Pas på: Danskere snydt for 200 millioner

Martin Møller opdagede ikke, at han blev medlem af Piingu, da han købte hårvoks.

Martin Møller opdagede ikke, at han blev medlem af Piingu, da han købte hårvoks.

Martin Møller var glad, da han fandt sin favorithårvoks til 59 kroner på hjemmesiden Piingu.dk. Det var billigere end normalt, så han tøvede ikke med at bestille produktet på sin iPhone.

»Efter godt et år opdagede jeg, at firmaet trak 89 kroner på min konto hver måned. Jeg var – uden at have opdaget det – blevet tilmeldt et abonnement, da jeg købte hårvoksen. Men det var jo ikke noget stort beløb, de trak, så der gik over et år, før jeg opdagede det,« fortæller Martin Møller, der i alt nåede at betalte over 1.000 kroner i abonnement.

Han er langtfra alene om at have spildt sine penge på et abonnement, han slet ikke vidste, han havde tegnet.

En undersøgelse fra Epinion for Deloitte viser, at hver syvende dansker inden for de seneste to år har fået et uønsket abonnement eller medlemskab, fordi de har bestilt varer på nettet, deltaget i en konkurrence eller modtaget prøvepakker.

Sammenlagt har det kostet danskerne omkring 200 millioner kroner i uønskede abonnementer.

Forbrugerrådet: Gratislån går ud over kontantkunder, der snydes for rabat

Godt tilbud ender meget dyrt
»Det ser ud til, at en del internetbutikker spekulerer i, at folk glemmer at afmelde et abonnement eller simpelthen ikke kan gennemskue, at de har tegnet et abonnement. Det tjener forretningen penge på, men for forbrugeren kan det, man troede var et rigtig godt tilbud, ende med at blive meget dyrt,« siger forbrugerekspert Peter Møkjær, der er partner i Deloitte.

Da det gik op for Martin Møller, at han ved at købe billig hårvoks havde tilmeldt sig et abonnement til 89 kroner om måneden, kontaktede han Piingu for at få sine penge tilbage.

»Da jeg bestilte hårvoksen over min mobil, opdagede jeg ikke, at jeg tegnede et abonnement. Det var slet ikke tydeligt på de skærmbilleder, jeg kom igennem. Derfor synes jeg, det vil være fair at give mig mine penge tilbage. Men det vil Piingu ikke,« siger Martin Møller, der kunne klikke igennem købet uden at opdage, at der i bunden af siderne står, at priserne kun er for medlemmer, og at medlemskab koster 89 kroner om måneden.

Han skulle dog sætte kryds ved ‘jeg accepterer handels- og abonnementsbetingelserne’.

»Man er jo vant til at acceptere handelsbetingelserne, når man handler på nettet. Men her stod der altså handels- og abonnementsbetingelserne, og det var jeg ikke opmærksom på,« siger Martin Møller, der synes, at Piingu ikke gør tydeligt nok opmærksom på, at man tegner et abonnement.

7 tricks: Sådan lokker butikkerne pengene fra dig

Klager næsten tredoblet på et år
Derfor har han anmeldt netbutikken til Forbrugerombudsmanden. Herfra fortæller cand.jur. Niels Erik Mourits-Andersen, at 22 har klaget over Piingus forretningsmetoder i år og sidste år.

»Vi er for tiden ved at gennemgå Piingus markedsføring. Vi har valgt at tage sagen op, fordi vi har fået flere klager over virksomheden, og fordi vi ikke ved første øjekast kan sige ja til, at de overholder forbrugeraftaleloven og markedsføringsloven,« siger Niels Erik Mourits-Andersen og oplyser, at man hos Forbrugerombudsmanden modtager et kraftigt stigende antal klager over lignende forretningsmodeller.

Sidste år fik man 51 klager over shopping- og fordelsklubber – i år er der indtil videre kommet 142. Det undrer ikke Peter Mølkjær.

»I takt med at mere og mere handel sker på nettet, vil vi se flere uønskede medlemskaber. Det stiller krav til forbrugerne om at være meget bevidste og kritiske, når de handler på nettet. Især hvis et tilbud næsten er for godt til at være sandt,« siger han.

Forbrugerne aner intet: Prøvepakker snyder dig til abonnement

Interview

Thomas, teamleder i Piingu, ønsker ikke sit efternavn frem

Hvad er din reaktion på, at der ligger 22 klager over jer hos Forbrurgerombudsmanden?
»22 klager på 24 måneder – ud af 60.000 kunder – det tænker jeg er, hvad man må forvente, når det er et nyopstartet koncept. Vores forretningsmodel er godkendt af e-mærket, og vi har fulgt deres retningslinjer. Så det er en snak, der bør tages mellem Forbrugerombudsmanden og e-mærket. Hvis vi efterfølgende får at vide, at vi skal ændre noget, så gør vi det.«

Er I gode nok til at oplyse, at man tegner et abonnement til 89 kroner, når nogle ikke opdager det og bagefter klager?
»Inden man betaler, skriver vi mindst fire gange, at den første uge er gratis, hvorefter man bliver medlem til 89 kroner pr. måned. Vi overholder de retningslinjer, der bliver sat for os. De klager, som bliver indgivet, har vi oplevet er konkurrenter eller leverandører, der er sure på os over vores lave priser og prøver at få os lukket.«

Oplevelser i byen
Minby.dk - nyheder fra København
Lokale ugeaviser
Københavns erhvervsavis

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

x

Når du tilmelder dig, accepterer du samtidig vores privatlivspolitik.