Spørgsmål om drikkepenge irriterer os

Mange finder det irriterende eller direkte grænseoverskridende at blive spurgt om drikkepenge, når de skal betale med kort.

Mange finder det irriterende eller direkte grænseoverskridende at blive spurgt om drikkepenge, når de skal betale med kort.

»Vil du tilføje drikkepenge? Grøn: ja. Rød: nej.«

Det spørgsmål er gennem de seneste år i stigende grad dukket op på betalingsterminaler, når vi bruger kort til at betale for alt fra taxature til restaurantbesøg. Og det er et spørgsmål, de færreste bryder sig om at blive stillet.

43 procent af danskerne finder det irriterende, 26 procent direkte grænseoverskridende. Det viser en YouGov-undersøgelse for Søndagsavisen.

»Vi har ikke en drikkepengekultur, hvor det er naturligt at skulle forholde sig til det spørgsmål. Vi kan godt lide at føle os lidt storsindede, når vi giver drikkepenge, og her får man følelsen af, at drikkepenge er normen, og at man bliver tvunget til at dele det op i en god eller dårlig oplevelse,« forklarer Jon Fuglsang, madsociolog på Professionshøjskolen Metropol, og uddyber:

»Folk føler sig måske lidt ilde til mode, fordi et nej kan blive opfattet som en afvisning. Man vil gerne kunne anerkende og være tilfreds uden at skulle give penge for at vise det.«

Ulækkert: Disse restaurantkæder sjusker mest med hygiejnen

Blevet mere udbredt
Spørgsmålet om drikkepenge er dukket op på betalingsterminalerne, i takt med at danskerne har skiftet kontanter ud med betalingskort.

Hos Nets, der er en af de store spillere på markedet for betalingskort og terminaler, nikker man genkendende til, at der blandt forretningsdrivende er kommet en stigende efterspørgsel efter drikkepengefunktionen.

»Igennem årene er det blevet udbredt til flere betalingssituationer, hvor det før typisk kun var på restauranter,« skriver Søren Winge, pressechef hos Nets, i en mail.

Efterspørgslen er blevet så stor, at det er blevet en standardfunktion i terminalerne. Forretningerne skal dog selv bede om at få funktionen slået til.

Derfor er restaurantbesøg og takeaway blevet hverdag

»Man skal bare trykke nej«
I Horesta, der organiserer café- og restaurationsbranchen, oplever man også, at fænomenet har haft vokseværk.

»Det er en naturlig følge af en digital udvikling. De forretningsdrivende ønsker blot at gøre det tilgængeligt og nemt at give drikkepenge. Hvis ikke den mulighed er der, afskærer man jo folk fra at give drikkepenge. Sådan kan man også se det,« siger Jens Zimmer Christensen, formand i Horesta.

Han kan dog godt forstå, at det kan virke stødende.

»Men mange har altså ikke noget problem med at trykke nej. Jeg kan godt se, at nogle måske kan føle sig presset til at give drikkepenge, men det er jo bare at trykke nej. Det er helt frivilligt,« siger han.

Ifølge Jon Fuglsang skal butikkerne passe på, at de ikke »strammer den«, når de bruger funktionen. Det er Jens Zimmer Christensen fra Horesta enig i.

»Man løber jo en risiko for, at folk bliver stødt over det. Derfor er der også nogle steder, der vælger funktionen fra. Det kommer an på klientellet,« siger han.

Hvad sker der med drikkepengene?

Hvis du giver drikkepenge med Dankort, er der oftest aftalt en fordeling i restauranten, hvor hver medarbejder får en vis portion af de drikkepenge, kunderne har betalt.

Kilde: Horesta

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

x

Når du tilmelder dig, accepterer du samtidig vores privatlivspolitik.