Bør man lade sit umusikalske barn stille op i ‘X Factor’?

I 10 år har seerne kunnet følge med i ‘X Factor’ og i, hvordan forældre har fået tårer i øjnene, når deres barn har leveret en præstation, der sad lige i skabet, mens andre har skullet trøste deres barn efter mødet med dommerne.

Men det er ikke kun deltagerne, der har fået en opsang med på vejen. Mange husker nok, hvordan Thomas Blachman forlod sin stol og gav en mor en svada for ikke at beskytte sin 17-årige datter fra det overgreb, det var, at sende hende på scenen, når hun ikke kunne synge.

Børnepsykolog John Halse bakker op om den fabulerende dommers kritik. Han mener, at det er problematisk, når forældre ikke formår at forholde sig kritisk til det, deres børn laver.

»Der er kommet et grundlæggende regelsæt om, at vi skal være anerkendende over for vores børn. Men det er forældrenes opgave at servere kritikken på en blødere måde og ikke give dem en følelse af, at de kan alt, og at de er skide gode til det hele, for så får de nogle smæk, når de kommer til sandhedens time,« siger han.

Her er forældrenes største frygt, når ungerne går online

Forældre tager mere ansvar
Christian Overbeck har været med på ‘X Factor’-holdet som deltageransvarlig i de seneste fire sæsoner, og han vurderer, at forældrene siden ‘X Factor’s start i langt højere grad er blevet det ansvar bevidst, som John Halse efterlyser.

»Tidligere var der nogle forældre, der syntes, at deres børn var et stort unikum, men det er tydeligt at mærke, at de i dag tager en realistisk snak med deres børn, inden de dukker op. Jeg har eksempelvis i denne sæson mødt en mor, der sagde, at hun havde fortalt sin datter, at hun ikke kunne høre, at hun kunne synge, men at hendes datter havde stået fast på det så længe, at nu ville datteren have dommernes ord for det,« fortæller han.

Så mange forældre fortryder barnets navn

Vant til at blive målt og vejet
Men det er ikke kun forældrene, der har ændret adfærd de seneste 10 år. Christian Overbeck oplever også, at børnene er blevet mere selvstændige og er bedre klædt på til at blive målt og vejet.

»De unge er vant til at stikke næsen frem og få negative kommentarer. De bliver hele tiden vurderet af andre, og det er fint i deres verden. De har ikke den samme ærefrygt, fordi der er mange flere platforme, hvor de kan prøve sig selv af. Så hvor et nej måske før ville få dem til at græde, trækker de i dag på skuldrene og tænker, at så fik de også prøvet det,« siger han.

John Halse mener, at det er positivt, at de unge i dag kan tackle et nederlag, men understreger, at forældrene har ansvaret for, at det ikke udvikler sig til ligegyldighed.

»Det er ekstremt vigtigt, at man lærer sine børn, at det kræver hårdt arbejde at udvikle et talent. Ellers risikerer man, at ens børn bliver nogle ’slaggere’, der giver op efter et par gange, fordi de ikke med det samme lyder som deres idoler,« siger han.

11 ting alle forældre gør – men ikke vil indrømme

X factor

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes