Ekspert: Derfor skal du IKKE bruge mobilen på toilettet

Mange danskere tjekker deres smartphone på toilettet.

Mange danskere tjekker deres smartphone på toilettet.

I en travl hverdag kan en tur på toilettet være en tiltrængt pause, hvor man for en stund kan sikre sig fred og ro uden at blive forstyrret af ægtefælle eller børn.

Vi er dog ikke helt alene på toilettet. Mange hiver mobilen op af lommen, før bukserne ryger ned om anklerne, og bagdelen placeres solidt på brættet.

Der er dog god grund til at lade mobilen være i fred, hvis man skal tro en ekspert i afhængighed af smartphones.

»Det gælder om at slappe helt af og overgive sig til indvoldenes vold,« siger psykolog Morten Fenger, der er forfatter til bogen ‘Når mobilen tager magten’.

Han forklarer, at det er udsigten til belønning ved at holde os opdateret og følge med på de sociale medier, der gør os afhængige af at være online på mobilen – også ude på toilettet.

»Den ene grund til, at vi tager telefonen med ud på toilettet, er adfærdsbelønning. Hjernen belønner os ved at udløse dopamin, når vi bruger vores smartphone,« siger Morten Fenger.

En ud af syv har en farlig mobilvane

Ro til at holde sig opdateret
Samtidig frygter vi at blive koblet af og gå glip af noget, så vi trykker løs i begge ender. At blive udelukket af det sociale fællesskab er evolutionært livstruende, forklarer psykologen:

»Toilettet er den sidste bastion, hvor man kan være i fred. I dag tager man sin telefon med derud, da man derved får ro til at svare på beskeder og samtidig kan holde sig opdateret på de sociale medier.«

En YouGov-undersøgelse fra 2016 viser, at over halvdelen af danskerne tager deres smartphone med, når de går på toilettet.

»Vi har altid taget ting med ud på toilettet. Før var det et dame- eller Anders And-blad, men i dag er det en mobiltelefon, man tager med derud,« siger Jacob Brøndum Pedersen, der er medstifter af Center for Digital Dannelse i København.

Studie: Mobilsmarte fodgængere er til fare for trafikken

Han kan ikke se noget forkert i, at man bruger telefonen ude på toilettet.

»Hvis du endelig skal tjekke mobilen, så er det et godt sted. Hellere gøre det ude på toilettet, end når du sidder og er sammen med dine børn,« siger Jacob Brøndum Pedersen.

Og hvis du husker ordentlig håndhygiejne, er det faktisk ikke sundhedsskadeligt at tage mobilen med på det lille hus, forklarer Rie Mikkelsen, der er hygiejnesygeplejerske på Hvidovre Hospital.

»Man skal sørge for at lægge smartphonen i lommen, inden man tørrer sig forneden, og først tage den op igen, når man har vasket hænderne,« siger Rie Mikkelsen.

Den mentale hygiejne lider
Den mentale hygiejne lider dog, hvis man trykker på telefonen under toiletbesøget. For jo mere du er online, jo sjældnere har du mulighed for virkelig at koble af og være dig selv, lyder budskabet fra Morten Fenger.

»Telefonen giver os nok et lille kick af dopamin i hjernen, men den kropslige fornemmelse og glæden ved at tømme tarmen forsvinder, hvis man er digitalt fraværende på toilettet,« siger han.

Dét irriterer os mest ved vores smartphones

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes
1