Så meget kan du spare ved at pleje dine hårde hvidevarer

Bl.a. ved at afkalke din opvaskemaskine en gang om året, kan du minimere dit energiforbrug.

Bl.a. ved at afkalke din opvaskemaskine en gang om året, kan du minimere dit energiforbrug.

De fleste af os gør det alt for sjældent, men ofrer du bare lidt tid indimellem på at vedligeholde dine hårde hvidevarer, kan du spare både penge og besvær. For det koster ikke at pleje køleskab, opvaske- og vaskemaskine, fryser og tørretumbler.

Alt efter hvor mange og hvor gamle apparater du har, kan du nok spare omkring 500 kr. i energiforbrug om året, vurderede Richard Schalburg, forbrugerekspert og chefkonsulent i Dansk Energi tilbage i 2012.

LÆS OGSÅ HOS BOLIUS: Så meget el, vand og varme bruger en gennemsnitsfamilie

Dårligt vedligehold giver 20 procent højere energiforbrug
Der er ikke lavet præcise beregninger på, hvor meget du kan spare om året i energi ved at vedligeholde dine hårde hvidevarer. Men det kan være helt op til 400 kr. om året på et køle-/fryseskab, hvis det er omkring eller over 10 år gammelt.

Et nyt kombiskab afrimer sig selv, men et gammelt gør ikke. Det bruger godt 800 kilowatttimer om året, hvilket i runde tal svarer til 1.600 kr.

Det vurderes, at et dårligt vedligeholdt skab bruger cirka 20-25 procent mere energi. Det vil sige, at du kan spare mellem 300 og 400 kr. ved at vedligeholde det.

Afrim fryseren fire gange om året
Det anbefales, at du afrimer din fryser fire gange om året. Derudover skal du bl.a. også tjekke tætningslisten, der holder fryseren eller køleskabet lukket.

Hvis den holder op med at sørge for det sugetræk, der normalt kommer, når du lukker døren, så er skabet utæt og bruger langt mere energi for at kompensere.

Du kan evt. købe eller låne et såkaldt sparometer for at se, hvor meget strøm dit køle-/fryseskab bruger, og så sammenligne med specifikationerne for apparatet. I et køleskab står det som regel indeni på en lille plade i venstre side.

Vedligehold forlænger levetid
Vedligehold sikrer også dine rettigheder i reklamationsperioden. Derfor er det en god idé altid at læse brugsanvisningen, der følger med apparatet, for her er ofte gode råd at hente, når du skal vedligeholde dit husholdningsapparat.

LÆS OGSÅ HOS BOLIUS: Sådan slipper du af med dårlig lugt i vaskemaskinen

Vaskemaskiner går til på grund af manglende afkalkning
95 procent af de defekter, som husholdningsproducenterne ser på vaskemaskiner, skyldes ødelagte varmelegemer på grund af manglende afkalkning.

Det er dumt, for ud over ærgrelsen så er det dyrt at få en montør ud, og maskinen har så heller ikke vasket optimalt i mellemtiden

Derfor er det vigtigt at sørge for, at varmelegemer i både vaskemaskine og opvaskemaskine holdes afkalket. Også fordi et tilkalket varmelegeme får vaskemaskinen til at bruge mere energi, fordi den så tager længere tid om at varme vandet op.

LÆS OGSÅ HOS BOLIUS: Hvad gør du, hvis din opvaskemaskine lugter?

Sådan vedligeholder du dine hårde hvidevarer

Køleskab:

  • Afstøv køleribber og evt. tilgængelig kompressor på bagsiden.
  • Rengør tætningslisten med jævne mellemrum. Tjek, om den er tæt ved at sætte en pengeseddel fast i døren og se, om du kan trække den ud. Hvis det er let, lækker køleskabet luft, og så skal tætningslisten skiftes.
  • Hold afløbsåbningen i bagvæggen ren, så fugten kan løbe ud.

LÆS OGSÅ HOS BOLIUS: Køb af køleskab

Fryser:

  • Afstøv bag på.
  • Afrim hvis nødvendigt. Der må ikke være mere end 5 mm rim på overfladerne.
  • Rengør og tjek tætningsliste.

LÆS OGSÅ HOS BOLIUS: Køb af fryser

Vaskemaskine:

  • Doser dit vaskemiddel korrekt efter hårdheden af vandet.
  • Rengør sæbeskuffen jævnligt, så maskinen kan tage den korrekte mængde vaskemiddel ind.
  • Brug afkalkningstabletter eller vask ved høj temperatur en gang om måneden.
  • Tøm trevlesien med jævne mellemrum.
  • Rens filtrene ved tilløbsslangerne en gang om året for at undgå tilstopning, og at maskinen bliver langsom til at tage vand ind.

LÆS OGSÅ HOS BOLIUS: Køb af vaskemaskine

Tørretumbler:

  • Rens fnugfilteret efter hver tørring.
  • Tjek aftræksslangen for fnug og fnuller med jævne mellemrum.
  • Har du en kondenstumbler, så rens kondensatoren efter behov, dog mindst 3-4 gange om året.

Opvaskemaskine:

  • Brug afkalkningstablet en gang om måneden.
  • Rens ofte grovfiltret.
  • Tjek, at dysserne i spulearmene ikke er blokerede, ellers rens dem.

LÆS OGSÅ HOS BOLIUS: Køb af opvaskemaskine

Tallerkner i opvaskemaskinen: Skal du skylle dem af først?

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

x

Når du tilmelder dig, accepterer du samtidig vores privatlivspolitik.