Danskerne tror på det onde

»Ondskab og mørke har fulgt os, siden de første mennesker kom til verden.«

Sådan lyder reaktionen, da Søndagsavisen ringer til filosof Anders Moe Rasmussen fra Aarhus Universitet for at spørge ham: Findes ondskab?

Han har beskæftiget sig med ondskab og skrevet om fænomenet i en årrække, så for ham er det naturligt, når en YouGov-undersøgelse for Søndagsavisen viser, at syv ud af ti danskere tror på ondskab.

»Mennesket har altid været optaget af ondskab. Hvorfor findes der død og lemlæstelse? Hvor kommer det fra? Hvor findes roden til det onde? Det er spørgsmål, vi altid har stillet os,« siger Anders Moe Rasmussen.

Op gennem middelalderen var den almindelige danskers opfattelse af ondskab ofte domineret af djævlen og helvede. I 2017 mener kun hver tiende, at ondskab udelukkende er en religiøs eller åndelig størrelse. Knap fire ud af ti peger på, at ondskab er et karaktertræk hos mennesker.

Mytedrab: Dræber dyr og mennesker lige mange?

En fejl, som kan kureres?
»I dag forklarer vi generelt ondskab med, at det er en fejl eller skavank hos mennesket. Personen er vokset op under dårlige forhold: Faren var dranker, moren var ond – eller noget andet, som gør, at vi kan forklare ondskaben og gøre noget ved det. Det er en tryg måde for os at forstå ondskab på,« siger Anders Moe Rasmussen og uddyber:

»Vi har fået sværere ved at acceptere, at der en mørk side i mennesket. Menneskesynet, hvor alle mennesker grundlæggende er gode, har sejret. Så hvis mennesket opfører sig ondt, må det skyldes en fejl, som vi kan forklare og kurere,« siger han.

Knap hver tredje dans­ker vil dog fortsat ikke afvise, at ondskab er en åndelig kraft.

»Og hvis ondskab er det, bliver det noget, vi ikke kan gøre noget ved. Noget, som ligger i vores natur som mennesker, og som man kan bekæmpe og holde nede, men som man aldrig kan udrydde,« siger Anders Moe Rasmussen.

Han mener selv, at det er en »misforståelse«, når hver femte dansker tror, at der ikke findes ondskab. Det er »alle steder« i samfundet, mener han.

Derfor bliver nogle seriemordere

Mørke kræfter i os
»Ondskab kender de fleste som terror i dag. Det er ofte der, folk oplever ondskab manifesteret. Men ondskab viser sig også i hverdagen, hvor mennesker forpester hinandens liv med små onde gerninger. Mobning er et godt eksempel. Man udser sig et svagt menneske og piner det,« siger Anders Moe Rasmussen.

Han mener dog, at et stigende antal danskere de kommende år helt vil forkas­te tanken om, at der findes ondskab.

»Det er den vej, det går. Vi bliver dårligere og dårligere til at acceptere, at der findes mørke kræfter i os,« siger han.

Søndagsavisen har talt med tre fremtrædende personer, som har set ondskaben i øjnene.

Sådan genkender du sociopaten


Vi er allesammen født med ondskab

Sørine Gotfredsen, sognepræst i Jesuskirken:

Hvad er ondskab?
»Jeg betragter ondskab som en kraft i verden, der vil selve livet og den guddommelige vilje til livs. Og som noget, vi alle rummer.
I den kristne trosbekendelse siger vi, at vi forsager djævlen og vender ryggen mod det onde. Men det er ikke kun ydre ondskab, mennesket skal bekæmpe – det er også ondskaben i os selv.«

Har alle mennesker ondskab i sig?
»Jeg tror, at vi er født med en ondskab, der kommer til udtryk i mere eller mindre voldsom grad, alt efter hvordan vi bliver behandlet og opfører os.

Hverdagsondskaben er det, vi typisk kalder selvoptagethed, hensynsløshed og egoisme. Det er måden, vi opfører os på, når vi står i kø, måden, vi taler til andre mennesker på, og når vi sårer eller svigter et andet menneske. Det er en relativt mild form for ondskab, men det kan være nok til at gøre tilværelsen ulidelig for andre.

Når et menneske mister kontrollen over sig selv og får luft for sin vrede og sine aggressioner, er vi vant til at pakke det ind i alle mulige psykologiske og rationelle forklaringer. Jeg mener, at det også kan ses som et eksempel på, at et menneske i det øjeblik overgiver sig til det onde.

Det er ikke tilfældigt, at mange mennesker oplever, at deres chefer er modbydelige og ondskabsfulde, for man har et stort potentiale til at blive det, når man har magten til at skalte og valte med andre mennesker. Det er et glimrende eksempel på, at når vi har muligheden for at være grove og hensynsløse, så er nogle også mere tilbøjelige til at være det.«

Professor: Sådan overvinder du misundelse på jobbet

Er det et problem, at vi pakker ondskab ind i rationelle forklaringer?
»Det bliver betragtet som en familietragedie, når en far slår hele sin familie ihjel. Naturligvis er det tragisk, men formuleringen formilder næsten handlingen, fordi den siger, at her er så mange faktorer, som er gået galt, at det måtte ende sådan. Det er et forsøg på at finde en forklaring, som vi kan forstå, og en måde sprogligt og psykologisk at omgås det onde, så vi ikke skal nævne det ved navn.

Når vi sætter en diagnose på folk, som mange hurtigt gjorde med Anders Breivik, eller putter andre folk, der begår grusomme handlinger i en kategori, behøver vi ikke at forholde os til det, for vi deler ikke skæbne med folk, som er uden for rækkevidde.

Selvfølgelig kan man ikke afskaffe de psykologis­ke forklaringer, for de har meget på sig, men jeg håber, at vi kan inddrage begge vinkler. Sætter man ondskaben så meget uden for den sproglige virkelighed, glemmer vi, at det er noget, vi selv rummer, og som vi skal bekæmpe.«

Sørine Godfredsen. Foto: Scanpix


Forgiftede kæresten med medicin

Kurt Kragh, tidligere drabsefterforsker ved Rigspolitiets Rejsehold:

»Ondskab er et diffust begreb, som vi ikke arbejder med eller bruger i daglig tale i politiet. Men jeg har i mange sager oplevet gerningsmænd, som har begået handlinger, der helt klart kan defineres som onde. Potentialet til at være ond ligger i alle mennesker.«

Hvad er ondskab?
»Det er, når mennesker påfører andre unødig smerte, fordi de har lyst til det, og fordi det giver en følelse af magt, spænding eller nydelse. Det er næsten altid gerningsmænd med psykopatiske træk.«

Da jeg så ondskab i øjnene
»I starten af 90’erne blev jeg kaldt ud til en sag i Thisted, hvor en 41-årig kvinde havde kontaktet politiet, fordi hun havde fundet sin 73-årige logivært på gulvet – hun blødte kraftigt fra et hul i hovedet. Det viste sig, at hun var blevet banket med en ildrager, og hun døde tre dage senere af sine skader.

Da vi afhørte den 41-årige kvinde, som havde anmeldt det, opdagede min kollega små blodstænk på hendes sko, og ikke længe efter blev hun anholdt og varetægtsfængslet for drabet.

De to kvinder havde kendt hinanden i 20 år, og den ældre dame var blevet tævet ihjel på en grufuld måde. Men der var ingen forklaring, intet motiv.

Så vi begyndte at undersøge den anholdtes fortid. Her stødte vi på en ekskæreste fra året før. Det viste sig, at han pludselig var blevet voldsomt syg og begyndt at bløde ud af øjne, mund og ører. Han kom på hospitalet, men de kunne ikke finde ud af, hvad der var galt. Hans læge mistænkte noget rottegift, men de fandt ingen spor af det.

