Danskerne frygter ikke terror og krig: Se her, hvad der bekymrer os mest

Danskerne bekymrer sig mere om, at noget ondt skal overgå deres børn eller andre medlemmer af den nærmeste familie, end de bekymrer sig om sig selv. Det viser en undersøgelse, som YouGov har foretaget for Søndagsavisen.

»Når man bliver forælder, bliver man meget sårbar,« siger 30-årige Jonas Lauridsen.

Se, hvad danskerne bekymrer sig mest om i hverdagen længere nede i artiklen

Han og ægtefællen Sofie Juul Bredal bekymrer sig generelt ikke ret meget, dog med undtagelse af, at noget ulykkeligt skal overgå deres barn.

Derfor har danskerne svært ved at give komplimenter

»Da hun lige var blevet født, var jeg fyldt med bekymringer. Der gik ligesom noget fra mig selv og over til hende,« siger Sofie Juul Bredal, og Jonas Lauridsen supplerer:

»Man vil jo sine børn det bedste. Hvis de ikke har det godt, er det jo det, som fylder allermest i hverdagen.«

Parret er som de fleste danskere. Den bekymring, som fylder mest, er på den helt nære families vegne. Og det fortæller i virkeligheden, at danskerne er et meget trygt folkefærd.

»Det er det typiske svar, som man giver, hvis man har overskud i tilværelsen. Det betyder, at man har tryghed og overskud nok til at bekymre sig om andre end sig selv. Så på den måde er danskerne et trygt folk,« forklarer Anders Hede, forskningschef i TrygFonden og ansvarlig for fondens ‘Tryghedsmåling’, der udkommer hvert andet år, og som netop kortlægger danskernes bekymringer og livskvalitet.

Danskernes dobbeltmoral: Jeg må godt – de andre må ikke

Men uanset om man er utryg eller tryg, vil man så ikke oftest bekymre sig om den nære familie og særligt sine børn?

»Vi ved fra vores undersøgelser, at når folk pludselig presses af eksempelvis dårlig økonomi, hvor der slet ikke er noget råderum, så står det meget klart frem. Så svarer de, at det bekymrer dem meget. Så når folk som det første svarer, at de bekymrer sig mest om børn og familie, så er det et tegn på, at de i virkeligheden har det godt,« siger Anders Hede.

bekymring2

Sofie og Jonas’ største bekymring er, at noget ulykkeligt skal overgå datteren Ebba. Foto: Rune Johansen

Vi frygter ikke terror
I undersøgelsen har de adspurgte haft mulighed for at markere de fem ting ud af 21 muligheder, som bekymrer dem mest i hverdagen. På trods af at statsminister Lars Løkke Rasmussens nytårstale handlede meget om frygten for terror, bekymrer det ikke danskerne. Kun 11 procent af de i alt 1.018 adspurgte anfører, at de er bekymret for at blive ramt af terror som en af de fem ting.

Ekspert: Danmark er ikke hovedmål for terrorgrupper

Og det giver god mening, da kun ganske få danskere er døde i terrorangreb i adskillige år, forklarer Anders Hede.

»Danskerne bekymrer sig ikke om terror. De kan godt være optagede af det politisk, men de er ikke bange for det,« siger han og fortsætter:

»Selv hvis vi rent faktisk blev ramt af et terrorangreb, så viser erfaringer, at folk hurtigt vender tilbage til deres normale vaner. De tager toget eller bussen igen. Folk holder hurtigt op med at være bange.«

Terror er hverdag i Europa: Hundredevis af angreb om året

Artiklen fortsætter under faktaboksen

Hvad er du mest bekymret for i dagligdagen?
  • At noget ondt sker for medlemmer af min familie 44%
  • At noget ondt sker for mine børn 41%
  • At få en livstruende eller dødelig sygdom 40%
  • At blive offer for en ulykke og miste liv eller førlighed 25%
  • At klimaproblemer gør uoprettelig skade på kloden 22%
  • At der kommer for mange indvandrere til Danmark 22%
  • At jeg ikke er god nok 19%
  • At miste mit arbejde eller at få en dårlig økonomi 17%
  • At blive ensom 15%
  • Indbrud i mit hjem 14%
  • At blive overfaldet og udsat for vold og/eller overgreb 13%
  • At samfundet rammes af  et kollaps og kastes ud i kaos 12%
  • Skadelige stoffer i produkter og madvarer 12%
  • At jeg ikke udvikler mig fagligt og/eller personligt 11%
  • At blive offer for en terrorhandling 11%
  • At blive skilt eller forladt af min partner 10%
  • At jeg ikke får opfyldt mine drømme 10%
  • At blive gammel 9%
  • At Danmark bliver ramt af krig 9%
  • At venner eller familie ikke sætter pris på mig 8%
  • At blive snydt eller  bedraget for store pengebeløb 7%

Kilde: YouGov, 1.018 svar (op til fem svar pr. adspurgt)

Skabte bekymringer
Generelt er danskerne bekymrede for de ting, som det statistisk set giver mest mening at være bekymret for. Nemlig sygdom og til en vis grad ulykker for sig selv og nærmeste familie.

»Ser man på tallene, er det mest reelt at bekymre sig om sygdom,« forklarer Anders Hede og fortsætter:

»Folk siger også, at de bekymrer sig om klimaet og om flygtningestrømmen. Men det er ikke reelt en bekymring. Der vækker jeres spørgsmål noget politisk i folk, og så svarer de ud fra det. Man er ikke i den forstand bange for klimaændringer.«

Forskere: Er klimaforandringer vegetarernes skyld?

Mange af de ting, som danskerne bekymrer sig om i hverdagen, er skabte bekymringer. At være bekymret for sygdom og ulykke er naturligt, men bekymring for klima og indvandrere opstår, fordi nogle i højere grad italesætter problemet og dermed skaber bekymringer.

»Miljø kan være langt fra min dagligdag, men det er alligevel noget, som man har i sig. Man hører meget om det. Jeg bør være bekymret for det. Der skabes en bekymring på den måde. Statsministeren talte også om at lukke grænserne for indvandring. Han skaber en bekymring på den måde sammen med medierne,« siger Sven Mørch, lektor og dr.phil. ved Institut for Psykologi på Københavns Universitet.

Derfor vokser bekymringer os over hovedet

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes
1