Er karklud af bomuld eller fiber mest hygiejnisk? Og bør de genbruges?

Mange danskere bruger de såkaldte engangsklude (fiberklude) i forskellige farver til rengøring. Nogle smider dem ud, andre vasker og genbruger dem.

Men er det spild af tid og ressourcer at vaske dem, og hvad er egentlig bedst? Fru Grøn er ikke i tvivl – vask og genbrug kludene!

LÆS OGSÅ HOS BOLIUS: Fru Grøn: Så tit skal du skifte karklud

Derfor skal du vaske og genbruge engangsklude

  • Billige i brug: Engangsklude er billige at vaske, da de ikke vejer meget.
  • 30 vaske: Engangskludene kan vaskes helt op til 30 gange, inden de smides ud, alt efter hvor mange gange kluden bruges mellem hver vask.
  • Skåner miljøet at genbruge: Miljøet skånes for produktion af nye klude ved at genbruge kludene så længe som muligt. Omvendt afgiver engangsklude en smule mikroplastik ved vask – størstedelen af mikroplasten fanges i rensningsanlægget, men der vil være udslip til naturen.

LÆS OGSÅ HOS BOLIUS: Fru Grøn: Sådan gør du miljøvenligt rent

Tre typer klude: Fra toppen er det bomuldskluden, der kan opsuge mere vand, men tørrer langsommere, fiberkluden (engangskluden) tørrer hurtigt, og snavs sætter sig ikke så nemt fast, mikrofiberkluden suger effektivt vand, skidt og olie. Foto: Tommy Verting

Er der mikroplastik i karklude?
Alle typer klude, du kan bruge til rengøring i husstanden, belaster miljøet på den ene eller anden måde.

De kulørte engangsklude indeholder 20 % polypron, der er en meget slidstærk fiber. De sidste 80 % er viskose, som ved slid forsvinder og giver huller i kludene. Det er ikke videnskabeligt bevist, om kludene afgiver mikroplast ved brug, og dermed er det uvist, om og i så fald hvor skadeligt det er for miljøet.

En undersøgelse fra Miljøstyrelsen lavet i december 2016 viser, at et rensningsanlæg fanger 99,7 % af al mikroplast, der bliver skyllet ud. Derudover viser undersøgelser, at tekstiler (klude, fleecetrøjer mm.) kun bidrager til 1,8 % af verdens samlede udledning af mikroplast, hvoraf størstedelen kommer fra fleeceprodukter, der er lavet af 100 % polyester.

Hvis du vil være på den sikre side, kan du også købe engangsklude, der ikke indeholder plastik.

Er karklud af bomuld eller fiber mest miljøvenligt?
Hvis du helt vil undgå mikroplast i dine klude, kan du bruge bomuldsklude. De er dog i fremstillingen mere miljøbelastende end andre klude, da der bruges en stor del genbrugsmaterialer til at fremstille de kulørte klude.

En bomuldsklud “lever” dog længere end en engangsklud, og skal derfor sjældnere udskiftes. Ved korrekt brug går der ca. 20 engangsklude på en bomuldsklud.

Strikker eller hækler du dine egne karklude, kan det anbefales at bruge genbrugsgarn for at mindske miljøbelastningen. Alternativt kan du bruge rester fra aflagte bomuldsprodukter som klude, og dermed minimere nyproduktionen af bomuld.

Når det kommer til vask og tørring af kludene, kræver bomuldskluden flere ressourcer (vand og elektricitet) end engangskludene. Da en karklud skiftes tit, vægter vask og tørring en del i det samlede miljøregnskab.

Engangsklude er bedre end andre klude i køkkenet
Kigger man på selve effektiviteten ved kludene, tørrer fiberkluden væsentligt hurtigere end bomuldsklude, hvilket betyder, at bakterier har dårlige betingelser i fiberkludene, hvorfor det er mere hygiejnisk at bruge engangsklude frem for bomuldsklude.

Derfor er de også rigtig gode at bruge i køkkenet i forbindelse med madlavning til aftørring af fx køkkenbord, spisebord og kogeplader.

Snavs sætter sig heller ikke så nemt fast i engangsfiberkludene som i en bomuldsklud. Til gengæld suger bomuldskluden bedre vandet op efter aftørring.

LÆS OGSÅ HOS BOLIUS: Fru Grøn: Sengetøj skal ikke vaskes for tit


Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

x

Når du tilmelder dig, accepterer du samtidig vores privatlivspolitik.