Det viste sig så, at gerningskvinden tog noget blodfortyndende medicin, som i princippet havde samme effekt som rottegift. Da vi fik analyseret hans blodprøver igen, kunne lægerne se, at han havde 50 gange så meget af det i blodet, som hvis han havde fået det ordineret. Hun havde forgiftet ham ved at komme medicinen i hans mad, så vi sigtede hende også for drabsforsøg.

Heller ikke her var der noget motiv. Hun ville bare slå ham ihjel for at slå ham ihjel. Det handlede om spændingen, om at ydmyge, at se lidelsen udfolde sig og om at have magt. Her var der tale om ondskab.

Det viste sig også, at hun havde en tidligere logivært, som også var død uforklarligt, og en tidligere kæres­te, som var forsvundet sporløst. Hun blev aldrig stillet for en dommer. Hun hængte sig selv i cellen.«

Kurt Kragh. Foto: Scanpix


Blev gruppevoldtaget hver dag

Frederik Harhoff, professor i folkeret og tidligere dommer ved Den Internationale Krigsforbryderdomstol for det tidligere Jugoslavien i Haag og retschef for tribunalet efter folkedrabet i Rwanda:

Findes ondskab?
»Ja, jeg tror, at menneskers potentiale for at være onde er enormt. Jeg kunne ikke forestille mig, at menneskeligt liv, som vi kender det, kan eksistere uden kærlighed, skønhed og ondskab.«

Har du set ondskab i øjnene?
»Jeg har hørt masser af vidneforklaringer, der var udtryk for en ondskab og sadisme, som er helt ufattelig. En af dem var fra en ung muslimsk pige fra det centrale Bosnien, hvis store ulempe var, at hun var utrolig køn og velskabt.

Da krigen begyndte, var hun 17 år og boede med sin familie ude på landet. En dag blev landsbyen varskoet om, at der var et serbisk angreb på vej. 30 unge og gamle pakkede, hvad de kunne, og flakkede et par dage rundt oppe i bjergene, men endte med at blive fanget af en serbisk patrulje.

De gamle blev løsladt, nogle blev skudt på stedet, og den unge pige blev overført til en serbisk træningslejr, som holdt til i et feriested, der var lukket ned for vinteren.

I træningslejren var der cirka 100 soldater, som var placeret i hytter med seks i hver, mens kommandanten boede i hovedbygningen med sin familie. Pigen blev indkvarteret i en hytte alene. Om dagen passede hun kommandantens børn og gjorde rent og vaskede tøj for hans familie, og om aftenen gik hun tilbage til sin egen hytte.

Når mørket faldt på, hvilket det gjorde ret hurtigt om vinteren, bankede det på døren, og ind trådte en soldat, som førte hende over til sin hytte. Her ventede fem liderlige soldater, som smed hende op på et bord og voldtog hende én efter én. Da de var færdige, blev hun ført tilbage til sin hytte, hvor der var lidt vand, hun kunne vaske sig med.

Næste morgen stillede hun igen hos kommandanten, og om aftenen var det en soldat fra den næste hytte, der hentede hende. Sådan stod det på i tre uger, hvor hun aften efter aften blev gruppevoldtaget.

Jeg fatter ikke, hvordan man kan ringeagte et andet menneske så meget, at man ligefrem indgår en aftale om, hvordan hun skal gå på skift fra hytte til hytte. Det er simpelthen rendyrket, kalkulerende ondskab.

Der er masser af grufulde historier i sagerne om folkedrabene i Rwanda og krigsforbrydelserne i det tidligere Jugoslavien, men det er ikke kun noget, som finder sted, når der er krig. Man kan bare gå ned i Københavns Byret og overvære en straffesag. Mange af de forbrydelser, der er for retten der, er også forfærdelige.«

Frederik Harhoff. Foto: Polfoto

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes