsmål om lyst. Man skal have sex i forholdet, men kun hvis man har lyst. Men der er så meget, der kan ødelægge lysten. For nogle er det en sur chef, rengøring, anmassende børn, opvask, støvsugning og brev fra skattevæsnet. Men jeg tillader mig det politisk ukorrekte standpunkt, at sex er en pligt i ethvert forhold.

Læs mere: Sexolog: Ligeværd starter og slutter i sengen

Vi skal tale gennem erotik

Læg mærke til vort vielsesritual i folkekirken. Jeg spørger: »Vil du have den, som hos dig står? Vil du elske og ære vedkommende, til døden skiller jer ad?« Bemærk ordet vil. Jeg spørger ikke, om de har lyst, gider, orker, føler for det.

Det at få et forhold til at lykkes, handler om at have viljen til det. Sådan er det også med seksualiteten. I et forhold taler man med hinanden – også gennem erotikken. For eksempel kunne man begynde med at afsætte onsdag til det. Det er light-udgaven. Senere kommer så onsdag og fredag. Det er mellemfasen. Og til sidst kan man lægge de faste dage fra sig og lade spontaniteten råde. Det er det niveau, der kaldes avanceret.

Der gælder det samme for det intime nærvær som med mad: Appetitten kommer, når man først er kommet i gang.

Læs mere: Sex-samtaler du bør have med din partner

Hold ild i din elskede

Verdensmesterskabet i piberygning fandt sted i Polen i maj sidste år, og vinderen var en mand, der i 3 timer og 19 minutter kunne holde ild i kun 3 gram tobak. Der findes ikke nogen mere provokerende sport. For det første er rygning politisk ukorrekt. For det andet kræver sporten meget af publikum – det kan være svært at se sportsfolkene for bare røg. Og for det tredje er der ikke tempo og fart over sporten. Det hele handler om at være så langsom og besindig og nølende som overhovedet muligt.

Hvis der er noget, vi mennesker har brug for i øjeblikket, er det at lære at holde ild i, hvad vi har. Vi kan lære noget af verdensmesterskabet i piberygning. Det gælder også i kærlighedsforholdet.

Læs mere: Sexolog: Ny trend kan knække skilsmissekurven

I kærligheden mellem to mennesker er det ikke kunsten at erobre eller score en anden. Det kan enhver finde ud af. Kunsten er at kunne bevare sin erobring, når man har været så heldig at få sig en elsket.

Hvis der fandtes et verdensmesterskab i parforhold, ville det gå ud på at holde ild i den elskede så længe som muligt.

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes