Oplevelser i byen
Nyheder, debat og guides fra København
Lokale ugeaviser
Københavns erhvervsavis

Her er Danmarks bedste supermarkedsbrød

Danskerne har kåret Kvickly til Danmarks bedste supermarkedsbager. På billederne ses bagerafdelingen i Kvickly Stenløse, hvor bagerne gør klar til dagens kunder.

Danskerne har kåret Kvickly til Danmarks bedste supermarkedsbager. På billederne ses bagerafdelingen i Kvickly Stenløse, hvor bagerne gør klar til dagens kunder.

»Det betyder meget for os, og vi er oprigtigt stolte.«

Glæden er til at tage og føle på, da Søndagsavisen fortæller Kvicklys formatdirektør, Allan Christoffersen, at danskerne har kåret Kvicklys bagerafdelinger til Danmarks bedste supermarkedsbager.

»Det er især glædeligt, at det er kunderne, der kårer os. Vi har brugt meget energi på at optimere vores bagerafdeling de seneste år, fordi det er et vigtigt område for os. Så vi er meget stolte,« siger han.

Ekspert i burgere har talt: Her er Danmarks bedste fastfoodburger

Kvicklys indsats har tydeligvis givet pote. Da Søndagsavisen for to år siden foretog den samme kåring, endte Kvickly som nummer tre efter Føtex og Bilka.

Det er præcis de samme butikskæder, som Kvickly i et ekstremt tæt opløb har presset sig foran i år ved stabilt at ende på andenpladsen i samtlige kategorier og dermed skrabe flest point sammen i alt.

Kan flytte kunder
Og det er en udvikling, der kan blive vigtig for Kvickly.

Bagerbrød i supermarkederne er nemlig blevet så afgørende en vare, at det i sig selv kan tiltrække kunder, hvis brød og kager er særlig sprøde eller lækre.

Dette supermarked har de mest tilfredse kunder

»Brødafdelingen er blevet lige så vigtig som grønt, kød og vin. Kan et supermarked få et omdømme for en særligt god bagerafdeling, kan det flytte mange kunder ind i butikken. Det er også derfor, vi de seneste år har set en stor udvikling i antallet af supermarkeder med frisk brød og friske kager. Det er blevet et seriøst konkurrenceparameter,« siger Bruno Christensen, der har beskæftiget sig med dansk detailhandel i mere end 50 år.

Fælles for tre af de fire øverste placeringer er, at de alle har ansat udlærte bagere, som bager brødet i butikken. Den tungere ende af feltet er domineret af supermarkeder, som sælger bake off, der bages færdigt i butikken, eller som får leveret varerne færdigbagt til butikken.

Det store servicetjek: Her er Danmarks bedste supermarked

Artiklen fortsætter under skemaerne …

Kunderne har vurderet kvalitet, sortiment og helhedsindtryk i de butikker, hvor de har handlet bake off det seneste år. Se, hvor tilfredse de er, i skemaet nederst. Butikkerne er tildelt point ud fra kundernes tilfredshed, således at førstepladserne i de tre kategorier giver 10 point, andenpladsen 9 og så videre. Butikkernes point i hver kategori er lagt sammen i den samlede stilling.

Udklip

På mobilen? Klik på skemaerne eller zoom for større tekst.

Udklip2

Netto: »Vi skal blive bedre«
På en solid bundplacering ender Netto, som får leveret deres brød og kager fra Kohberg.

Netto erkender, at resultatet giver stof til eftertanke. I en skriftlig kommentar skriver Nettos direktør Brian Seeman, at han er ked af, »at kundernes oplevede indtryk ikke nødvendigvis flugter med det, vi reelt leverer,« og peger på, at Netto for nylig har vundet en smagstest af kanelsnegle i Søndagsavisen.

»Godt brød er vigtigt i Netto, og derfor har vi eksempelvis ikke bake off, men i stedet friskbagt brød. Det er klart, at sådan en måling også er en god anledning for os til at blive bedre, og vi vil i den kommende tid arbejde på både bedre brødafdelinger, endnu stærkere sortiment og kontinuerligt høj kvalitet i vores bagværk,« skriver han.

Lidl er højdespringer

Selvom butikker med bake off-afdelinger og brødleverancer udefra generelt indtager placeringer i den nederste halvdel af supermarkeds-feltet, skiller tyske Lidl sig markant ud.

Ikke nok med at danskerne sender dem ind på en bedre placering end Bilka, Meny og SuperBrugsen, som alle har uddannede bagere i butikken – de knuser også al modstand i feltet af discountbutikker.

»Der er ingen tvivl om, at Lidl er højdespringer her. Det er måske den dygtigste kæde i Europa, og i kraft af deres størrelse har de nogle indkøbsmuligheder, som gør dem i stand til at have et sortiment med høj kvalitet,« forklarer Bruno Christensen og peger på Lidls store og ofte flotte bagerafdelinger som en afgørende faktor.

I Lidl peger pressechef Rikke Brandes også på Lidls både danske og internationale indkøbsnetværk som en væsentlig årsag til, at de er så markant foran de andre discountkæder i Danmark.

En stor succes
Og selvom placeringen i den samlede stilling er flot, er målet fortsat at forbedre bagerafdelingen.

»Bake off-området er meget højt prioriteret hos os, og vi er naturligvis glade for, at jeres resultat også viser, at tilfredsheden blandt kunderne er høj. Det er også det, vi selv oplever i vores butikker, hvor efterspørgslen efter vores brød og kager er stor. Vores konceptet er en stor succes i Danmark,« forklarer Rikke Brandes, der samtidig tilføjer, at Lidl er på vej med en helt ny indretning af bagerafdelingerne, som netop er lanceret for første gang i Aabenraa.

En bombe under bagerbranchen

Supermarkedernes indtog på markedet for frisk brød og friske kager har været en regulær bombe under de private bagerbutikker.

På bare 10 år – fra 2005 til 2015 – er antallet af bagerbutikker skrumpet fra 1.200 til 770. Det viser en opgørelse fra foreningen Bager- og Konditormestre i Danmark.

Antallet er siden stagneret, og det er først og fremmest, fordi de private bagere har droppet at konkurrere med supermarkederne på pris.

»Lidt groft trukket op har supermarkederne sat sig på bunden og midten af bagermarkedet, mens toppen af bagermarkedet – luksusbagerne – er dem, der for alvor lever videre i de private bagerbutikker,« forklarer Bruno Christensen, ekspert i detailhandel, som står bag flere kortlægninger af bagerbranchen i Danmark.

Faktisk er de hurtigst voksende private bagere også de dyreste.

Lagkagehuset er nu den tredjestørste bagerkæde i Danmark med mere end 50 butikker og en årlig omsætning på mere end en halv milliard kroner. Andre luksusbagere som Emmerys og Langenæs bageri stormer ifølge foodsupply.dk ligeledes frem.

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes