Oplevelser i byen
Nyheder, debat og guides fra København
Lokale ugeaviser
Københavns erhvervsavis

Derfor skifter vi tøj, når vi kommer hjem

Sabrina og Daniel Berthelsen skifter altid til joggingtøj, når de kommer hjem fra arbejde.

Sabrina og Daniel Berthelsen skifter altid til joggingtøj, når de kommer hjem fra arbejde.

Der går ikke fem minutter, fra 32-årige Sabrina Berthelsen kommer ind ad døren efter en lang arbejdsdag, til hun har skiftet tøj. Af med den stramme dress­code fra arbejdspladsen – på med noget løstsiddende jogging­tøj.

»Det er dejlig afslappende. Jeg kommer fra en lidt strammere ramme med dresscode på jobbet til at slappe af med familien, og når jeg går ind i den sammenhæng, skifter jeg til mine slap af-bukser og joggingtøj. Det er mere løst og behageligt at have på, og det får mig til at slappe af,« forklarer Sabrina Berthelsen, der bor i Køge med sin mand, Daniel Berthelsen, og deres børn, Cecilie, Emily og Alvin.

På samme måde som Sabrina skifter seks ud af ti danskere tøj, når de kommer hjem fra dagens gøremål. De fleste skifter til noget mere løstsiddende som joggingtøj. Hver 10. går rundt i underbukser eller nattøj. Det viser en undersøgelse, som YouGov har foretaget for Søndagsavisen.

Og selvom det som udgangspunkt er udtryk for, at det løsere tøj ganske enkelt er mere behageligt, har tøjskiftet også en anden funktion.

Parterapeut: Pas på, det ikke bliver leverpostej

Tolker på påklædning
»Når vi skifter tøj, skifter vi sindstilstand. Tøjskiftet er for mange mennesker en mental transformation, hvor vi går fra den rolle, vi påtager os, når vi går ud ad døren om morgenen, til at være os selv igen. Så samtidig med at vi skifter tøj, skifter vi sindstilstand, stemning og attitude. Det er udtryk for, at ‘nu er det overstået for i dag, og jeg kan slappe af’,« siger livsstilsekspert Henrik Byager.

Faktisk er det blevet så normalt at have mere afslappet tøj på i hjemmet, at det ligefrem forventes af os.

»Hvis man kommer forbi en bekendt og ser ham og familien sidde og drikke kaffe med stramt tøj på en lørdag formiddag, vil de fleste tænke: ‘Hold da op, nogle mennesker – de kan da slet ikke finde ud af at slappe af’,« forklarer Henrik Byager og uddyber:

»Vi føler os generelt mere trygge i Danmark, hvis folk ikke møder op i deres stiveste puds til sociale sammenhænge med naboerne eller til forældremøder. Vi bruger folks påklædning til at tolke på, om de nu også evner at være lidt uformelle og afslappede,« siger han.

9 hverdagsvaner, der gør det nemt at holde orden i hjemmet

Hjemme hos familien Berthelsen i Køge er der ingen fare for, at uventede gæster vil opfatte dem som stramme i betrækket. Sabrinas mand, Daniel, har til daglig skjorte og slips på, når han arbejder som sælger, og derfor har han også joggingtøj på derhjemme.

»Så vi har begge et sæt hjemmetøj og så arbejdstøj. Jeg har et yndlingssæt, som jeg ofte har på, og min mand slapper også af med løsere tøj. Det har vi det bedst med,« siger Sabrina Berthelsen.

Ifølge parterapeut Martin Østergaard kan det på mange måder være et godt tegn, når familier og partnere kan gå rundt i afslappet tøj derhjemme.

»Det er da helt klart udtryk for, at man kan slappe af i hinandens selskab og er trygge ved hinanden. Det skal man altså kunne, så det kan sagtens være sundt. Hvis begge har det fint med det, så er det da en positiv ting,« mener Martin Østergaard.

Her er de største kilder til forurening i dit hjem

Hvad siger din hjemmeuniform om dig?

Se, hvad danskerne går i derhjemme – og hvad hjemmeuniformen ifølge livsstilsekspert Henrik Byager siger om os.

Løstsiddende tøj:

Kvinder: 55 %
Mænd: 42 %

»Her har vi en gruppe mennesker, som sætter pris på overgangen mellem arbejdsliv og privatliv. Man går fra at leve op til en standard ude i samfundet til at smide uniformen og panseret, når man kommer hjem til afslappethed og ro. Det vidner om et afslappet og sundt forhold til, hvad det vil sige at være klædt på til situationen, og man føler sig ikke forpligtet til at opretholde en vis standard. For denne gruppe er tøjskiftet med til at definere den ene halvdel af menneskelivet – nemlig fritiden.«

»Det er ret indlysende, at der er flere kvinder end mænd, der skifter til løsere tøj. Kvinder går generelt i pænere og strammere tøj end mænd, når de er ude af huset, og forskellen på kvindernes ude- og hjemmerolle er ofte større end mændenes.«

5 gode grunde til, du skal holde ferie hjemme


Har samme tøj på hele dagen:

Kvinder: 36 %
Mænd: 42 %

»Her er vi først og fremmest i den del af Danmark, hvor der ikke er stærke formelle eller sociale krav til, hvordan man skal se ud på arbejdspladsen. Der er efterhånden mange fag, hvor det er acceptabelt at have en krøllet polo og par løse bukser på. Så det er folk, der i forvejen går i noget forholdsvis behageligt tøj, når de er på arbejde, og som så ikke har det store behov for at skifte.«

»Der vil selvfølgelig være få steder og i visse kvarterer i Danmark, hvor man beholder jakkesættet på hele dagen for at holde på formerne, men det er meget sjældent, man ser det i Danmark. Det hører mere de lande til, hvor der er en større og kraftigere udskilt overklasse.«


Undertøj:

Kvinder: 3 %
Mænd: 9 %

»Langt de fleste i denne gruppe lever alene. Det er trods alt de færreste, som finder det voldsomt charmerende, hvis ens partner går rundt i underbukser. Den her gruppe har ikke den store sociale kontakt, efter at de er kommet hjem fra arbejde. De regner ikke med et pludseligt besøg, og derfor er de helt ligeglade med, hvordan de tager sig ud.«

»Der er noget ungkarleattitude over det her, og det passer meget godt med, at der er tre gange så mange mænd som kvinder, der går i undertøj derhjemme. Man ser tydeligt en glad, veltilfreds mand for sig, der går rundt i undertrøje og underbukser og føler sig helt fri og afslappet.«


Nattøj:

Kvinder: 4 %
Mænd: 4 %

»Her ser vi den mest ekstreme udgave af gearskiftet. Det er den totale nedbremsning og transformation. Der er mange i den gruppe, som har en enormt stressende og travl hverdag. Der er faktisk en del unge mennesker her, som tomler rundt mellem studie, job og venner og løber ret stærkt i løbet af en dag. Når man så kommer hjem, kaster man alle krav væk og siger: Nu er dagen på plads. Det er film på sofaen med nattøj, og den tilstand er en glimtende oase, som står og venter for enden af dagen.«

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes