Her er butikkerne, der dør

Skal du have bøffer, et lille tv og nye gummisko, skal du måske ikke på indkøb samme sted som for 10 år siden. For der er blevet 23 procent færre slagtere og 36 procent færre steder med radio og tv, mens skobutikker er dykket med 24 procent på otte år.

Det viser en undersøgelse, som Dansk Erhverv har foretaget for Søndagsavisen med tal fra Danmarks Statistik.

»Vi køber en større og større del af vores tøj, sko og elektronik på nettet. Konkurrencen fra e-handel er så hård, at virksomheder skal være store eller specialiserede for at overleve. Også supermarkederne får flere og flere varer, man tidligere købte i mindre forretninger – delikatesser, boligtilbehør og bøger,« siger markedschef i Dansk Erhverv Lone Rasmussen og uddyber:

»De fleste danskere mangler tid, og så er det nemt, at vi kan købe alle tingene samme sted. Det trækker også folk ud til storcentrene, hvor det er nemt at komme til, og der altid er p-pladser. Men det betyder, at mange små forretninger har måttet lukke.«

Disse butikker sælger medicin ulovligt

Om undersøgelsen

Tallene er trukket og bearbejdet af Dansk Erhverv på baggrund af tal fra Danmarks Statistik. Den procentvise udvikling dækker en periode på otte år, 2008 til 2015.

Tallene, der er brugt, viser udviklingen i antallet af arbejdssteder – hvilket i store træk svarer til antal butikker – inden for de enkelte brancher.

Det giver en indikation af udviklingen i antallet af detailhandelsbutikker.

4.000 butikker er lukket
På fire år – fra 2012 til 2016 – er der forsvundet 4.000 butikker, viser tal fra Institut for Center-Planlægning (ICP).

»Det går hårdest ud over de små handlende i de små byer. Bymidten i større byer som København, Aarhus og Aalborg vil nok overleve, men hvis byen er mindre, vil det nok blive sværere,« siger partner og direktør Jens Christian Petersen.

I Dansk Ejendomsmæglerforening oplever man, at mange butikslokaler fortsat står tomme.

»Op til finanskrisen havde vi et overforbrug, som stoppede som følge af krisen, og mange butikker måtte lukke. Efter krisen er folk igen begyndt at forbruge mere, men en større og større del af forbruget sker i internetbutikker. Så mens der igen er kommet gang i kontorlokalerne, går det ikke lige så hurtigt med at få fyldt butikslokalerne,« siger senioranalytiker Mads Lindegaard.

Her er de kendte butikskæder, vi sagde farvel til i 2016

Tandlæger i butikslokaler
Men ikke alle steder forbliver butikslokalerne tomme, når en lille tøjbutik eller grønthandler må dreje nøglen om.

En analyse af områder i København fra ICP viser, at en helt anden type af forretninger finder vej til gadebilledet.

»Ud over caféer og restauranter ser vi, at tandlæger, negleklinikker, skønhedssaloner og fodplejere, der før har ligget gemt væk eller oppe på første sal, rykker ind i de tomme butikslokaler,« siger Jens Christian Petersen.

Bruno Christensen, der i over 50 år har beskæftiget sig med detailhandel, ser det som et stort problem, at små butikker må lukke på bekostning af nethandel og storcentre, der har en næsten ens sammensætning af butikker som H&M, Matas, Normal, Elgiganten, Bog & idé, Sportmaster, Vero Moda og så videre.

7 tricks: Sådan lokker butikkerne pengene fra dig

Shopping med nye oplevelser
»Udviklingen er gået så stærkt, at ingen har været opmærksom på konsekvenserne, nemlig at butikker må opgive og lukke. Centrum i byerne kommer til at stå som tabere. De er nødt til at give shoppingområderne nyt liv og atmosfære ved at lægge biografer, museer og gallerier mellem butikkerne, så de kan tælle med i shoppingoplevelsen,« siger Bruno Christensen om sit koncept, som han kalder “city shopping”.

At der skal knyttes serviceoplevelser til indkøbene, er også konklusionen hos Lone Rasmussen.

»De butikker, der kan tilbyde noget andet og mere, overlever. Det kan være en oplevelse, hvor en dametøjsforretning har et loungeområde med aviser til manden, eller en boghandel, der også sælger kaffe. Men det kan også være butikker med helt særlig fokus på kvalitet. Vi så, at bagerbutikker lukkede på stribe, men her har nogle været dygtige til at kæmpe sig tilbage med luksusvarer som lækre langtidshævede surdejsbrød,« siger hun.

Disse butikker kommer der flere af

Det går ikke kun tilbage for butikkerne i Danmark. Steder med køkkenudstyr, glas, porcelæn, bestik, vaser og lysestager er gået frem med 23 procent.

»Boligtilbehør er på mode, og selvom møbelforretninger, onlinebutikker og supermarkeder også sælger det, sælges der nok til, at antallet af forretninger også er steget,« siger markedschef i Dansk Erhverv Lone Rasmussen.

Ifølge detailhandelsekspert Bruno Christensen er der kommet meget fokus på småmøbler og nips.

»Imerco og Inspiration er to store kæder, og så ser vi Bahne, der egentlig er udsprunget af isenkræmmer-verdenen, men også har et stort udvalg af tøj og brugskunst. Det er et nyt univers og en ny butikstype.«

I samme kategori er steder med belysningsartikler og husholdningsartikler steget med 73 procent, viser tallene. I perioden er også discountforretninger gået frem med 24 procent, mens supermarkeder har oplevet 16 procent tilbagegang.

»43-44 procent af dagligvarehandlen foregår gennem discountbutikkerne. De nye, moderne discountbutikker er blevet større, de har bredere gange, og de præsenterer deres brød, vin, frugt og kød flot. Discountbutikkerne har gjort et indhug de senere år,« siger Bruno Christensen.

Klik på grafikkerne for større tekst.

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes