‘Konepasseren’ Peter har haft sex med 150-200 kvinder

Maria drømmer om at finde en kæreste, men indtil det sker, bruger hun Peter til at få eksperimenteret.

Maria drømmer om at finde en kæreste, men indtil det sker, bruger hun Peter til at få eksperimenteret.

Det er torsdag eftermiddag. Hovedbanegården er fyldt med mennesker, da en mail tikker ind på min telefon: ‘Jeg kender nogenlunde dit ansigt, men der er mange mennesker. Hvordan kan jeg kende dig?’

Beskeden kommer fra ‘konepasseren’ Peter, der ved siden af sit civile job tilbyder at tilfredsstille dans­ke pars og singlekvinders seksuelle behov.

Peter kender mit ansigt fra det interview, jeg har foretaget med ham over mail, men lige så åben han er om at udforske sit sexliv, lige så lukket er han, når det handler om, hvem der gemmer sig bag titlen ‘konepasser’. Så formålet med vores møde er ene og alene, at jeg skal se, at han ikke er en bumset teenagedreng eller en midaldrende kvinde.

Jeg når lige at svare: ‘Jeg har blå nederdel og blåt tørklæde på’, da jeg ud af øjenkrogen spotter en mand, der er højere, end jeg havde forventet, og nydeligt klædt, og som sender tankerne i retning af revisionsbranchen.

Danskerne afslører: Det tænker vi på, når vi har sex

Første pasning
Titlen som ‘konepasser’ har Peter haft siden 2010, da han igennem en årrække havde været en del af swingermiljøet i København og ofte blev inviteret hjem for at hygge om kvinden i de par, der kom i miljøet.

»En forårsdag i 2010 var der et af disse par, der kontaktede mig. De skulle et smut forbi København og shoppe, og manden spurgte, om jeg ville tage mig af hans kone, mens han var ude at handle. Hun blev afleveret hos mig på Østerbro, og vi hyggede i stor stil. Da han hentede hende efter et par timer, sagde han kækt: »Tak, fordi du passede min kone.« Fra det øjeblik var der ikke langt fra tanke til handling, så jeg oprettede straks min hjemmeside, hvor jeg tilbyder min service,« forklarer han.

Kvinder bremser mænds sexdrømme – det kan I gøre for at udleve dem

Flest singlekvinder
Peter fører ikke nogen statistik over, hvor mange kvinder han har været sammen med i sin tid som konepasser, men anslår, at det er et sted mellem 150 og 200 kvinder.

Det er dog kun den første gang, han reelt passede en kone, for han skønner, at 90 procent af henvendelserne kommer fra singlekvinder, mens de resterende fordeler sig på 9 procent, der kommer fra par, der vil have en tredje person med i sengen, og 1 procent fra par, hvor manden vil kigge på.

For at værne om sit privatliv og minimere risikoen for, at hans identitet bliver afsløret, er det ikke muligt for kvinderne og parrene at få tilsendt et billede af ham inden besøget. Til gengæld kræver han at se et billede af kvinden, inden han dukker op, så han er sikker på, at han kan tænde på hende.

»Det skal hverken være et nøgenbillede eller et, hvor man kan genkende hende med ansigt. Jeg tænder på meget, men jeg har brug for at vide noget om hendes alder, højde og vægt, hvis jeg skal være sikker på at kunne gennemføre det. Jeg har enkelte gange måttet melde fra, efter at jeg er mødt op, men det var, fordi kvinden slet ikke var den samme som hende, der var på billedet, jeg havde modtaget,« forklarer Peter.

Han tager ikke penge for sine besøg, for så ville han føle, at det var en forpligtelse, han havde, og det ville han ikke bryde sig om.

3 sexmyter der ødelægger dit parforhold

Tyndslidt
På et tidspunkt var der så meget rift om Peter, at han var sammen med 10 kvinder på en uge, men det blev lidt for meget.

»Når jeg er sammen med en kvinde, skal jeg tune mig ind på hendes kropssprog, psyke og væremåde, og gør jeg det ofte, slider det mentalt på mig. Jeg engagerer mig mere i kvinderne nu, hvis de ønsker det, og ser dem flere gange,« forklarer han.

En af de kvinder, der benytter sig af Peters tilbud om uforpligtende sex, er 33-årige Maria, som Søndagsavisen møder på en café i Lyngby. Det var et opslag fra konepasseren på Tinder, der banede vejen for, at de endte sammen på lagnerne.

»Jeg googlede konepasseren og var inde og læse på hans side. Der var en anbefaling fra en journalist, der havde prøvet ham, og så turde jeg godt, for så var han nok ikke sådan en sindssyg en. Der gik nok et par uger, inden jeg skrev til ham, for jeg skulle lige tænke over, hvorfor jeg ville gøre sådan noget, hvad jeg ville have ud af det, og om jeg overhovedet var typen, der prøver sådan noget,« forklarer hun.

maria

Maria besøger ‘konepasseren’ Peter cirka hver anden uge. Hun drømmer om at finde en kæreste og bruger indtil da Peter til at få eksperimenteret med forskellige dele af sit sexliv. Foto: Kristian Brasen

Hvad kan jeg lide?

Normalt plejer Peter at tage ud på besøg, men fordi Maria bor i en lejlighed, hvor der er meget lydt, og ikke havde lyst til, at naboerne skulle lægge øre til hendes møde med konepasseren, blev aftalen, at hun skulle komme ud til ham.

»Det var ret grænseoverskridende, og jeg var meget nervøs, for jeg vidste ikke helt, hvad der skulle ske. Jeg kan huske, at han åbnede døren og bød mig indenfor og spurgte, om jeg ville have et glas vin, og så sad vi og snakkede lidt. Han spurgte, om han måtte give mig lidt massage, og så gik det langsomt derfra,« forklarer Maria, der for fire år siden blev single efter et syv år langt forhold.

Lever i åbent forhold: »Det er fedt at have flere partnere«

Det er omkring et år siden, hun besøgte Peter første gang, og efter nogle lange pauser ses de nu cirka hver anden uge.

Maria drømmer om at finde en kæreste, men selvom hun har mødt nogle forskellige mænd, har det ikke udviklet sig til noget seriøst. Indtil det sker, bruger hun Peter til at få eksperimenteret med forskellige dele af sit sexliv.

»Jeg tror, at sex i mange forhold bare bliver standard, og det kan måske være svært at åbne op og sige, at man gerne vil prøve nogle forskellige ting af. For hvad nu, hvis kæresten synes, at det er noget mærkeligt noget. Med Peter får jeg mulighed for at finde ud af, hvad jeg godt kan lide, om jeg eksempelvis tænder på at blive bundet,« forklarer Maria og fortæller, at de er i gang med et forløb, hvor Peter skal lære hende at få orgasme sammen med en mand.

Ingen følelser
Efter hvert besøg sms’er Maria til Peter og forklarer, hvad hun godt kunne lide af det, han gjorde, og hvad hun godt kunne tænke sig at prøve næs­te gang. Men selvom de ses regelmæssigt og også snakker om private ting, har Maria det fint med, at Peter også er sammen med andre kvinder.

»Jeg er også sammen med andre mænd, og det ligger bare i kortene, at det er sådan, det er. Om ens følelser bliver involveret, tror jeg ikke bare afhænger af, om man har sex, men af det, man gør ud over det. Nogle gange snakker vi og får et glas vin, før vi har sex, og når jeg, efter at vi har haft sex, tænker, at det er tid, så tager jeg mit tøj på og går. Der er ikke noget med at overnatte eller anden hygge. Hvor længe jeg har brug for at se Peter, afhænger af, hvordan jeg synes, at det går. Jeg vil da også hellere have sex med en, jeg har følelser for, og det har jeg ikke for Peter,« forklarer hun.

Sexolog: Vi vil se et voksende marked for uforpligtende sex til kvinder

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes