Her er de kendte butikskæder vi sagde farvel til i 2016

Elektronikkæden Fone åbnede sin første butik i 1926 og var i starten af 2016 oppe på 56 butikker. Nu er det slut.

Elektronikkæden Fone åbnede sin første butik i 1926 og var i starten af 2016 oppe på 56 butikker. Nu er det slut.

For en række butikskæder, der har mange år på bagen i Danmark, bliver 2016 endestationen.

En mastodont som Fona er efter 90 år forsvundet, mens andre kendte brands som Stadium, Baresso og Statoil fremover vil præsentere sig i nye udgaver under nye navne.
Dermed forsvinder en række kendte butiksfacader helt fra de danske gågader og butikscentre.

»Der er et tiltagende prispres og en konkurrence, som truer en lang række forretninger. Presset kommer først og fremmest fra internethandlen, som er ved at fjerne forretningsgrundlaget og kundetilstrømningen i en række brancher. Et godt eksempel er elektronik- og musikbutikkerne, som har haft svært ved at stå imod,« siger Marcus Schmidt, der er lektor på Copenhagen Business School.

I flere tilfælde er der dog ikke tale om konkurser – blot relanceringer. Det betyder, at butikkerne skifter navn og nogle gange også koncept, men mere eller mindre drives videre.
»Flere får det svært i fremtiden«

Streaming knuser dvd’en: Så meget er salget faldet

»Man forsøger at give et nyt indtryk og virke frisk. Det er jo et radikalt træk at skifte navn og et udtryk for, at man er presset. Det lykkes sjældent. I 8-9 ud af 10 tilfælde er det gammel vin på nye flasker, og det opdager forbrugerne. I de tilfælde er det næsten umuligt at lykkes med det,« vurderer Marcus Schmidt.

Og danskerne kan lige så godt vænne sig til, at store, kendte butikskæder forsvinder fra bybilledet eller skifter navn. De kommende år vil nemlig byde på en række konkurser og relanceringer, vurderer Marcus Schmidt.

»Der er flere store, danske kæder, som man allerede nu kan se, får det svært i fremtiden,« siger han og peger blandt andet på kæden Matas.

»De kan få det svært på grund af konkurrence fra supermarkedet og nettet. Det er især internethandel, der virkelig kommer til at udfordre en række kæder. Det går hurtigt, og pludselig er dit kundegrundlag altså væk,« siger han.

7 tricks: Sådan lokker butikkerne pengene fra dig

baresso

Scanpix

Baresso
Baresso havde opbygget en kaffekæde med 48 butikker siden år 2000. Kæden blev i 2015 solgt til et tysk investeringsselskab, som nu relancerer Baresso under navnet Espresso House, der også har butikker i Norge, Sverige og Finland. Baresso-butikkerne beholder deres beliggenhed og personale, siger ejerne. Om senest to år er alle Baresso-butikker erstattet af Espresso House.

computercity

Polfoto

Computercity
I 24 år har danskerne kunnet handle elektronik i den svenske kæde ComputerCitys butikker, men det er slut nu. Kæden har lukket 9 af sine 10 varehuse og fyret de fleste ansatte i Danmark. I stedet skal kæden genopstå som hovedsageligt netbutik under navnet NetonNet. Kæden vil bygge en række varehuse, hvorfra de kan fragte elektronik rundt til danskerne. Det er netop pres fra internethandlen, der har fået ComputerCity til at lukke og slukke.

Guide: Sådan undgår du at blive snydt af brugeranmeldelser

fona

Scanpix

Fona
Elektronikkæden åbnede sin første butik i 1926 og var i starten af 2016 oppe på 56 butikker. Kæden havde dog kæmpet med underskud i en årrække og måtte dreje nøglen om i starten af 2016. 10 af butikkerne er overtaget af Elgiganten, resten er lukket. Det var især danskernes ændrede medievaner og stigende nethandel med elektronik, der i sidste ende blev dødsstødet for Fona og afsluttede 90 års tilstedeværelse på de danske gågader.

superbrugsen

Scanpix

Brugsen, Superbrugsen og Kvickly
De tre store Coop-kæder har længe været adskilt, selvom de er i samme organisation, men i 2016 tog de første skridt mod en fusion. I første omgang indadtil, hvor de strømliner arbejdsgange, organisation og indkøb – kunderne vil for eksempel se flere af de samme varer i de forskellige butikker. Senere kan det også komme på tale, at de bliver fusioneret udadtil, så de tre kæder fortsætter under et fælles navn.

Stort servicetjek: Her er Danmarks bedste supermarked

statoilk

Scanpix

Statoil
Siden 1986 har danskerne kunnet handle benzin, petroleum og olie på Statoil-tankstationer i hele Danmark, men det slutter nu. Canadiske Couche-Tard har købt alle Statoil-tankstationer i Danmark og omdanner dem til Cirkle K. Det samme er tilfældet med 131 Shell-stationer, som canadierne også har opkøbt. Tankstationerne i Danmark har generelt kæmpet med økonomien, siden lukkeloven muliggjorde, at mange supermarkeder kan holde åbent til klokken 22.

IMERCO

Polfoto

Imerco og Inspiration
Gennem en lang årrække har isenkræmmer-kæderne Inspiration og Imerco udkæmpet en hård kamp om kunderne. Den kamp stopper nu – og de tidligere konkurrenter fusionerer. Stigende konkurrence fra supermarkeder og internethandel betyder, at de to kæder slår sig sammen for at stå stærkere. Imerco og Inspiration omsætter tilsammen for 1,5 milliarder kroner om året og har 201 fysiske butikker.

stadium

Scanpix

Stadium
Den svenske sportskæde har været i Danmark siden år 2000 og havde på sit højeste 10 butikker i Danmark – hovedsageligt i hovedstadsområdet. Flere års underskud har dog fået de svens­ke ejere til at kaste håndklædet i ringen i Danmark. Butikkerne blev den 1. oktober overtaget af den jyske sportskæde Sport 24, der vil drive dem videre under sit eget navn.

Kilder: Finans.dk, Berlingske Business, TV 2, DR, Ritzau, Retail Institute Scandinavia

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

x

Når du tilmelder dig, accepterer du samtidig vores privatlivspolitik.