Derfor skal du ikke belønne dine børn

Børn skal lære at bidrage til fællesskabet og ikke kun hjælpe til, fordi de får en belønning for det.

Børn skal lære at bidrage til fællesskabet og ikke kun hjælpe til, fordi de får en belønning for det.

Der findes i dag apps og tavler, hvor forældre kan uddele point, når deres børn går i seng til tiden, tager skraldet ud eller noget helt tredje, som kan konverteres til en belønning. Men er belønning et godt motivationsredskab i opdragelsen? Nej, mener børnepsykolog Margrethe Brun Hansen.

»Børn skal ikke børste tænder, fordi de får en belønning for det. De skal lære, at deres forældre har autoritet til at bestemme, at det er noget, de skal. Opdragelse handler om talte ord og ikke om betalte gerninger,« understreger hun.

Konsekvensen er ikke kun, at man devaluerer sin autoritet som forælder, når man uddeler belønning. Man risikerer også at skabe egocentriske børn, påpeger Margrethe Brun Hansen.

»Hvis børn lærer, at alt udløser en belønning, risikerer man, at de udelukkende hjælper til for egen vindings skyld og ikke, fordi de ønsker at bidrage til fællesskabet. Som forælder skal man spørge sig selv, om det er den type samfundsborger, man vil sende ud i verden,« siger hun.

Børns digitale liv skaber konflikter

Grib selvstændigheden
Børnepsykolog John Aasted Halse kan godt forstå, at børneforældre kan ty til belønning, hvis det handler om en enkeltstående her og nu-situation. Men det skal ikke være et generelt opdragelsesprincip.

»Det er en kæmpe sejr for tre-fire-årige børn, når de begynder at kunne tage deres jakke på uden forældrenes hjælp. Forældrene skal være bedre til at gribe den selvstændighed og anvende den positivt. Børn skal lære, at det er fedt at kunne klare tingene selv, og ikke, at det er noget, man skal belønnes for. Udfordringen er selvfølgelig, at det kræver tålmodighed, men alternativet er, at deres ansvarsfølelse og selvstændighed går fløjten,« siger han.

De skal lære konsekvensen
I stedet for at forældrene bruger belønning som motivation til at få deres børn til at læse lektier, skal de lære dem, at konsekvensen ved ikke at gøre det kan være langt mere alvorlig, end at de mister belønningen.

»De skal lære, at det kan resultere i, at de ikke kan følge med i undervisningen, og at de skal have en alvorlig samtale med deres lærer. På mange måder er belønningsopdragelse beslægtet med curling, fordi det bygger på overbeskyttende forældres forfængelige håb om, at de med belønning kan sikre, at deres børn undgår at blive konfronteret med, at deres adfærd kan få nogle alvorlige konsekvenser,« forklarer John Aasted Halse.

Eksperter: Derfor skal du undgå stærke farver på børneværelset

Ikke penge som belønning
At de to børnepsykologer er modstandere af belønning, betyder ikke, at de er imod, at børn får lommepenge. De to ting skal bare ikke blandes sammen.

»Det har en opdragende funktion, når børn får deres egen lille pung og skal lære værdien af penge. Beløbet skal bare ikke fastsættes efter deres indsats, men efter deres alder, og hvad de skal bruge pengene til,« understreger Margrethe Brun Hansen.

Konsekvensen ved at give lommepenge for børnenes indsats i hjemmet er nemlig, at der opstår en ‘mere vil have mere’-kultur, påpeger John Aasted Halse.

»Hvis man i mange år har givet sin søn lommepenge for at lave mad, rydde op og putte tøjet i vasketøjskurven, og man så spørger ham, når han bliver 15 år, om han vil hjælpe med at flytte hjørnesofaen, så risikerer man, at han vil sige: ‘Det har du slet ikke råd til’. Man skaber også en demokratisk ubalance i familien, hvis børnene får lommepenge, fordi de laver mad eller vasker op, for det får de voksne jo ikke,« siger han.

Børneværelser er fyldt med kemi – sådan renser du ud

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes