Oplevelser i byen
Nyheder, debat og guides fra København
Lokale ugeaviser
Københavns erhvervsavis

Mange dropper familien: Konflikter splitter os

Konflikter splitter danske familier.

Konflikter splitter danske familier.

Mere end hver sjette dansker oplever så voldsomme konflikter med forældre, søskende eller børn, at de helt bryder kontakten. Og næsten hver fjerde har droppet kontakten til en ‘nær ven’ på grund af uløste konflikter. Det viser en meningsmåling, som YouGov har lavet for Søndagsavisen.

Jørn Nedergaard, advokat og specialist i konfliktmægling, mener, at det er en voldsom stor del af den danske befolkning, der lever med en konflikt tæt inde på livet.

»Det et meget stort spild af livskvalitet for rigtig mange mennesker. Det koster store mængder af energi at være i sådan en konflikt,« siger Jørn Nedergaard.

Uenige om økonomi og livsstil

Han har i mere end 10 år arbejdet som konfliktmægler for personer, som er havnet i en svær konflikt med et familiemedlem. Jørn Nedergaard forklarer, at kernen i konflikterne ofte drejer sig om ting, som de fleste vil betegne som bagateller.

»Der kan være tale om økonomiske mellemværender og arvesager, men også uenigheder om familietraditioner, som hvordan man holder jul, eller hvilket familiemønster man har valgt at leve efter,« siger han og forklarer, at det ofte er de stærke følelser, der opstår i en konflikt, og slet ikke stridspunktet selv, der ødelægger familierne. Derfor opleves det ikke som bagateller for de involverede.

»Man er meget tæt knyttet til sin familie. Derfor opleves en konflikt meget voldsom. Jeg møder tit personer, som siger, at de har accepteret konflikten og lagt den bag sig. Men det kan man ikke. Det bliver ved at tære på en,« siger Jørn Nedergaard.

Gode råd, hvis du står i en konflikt
Vær rummelig. Alle gør i situationen det bedste, de kan.
Bliv ved med at tale sammen. Undgå, at dialogen stopper
Lad være med at gøre konflikten til et spørgsmål om skyld. Undgå at angribe andre med bebrejdelser eller gengældelse.

Vi kapper kontakten hurtigere

Konfliktmægler Katrine Boeck mener, at danskerne i dag er hurtigere til at kappe forbindelsen, hvis de kommer i konflikt, end de var tidligere.
»Der har været en tendens til, at man vil ‘være set og hørt’. Man er mere selvcentreret end tidligere. Samtidig, så har man ikke i samme grad behov for sin familie eller venner mere,« siger hun og fortsætter:

»Jeg tror også, at hvis man måler på, hvor mange der har konflikter i familien, men bare ikke har brudt forbindelsen, så ser vi et meget højt tal.«

Jørn Nedergaard forklarer, at følelserne kan blive så bitre og voldsomme, at forbindelsen må brydes helt.

»Men uanset om man ender med at bryde forbindelsen eller genoptage den, så er det vigtigt at få talt ud. Ellers vil det tære på en for altid,« siger han.

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes