Danske singler er til uformelle kaffedates

29-årige Stine Hvolby bruger appdating til at finde sig en kæreste, og hun kan bedst lide at købe en kop kaffe og gå en tur med sin date.

29-årige Stine Hvolby bruger appdating til at finde sig en kæreste, og hun kan bedst lide at købe en kop kaffe og gå en tur med sin date.

Har du planer om at invitere en af Danmarks 1,6 millioner singler på date, behøver du hverken finde den store pengepung eller opfindsomhed frem.

Flertallet af de danske singler foretrækker nemlig at mødes til en kop kaffe, med én, de ikke kender så godt, så man hurtigt kan bryde op, hvis det ikke lige er sagen.

Det viser en undersøgelse, som YouGov har foretaget for Søndagsavisen blandt danskere, der er singler eller har været i et forhold i mindre end seks år.

At kaffedates slår middage og biografture, mener parterapeut Katrine Axholm, karakteriserer nutidens datingkultur. Mens man tidligere skulle opstøve en potentiel kæreste ude i den virkelige verden, har man i dag ved hjælp af onlinedatingtjenester og apps fået adgang til et kæmpe udvalg.

Hver fjerde er til sex på første date

Derfor er der en tendens til, at det skal gå stærkt, for måske findes der én, som er lidt sjovere, lidt bedre eller lidt klogere lige rundt om hjørnet.

»Det kan sagtens blive et billede på den her swipe­kultur, at man får en kaffedates tid, og så bliver du enten kasseret eller går videre. Omvendt er det en meget god måde at passe på sig selv at mødes og se, om der er noget, uden at man risikerer at spilde hinandens tid,« forklarer hun.

At swipe er netop, hvad 29-årige Stine Hvolby, der har medvirket i ‘Kærlighed ved første swipe’ på Kanal 4, gør.

Hun tilhører de 16 procent af de kvindelige danske singler, der ifølge en undersøgelse, som Analyse Danmark har foretaget for Discovery Networks Danmark, bruger appdating til at finde sig en kæreste.

Derfor skal du servere champagne på daten

Her søger vi kærligheden

27 % går i byen/til fester

24 % bliver introduceret til venners venner

16 % bruger appdating som Tinder og Happn

15 % bruger netdating som Scor.dk og Dating.dk

9 % Andet

Kilde: Analyse Danmark for Discovery Networks Danmark

Kaffe og en gåtur
»Det plejer at være fyren, der foreslår kaffe, og det passer mig helt fint. Når man mødes om dagen, ligger det også i kortene, at det ikke er noget hook up-noget,« forklarer hun.

Stine Hvolby har det bedst med at kombinere en kaffe to-go med andenpladsen over danske singlers favoritdatingaktivitet, nemlig en gåtur, så hun og hendes date slipper for at sidde stift over for hinanden. Og så har hun et princip om, at der højst skal gå 14 dage, inden hun mødes med sit match.

»Det skal gå rimelig hurtigt, så jeg ikke når at opbygge en masse forventninger. Jeg har mødtes med nogle, hvor jeg i løbet af 30 sekunder har kunnet mærke, at kemien slet ikke var der, og så er det også rart, at en kaffedate højst tager et par timer,« siger hun.

Dette er afgørende, når man dater online

Ikke de store forventninger
Kaffedates står ikke kun øverst på listen hos de danske singler, der bruger appdating i jagten på den store kærlighed. Det gør det også hos Peter Sørensen, som Søndagsavisen møder en torsdag aften til speeddating på Frederiksberg.

Efter mange år som single er han i løbet af de seneste tre år stille og roligt begyndt at gå på date for at se, om der også findes en kvinde til ham.

»At starte med en stor middag er no go. Det er den relation, man har – eller mangel på samme – for skrøbelig til. Jeg har det bedst med en kaffedate. Det kan være på alt fra en café til McDonald’s på Københavns Hovedbanegård, hvor man tager en kort kop kaffe og siger: ‘Skal vi fortsætte, eller var det det?’« forklarer han.

Peter Sørensen har endnu ikke drukket kaffe med, hvad han vil karakterisere som den helt rigtige, og han prøver at lade være med at have de store forhåbninger til udfaldet af daten.

»Det er noget af det, man lærer ved det her game. Hvis man føler, at det hele svinger, så kan det være svært, hvis den anden ikke har det på samme måde. Så jeg passer på med ikke at have for store forventninger,« forklarer han.

Sådan får du succes med at date

Pas på den blinde passager
Coach og psykolog Thomas Markersen mener, at danske singlers hang til kaffedates kan være udmærket, fordi man hurtigt og effektivt finder ud af, om man matcher. Han advarer dog mod, at der kan snige sig en blind passager om bord.

»Det bliver måske for nemt og uforpligtende, og man kan komme til at fortælle sin underbevidsthed, at det ikke er så vigtigt, fordi det næste møde potentielt kan være fem minutter væk,« forklarer han.

Selvom en kop kaffe kan være en udmærket ramme for en date, anbefaler Thomas Markersen, at man ikke smider al originalitet over bord.

»I stedet for at være en kliché, der bare går en tur rundt om søerne med en kop kaffe, så gør noget originalt, når du skal på date. Tag på kunstmuseum, spil en rolle, og sæt en stemning af glæde og ro, for det smitter af på din dates indtryk af dig,« forklarer han.

Det vil vi gerne gøre på første date med en, vi ikke kender så godt
  • 57 % vil gerne mødes til en kop kaffe eller lignende på en café, hvor man hurtigt kan bryde op, hvis det ikke lige er sagen.
  • 57 % vil gerne mødes til en kop kaffe eller lignende på en café, hvor man hurtigt kan bryde op, hvis det ikke lige er sagen.
  • 44 % vil gerne gå en tur, hvor man får snakket, og hvor man ikke er omringet af andre mennesker.
  • 30 % vil gerne spise en middag, hvor man kan snakke og lære hinanden at kende.
  • 21 % vil gerne mødes på en bar, hvor det ikke er så formelt.
  • 15 % vil gerne lave noget sjovt og anderledes – flødebollekursus, bungeejumping eller lignende, hvor man får en fælles oplevelse, som man kan grine af bagefter.
  • 8 % vil gerne en tur i biografen, så man ikke er tvunget til at snakke sammen hele tiden.

Kilde: YouGov, svar fra 902 danskere, der er single eller har været i et forhold i mindre end seks år

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes