Præst: Derfor skal du tale om døden med dine nærmeste

Uanset om man er medlem af folkekirken eller ej, skylder man sine nærmeste enten at tale om det eller skrive sine ønsker til ens begravelse ned.

Uanset om man er medlem af folkekirken eller ej, skylder man sine nærmeste enten at tale om det eller skrive sine ønsker til ens begravelse ned.

Når danske soldater bliver sendt i krig, er det obligatorisk, at de skal udfylde en folder med ønsker om deres begravelse. Men når det gælder den almene dansker, er tanken om, hvordan den sidste fest skal være, noget, som kun et mindretal har taget stilling til.

I en undersøgelse, som YouGov har foretaget for Søndagsavisen, svarer knap hver femte, at de i høj grad eller i meget høj grad har overvejet, hvilken kirke eller hvilket kapel deres sidste rejse skal foregå fra, mens lidt over hver fjerde i høj grad eller i meget høj grad har overvejet, hvor de skal bisættes eller begraves. Og det er kun 17 procent, der i høj grad eller i meget høj grad har drøftet deres overvejelser med deres pårørende.

Sociolog Michael Hviid Jacobsen, der har forsket i døden, er ikke overrasket over resultatet.

»Jeg tror, at den mest tungtvejende årsag er, at vi ikke bryder os om at tale om døden, og at vi også føler, at det at planlægge eller tilrettelægge vores egen død betyder, at døden kommer lige lovlig tæt på. Det er derfor ofte beslutninger, som vi udskyder, indtil det er absolut nødvendigt – og nogle gange endda for sent,« forklarer han.

Sorg over dødsfald rammer kvinder hårdere

Et chok for de pårørende
I folkekirken møder man også pårørende, der oplever det som en udfordring, når de ikke ved, hvordan den afdøde ville ønske, at begravelsen eller bisættelsen skulle foregå.

»Når vi skal have bryllup, tænker vi på den mindste detalje, men når vi når til livets afslutning, forholder vi os ikke til det, for vi er fremmede over for døden. Nogle har måske helt glemt at fortælle deres pårørende, at de har meldt sig ud af folkekirken. Det kan komme som et chok for de pårørende, fordi man så ikke har krav på en kirkebegravelse,« siger Per Bucholdt Andreasen, der er sognepræst og formand for Den danske Præsteforening.

Uanset om man er medlem af folkekirken eller ej, skylder man sine nærmeste enten at tale om det eller skrive sine ønsker til ens begravelse ned, mener Per Bucholdt Andreasen.

»Vi går igennem flere situationer i livet, hvor døden rammer os, og det vil være naturligt at bruge det som en anledning til at få snakket om det,« siger han.
Hvorfor holde det hemmeligt

Michael Hviid Jacobsen mener, at det ikke kun er op til den enkelte at give udtryk for sine ønsker, men at det også er noget, man skal turde spørge hinanden om.

»Det er noget, som de pårørende med fordel kan vælge at spørge ind til, også selvom det er svært at tale om døden. Der er jo ingen grund til, at det skal være hemmeligt, hvad man ønsker, der skal ske, når ens sidste højtid skal afholdes,« understreger han.

Danskerne skal tage stilling til døden og organdonation: 5 ting du skal vide

LHvor skal jeg ligge?
Danskere i aldersgruppen 55 år og opefter er dem, som har gjort sig flest overvejelser om, hvad der skal ske, når de dør:
26 % af dem har i meget høj grad overvejet, hvor de skal bisættes/begraves, og 22 % har overvejet, fra hvilket kapel/kirke ceremonien skal foregå.
Kilde: YouGov, 1.009 svar

voxpop1 

Min familie må bestemme
»Jeg har en kronisk autoimmun lidelse, der gør, at mit helbred er meget ustabilt, så jeg er tvunget til at leve meget mere i nuet og har et afslappet forhold til døden. Jeg er buddhist, og hvis jeg selv skal bestemme, skal jeg brændes, og så skal der være et lille ritual, når min urne sættes ned. Men det er ikke noget, jeg har snakket med min familie om, og i sidste ende er det også dem, der må bestemme. For når jeg er død, så er jeg på vej et andet sted hen.«

Lars Stouggaard, 43 år

voxpop2

Jeg vil have grin frem for blomster
»Min far døde, kort efter at jeg blev født. Da min mor oplevede, hvor dyr en begravelse var, oprettede hun straks en konto til sig selv, mig og mine brødre i Dansk Ligbrændingsforening. Så siden jeg var tre måneder, har det været planlagt, at jeg skal brændes. Jeg vil gerne have, at mine nærmeste vælger den billigste kiste og den billigste urne, og så skal der ikke bruges en masse penge til blomster. Pengene skal i stedet bruges på at gå ud og spise en middag og grine over alle de idiotiske ting, jeg har foretaget i mit liv.«

Sonia Fabricius, 66 år

voxpop3

Jeg er for ung til at tænke på døden
»Som lægestuderende er jeg tættere på døden end andre, og jeg ved jo godt, at man kan blive kørt ned og dø, når man er ung. Men jeg regner ikke med at dø foreløbigt, så jeg synes, at jeg er for ung til at snakke om det. Men jeg forestiller mig, at ceremonien skal foregå i en kirke, og at jeg skal begraves.«

Johanne Paludan-Müller, 26 år

Lægerne gav hende et halvt år: Alenemor til fire overvandt dødsdom

Af jord er du kommet – til vand skal du blive: Sådan vil danskerne begraves

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes