Sådan sikrer du dig mod identitetstyve og ufrivillige banklån på ferien

28 procent af danskerne har du ikke slået geotagging fra, og det kan være en åben invitation til tyvene.

28 procent af danskerne har du ikke slået geotagging fra, og det kan være en åben invitation til tyvene.

Kufferten er pakket med tablets, smartphones og en enkelt bærbar computer, så du kan tjekke mails fra arbejdet, selvom du er på ferie. Men er dit digitale legetøj opdateret? Og har du tænkt over, hvordan du bedst sikrer dig mod identitetstyve? Hvis ikke, så tag med på din egen fiktive rejse her, og bliv klogere på, hvordan du sikrer dig mod identitetstyve og ufrivillige banklån.

Flyet er landet, og du og familien står nu i hotellets reception og venter på at få nøglerne til værelset. Receptionisten beder om jeres pas og fortæller, at hotellet opbevarer dem, til I tjekker ud.

I afleverer dem uden videre, ligesom 42 procent af danskerne ville gøre ifølge en undersøgelse foretaget af Epinion.

»Det skal man ikke gøre. I værste tilfælde risikerer du, at dine data bliver solgt, og hvis hotellet også har dine kreditkortoplysninger, kan en anden stjæle din identitet og eksempelvis låne penge i dit navn,« siger sikkerhedsekspert Kim Schlyter fra Deloitte Enterprise Risk Services.

Han medgiver, at det kan være svært at stå og diskutere med receptionisten på et hotel, hvor man allerede har bestilt de næste mange overnatninger.

»Jeg ringer altid selv til hotellet, inden jeg bestiller, og spørger, om de skal have mit pas ved check-in. De kan få lov til at se det, men de skal hverken kopiere det eller beholde det,« siger han.

3 essentielle tips: Undgå fælderne på ferien sydpå

chef-ferie-email

Dine data er penge værd
Tilbage i ferieland er det nu tid til at finde en god restaurant med fisk, fritter og wi-fi. Ligesom to tredjedele af danskerne har I også tænkt jer at købe adgang til et wi-fi-netværk eller finde et gratis hotspot i løbet af ferien.

Men her skal du være opmærksom. Din telefon ligger nemlig i lommen og søger efter en masse netværk, mens du snor dig ned mod restauranten. Og det er langtfra dem allesammen, der er lige sikre. Derfor skal man sørge for, at telefonen ikke automatisk kobler sig op på netværk, som man ikke har bedt den om.
»Persondata er blevet en fantastisk handelsvare på det sorte marked. Hvis du logger på et usikkert netværk, kan de forkerte mennesker tage dine billeder, dine adgangskoder og en masse anden data,« siger Kim Schlyter.

Han anbefaler, at man kun logger på netværk, som man kender udbyderen af. Og så er det en god idé at holde sig til netværk, der kræver en kode. Det er et tegn på, at de har en form sikkerhed og kryptering.

Ny priskrig på vej: Her får du mest udlandssnak og data med i prisen

Skilt til indbrudstyven
I finder restauranten og logger på deres wi-fi. Ikke alene er tjenerne søde, de har også anrettet maden på en måde, der nærmest kalder på et foto, som efterfølgende kan uploades til Facebook og gøre kollegaerne misundelige.

Men ligesom 28 procent af danskerne har du ikke slået geotagging fra. Geotag er et lille stykke data, der ligger i dit billede, og alle kan derfor se, hvor dit billede er taget.

»Det er næsten som at sætte et skilt på døren, hvor der står ‘Ikke hjemme’. Det kan let findes, og det er i høj kurs hos indbrudstyve,« siger Kim Schlyter.

Han anbefaler, at du i stedet slår geotagging fra på hver enkelt af de sociale medier, du deler billeder på.

Efter at have mistet dine ejendele, din identitet og dine penge på denne fiktive rejse ved du nu, hvad du ikke skal gøre. God ferie.

Indbrudstyve stortrives i Danmark

Danskernes datavaner
42% vil aflevere pas til hotellet og lade dem beholde det under opholdet.
65% køber adgang til wi-fi eller bruger gratis hotspots i udlandet.
28% deler billeder med geotags på sociale medier.
Kilde: Deloitte, baseret på interview med 1.000 danskere

3 essentielle tips: Undgå fælderne på ferien sydpå

 

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes