Så let kan du spare på el-forbruget og skabe et sundt indeklima

Benny Hebsgaard, energirådgiver i NRGi, giver her 10 gode råd til, hvordan man minimerer sin el-regning og samtidig forbedrer indeklimaet:

1) Luft ud
Vi forurener luften i vores bolig med dagligdagsgøremål såsom at trække vejret, lave mad og gå i bad. Derfor er det vigtigt, at du lufter ud med gennemtræk to-tre gange om dagen i 5-10 minutter.

Vil du spilde mindst mulig varme på udluftningen, så sluk for varmeapparaterne, inden du åbner vinduet, og skru op på samme temperatur som før udluftningen umiddelbart efter.

Hvis luften i din bolig ikke bliver udskiftet tilstrækkeligt, kan det bl.a. give hovedpine, hoste og træthed. Den fugtige luft kan det også betyde fugtskader på væggene og en øget risiko for udvikling af skimmelsvamp, der er sundhedsskadelig og f.eks. kan forværre astma eller andre allergier.

10 guldråd til din privatøkonomi

2) Brug LED til hyggebelysning i stedet for stearinlys
Selvom stearinlys er hyggelige, spreder de levende lys desværre også sod og partikler, der er skadelige at indånde. Et tændt stearinlys udleder flere skadelige partikler end en tændt cigaret, og nanopartiklerne kan påvirke lunger og øge risikoen for hjerte-kar-sygdomme.

Hvis du vil undgå den sundhedsskadelige udledning, men bevare hyggen, findes der efterhånden mange LED-alternativer til de levende lys på markedet, der ligner stearinlys, og som tilmed er meget energieffektive.

Hænger du en LED-lyskæde op som hyggebelysning, kan du have den tændt 12 timer om dagen i en måned til 1,04 kr. En ny undersøgelse foretaget for NRGi i december viste, at 32 procent af danskerne har udskiftet stearinlys på juletræet med LED-lys.

Har du installeret luft til luft-varmepumper eller et ventilationsanlæg i dit hjem, vil de rense luften for de dårlige partikler.

Stort økonomitjek: Sådan får Ellen og Anders råd til mere

3) Sluk for standby
Standby-strøm er en skjult strømsluger, der bruger mange penge til ingen verdens nytte. Husker du at slukke for din spillekonsol, computer, tv og anlæg, når de ikke er i brug, kan du spare fra 200 og helt op til 1.000 kr. om året.

En elspareskinne, der automatisk slukker for apparaterne, kan være en god måde, hvorpå du kan begrænse dit standbyforbrug.

Besparelse: op til 1.000 kr. om året

4) Tør dit tøj udendørs
Luftfugtigheden stiger kraftigt, når du tørrer dit tøj indendørs, og den fugtige luft forringer indeklimaet og kan være kilde til skimmelsvamp i boligen.

Tør derfor dit vasketøj i gården eller haven hele året rundt – det kan sagtens tørre udenfor i vinterhalvåret, det tager blot lidt længere tid.

Hvis du er nødsaget til at tørre dit tøj indendørs, så stil vaskestativet på badeværelset. Her er ingen stofmøbler, der suger fugten, og sørg også for at lufte godt ud ved indendørs tørring.

En familie med to børn og to voksne kan i gennemsnit spare ca. 776 kr. om året, hvis de hænger deres vasketøj til tørre i stedet for at bruge en A-mærket tørretumbler.

Besparelse: ca. 776 kr. om året.

5) Se efter energimærkningen på hårde hvidevarer
Hvis du skal have nye hårde hvidevarer i 2017, er det en god idé at holde øje med energimærkningen. Gå altid efter energimærke A, og jo flere plusser, des bedre.

Hvis et køle-/fryseskab er udstyret med energimærke A, løber det op i et årligt forbrug på 402 kWh eller godt 800 kr. Den udgift kan reduceres med et nyt køle/fryseskab med A+++, der blot bruger 162 kWh svarende til en besparelse på næsten 500 kr ifølge NRGis beregninger.

Besparelse: op til 500 kr. om året

6) Hold stuetemperatur i alle rum
Selvom der er penge at hente ved at skrue ned for varmen, er det ikke det rigtige sted at spare, da store temperaturforskelle i hjemmets rum går ud over indeklimaet.

Sørg for at holde en jævn temperatur i alle rum – gerne omkring de 20-22 grader. Kommer temperaturen under 15 grader, giver det bedre betingelser for dannelse af skimmelsvamp.

7) Tjek din cirkulationspumpe
Hvis du har en cirkulationspumpe i dit hus, er det en god idé at tjekke, om den er forældet. De gamle modeller bruger helt op till 900 kr. om året i strøm, hvorimod de nye, energieffektive pumper koster ca. 200 kr. at have tændt hele året.

Hvis det mindste watt-tal er 50 eller derover, eller pumpen har mulighed for flere indstillinger, er den forældet, og det kan betale sig at skifte den ud.

Besparelse: cirka 700 kr. om året

8) Indstil lysstyrken, og sluk lyset efter dig
I den mørke tid har elektriske lyskilder indvirkning på vores humør og velvære, da lyset hjælper os med at udskille glædeshormonet serotonin. Koncentrér dit lysforbrug i de rum, du opholder dig i, og indstil gerne lysstyrken, så den passer til din beskæftigelse.

Hvis du skal slappe af, egner rødgulligt lys sig godt, hvorimod vi er mere opmærksomme og koncentrerede i hvidblåligt lys. Til gengæld er der ingen grund til, at lyset brænder i soveværelset, imens du er i stuen.

Har du endnu ikke udskiftet dine gamle glødepærer med LED, sparer du 300 kr. om året, hvis du husker at slukke lyset i to rum, du ikke opholder dig i.

Besparelse: op til 150 kr. om året pr. rum med slukket lys

9) Tjek temperaturen på fryser og køleskab
Ved at sikre dig, at køleskab og fryser er indstillet på den korrekte temperatur, kan du mindske begge hårde hvidevarers strømforbrug. Fryseren skal stå på -18 grader, og køleskabet stå på fem grader.

For hver grad, fryser og køleskab køler mere eller mindre end det, bruger du fem procent mere i strøm.

Besparelse: i alt cirka 63 kr. om året pr. grad

10) Fyld maskinerne op, og sænk temperaturen
Fyld både opvaske- og vaskemaskine helt op, før du tænder for dem, og vask ved lavere temperaturer. En opvask, der klares på 50 grader i stedet for 65 grader, betyder en strømbesparelse på 10-20 procent.

På vaskemaskinen kan du også vælge et program med lavere temperaturer. Vask tøjet ved 20 grader i stedet for 40 grader og 30 grader i stedet for 60 grader, såfremt din maskine giver mulighed for kold vask.

Du opnår en energibesparelse på 55 procent, når du halverer temperaturen.

Besparelse: cirka 450 kr. om året

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes
1