Sådan kommer du af med dit overforbrug

Slik til aftenhyggen, en ekstra portion aftensmad, et glas rødvin for meget eller liiige et afsnit mere af den nyeste serie på Netflix, selvom du skal tidligt op på arbejde.

Der er masser af fris­telser i hverdagen, og et flertal har svært ved at stå imod. Hele 65 procent af danskerne mener selv, at de har et usundt eller overdrevet forbrug af alt fra slik og chips til tv og smartphones. Det viser en undersøgelse, som YouGov har foretaget for Søndagsavisen.

»Vi befinder os et sted i verden, hvor vi har så mange ressourcer og muligheder, at vi ikke kan få nok. Alt er bygget op om, at vi skal have mere og mere hele tiden, så overforbrug bliver normalt,« forklarer Imran Rashid, der er speciallæge og stifter af foredragsvirksomheden Sunddigital.dk.

Så meget betyder sovevaner for, om dit barn bliver overvægtigt

Noget af det, flest af os har problemer med, er vores indtag af mad.

»Vi mærker konsekvensen hurtigt i form af fedme eller træthed. Vi bliver ret hurtigt bevidste om, at det er for meget, og det gør vi måske ikke med andre ting som smartphones,« siger Martin Kreutzer, personlig træner og ernæringsekspert hos Bodycomp.

»Vi lever i et overflodssamfund på alle områder, og det betyder, at det bare ligger til os at være storforbrugere af stort set alt. Kan vi overforbruge, så gør vi det,« siger han.

Overvægt skyld i kræfttilfælde


27 % har et overforbrug af slik, chips og/eller chokolade

Martin Kreutzer, forfatter, personlig træner og ernæringsekspert hos Bodycomp:

»Vi spiser ofte de her søde sager imod vores inderste ønske. Det er den slags, der ryger ind, når paraderne er nede. Lige i det sekund, vi spiser det, giver det tilfredsstillelse og tankemæssig flugt, men det bliver hurtigt afløst af fysisk og psykisk lede. Det giver dårlig samvittighed, fordi vi egentlig ikke ønsker at spise for meget af det, og det har sundhedsmæssige konsekvenser.«

»Der er sindssygt mange kalorier i de her ting, så det er en stor del af forklaringen på, at halvdelen af Danmarks befolkning er overvægtige. Den overvægt udløser fem gange forhøjet risiko for sukkersyge, og generelt åbner det for alverdens livsstilssygdomme. Det er alt fra gigt og kræft til hjerte-kar-sygdomme og diabetes.«

Sådan slipper du for din trang til sødt, salt og fedt

Sådan skrotter du overforbruget
  • Vanebrud er afsindig vigtigt her. Du skal bryde de uhensigtsmæssige koblinger, der fører dig hen til et overforbrug af søde sager.
  • Du skal ikke handle på de tidspunkter, hvor paraderne er nede, og du bliver påvirket af tilbud og lyst – oftest på vej hjem fra arbejde, eller når du er sulten. Lad være med at købe slik til weekenden mandag, hvis du spiser det onsdag og er ‘nødt til’ at købe igen fredag. Lad være med at sidde i sofaen og stene hver aften, hvis det ofte er der, du henter slikket ude i skabet. Gå i stedet en tur, eller læs en bog. Bryd de vaner, der ofte ender med slik.
  • Køb strategisk ind en gang om ugen, så du undgår fristelser i supermarkedet. Lav en regel om, at du kun spiser slik i weekenden. Til at starte med er det en kold tyrker, men efter noget tid bliver det en leveregel.

Kilde: Martin Kreutzer,


21 % har en overdreven brug af smartphones

Imran Rashid, speciallæge på Aleris Hamlet og forfatter til bogen ‘SLUK – kunsten at overleve i en digital verden’:

»Med smartphone-teknologien har man hacket nogle sårbarheder i hjernen ved at bygge det op om algoritmer, der konstant viser dig noget, du interesserer dig for. Du bliver belønnet med dopamin i hjernen, lige så snart du tager den frem, og der opstår over tid en kraftig tilknytning mellem hjerne og smartphone.«

»Det er et problem, når man får en impulsdrevet smartphone-adfærd. Det bliver et konstant benspænd, som kan forhindre dig i at være en god far, være nærværende eller lave dine lektier, fordi forventningen om, hvad der mon gemmer sig på smartphonen, hele tiden bryder ind.«

»Det forstyrrer vores søvn, og det frarøver vores hjerne pauser. Vi forholder os hele tiden til den her smartphone og bearbejder konstant informationer, fordi vi langsomt tilvænnes denne konstante distraktion. Speederen er hele tiden i bund, men vi får ikke tanket op, og det kan for eksempel bidrage til stress og mental træthed.«

Her er tegnene på, at du bør slukke din smartphone

Sådan Skrotter du overforbruget

Jeg har tre vigtige råd.

  • Få telefonen ud af soveværelset, og køb et vækkeur. Du får ikke restitueret din hjerne ordentligt, når den ligger ved siden af din seng.
  • Fjern notifikationer fra alle de apps, der styres af opmærksomhedskrævende algoritmer, så din smartphone ikke hele tiden kalder på dig og frister dig til at bruge den.
  • Når du er sammen med andre mennesker, så vælg dem til ved at sætte din telefon i flytilstand. Der er noget galt, når vi kun slukker telefonen, når vi sidder 10.000 meter over jordens overflade. Sluk telefonen, og vælg nærværet med venner og familie til.«

Kilde: Imran Rashid


20 % har et overforbrug af mad 

Martin Kreutzer, forfatter, personlig træner og ernæringsekspert hos Bodycomp:

»Det starter ofte med, at vi stiller gryderne ind på bordet. Så er man bevidst om, at der er masser af mad, og så spiser man, til man er knaldmæt. Vi vil ikke smide det ud, og vi elsker at spise, så vi trækker glæden ud ved at tømme gryderne og skovler hurtigt tre portioner ind, for vi skal jo nå det, før det bliver koldt.«

»Vi propper os, og det har konsekvenser med det samme. Når vi overspiser, kommer der et energidyk. Vi kommer ind i de her møgtimer, hvor vi intet orker og derfor ikke får ryddet op eller vasket tøj. Det bliver en stopklods, som skubber opgaverne til næste dag og lægger mere stress og pres på.«

»Sundhedsmæssigt er det skidt, fordi det kan udvikle sig til fedme, der senere kan medføre en lang række livsstilssygdomme.«

Ernæringsekspert: Så let taber du 3 kilo

Sådan Skrotter du overforbruget
  • Det første skridt er at lave mindre mad. Det værste, der kan ske, er, du laver for lidt, og lidt senere på aftenen må supplere med lidt mysli eller yoghurt. Skal I have et kyllingebryst hver, så steg kun to kyllingebryster, for så opstår der ikke nogen fristelse, hvor man pludselig bestemmer sig for ikke at gemme det til dagen efter alligevel.
  • Og så er portionsanretning nøglen her. Gør, som om I er på restaurant. Anret en lækker tallerken i køkkenet, så der kun er den ene tallerken mad. Man spiser langsommere, nyder maden mere og tygger af munden. Vil I lave større portioner til senere på ugen, så pak det ned med det samme, før I serverer aftensmad.

Kilde: Martin Kreutzer


14 % har et overforbrug af enten tv eller streamingtjenester

Claus Bülow Christensen, digital analytiker og ekspert i streaming og tv hos TomorrowsNextMedia Consultancy:

»De fleste tv-programmer og serier på streamingtjenester er bygget op om gennemprøvede psykologiske mekanismer, som fastholder os. De lever af, at vi følger med og vil have mere. Og det virker. Vi bekymrer os om figurernes skæbne. Vi vil vide, hvordan det går dem. Om det er karakterer i en serie eller ‘Den store bagedyst’, så udvikler vi empati for dem og bliver grebet af at se, hvordan det går.«

»Oftest går det ud over nattesøvnen, når man har et overforbrug. Der er mange, der ender med at se serier til ud på natten, for det er der, vi har ledige timer. Det giver et underskud af hvile. Nogle bliver så afhængige, at de forsømmer venner og bekendte og endda pjækker fra arbejde. Flere studier har vist, at et ukontrolleret overforbrug går ud over vores sindstilstand og kan udløse depression.«

Sådan kan du spare tusindvis af kroner på tv og streaming

Sådan Skrotter du overforbruget

Vågner du op en dag og kan se, at det her har taget overhånd, så er der to veje:

Enten tager du en kold tyrker, hvor du opsiger dine abonnementer og afskærer dig selv fra det her.

Eller også kan du skabe et filter, hvor du udvælger konkrete ting, du gerne vil se, og begrænser mængden af tid, du bruger hver dag. Det kan være ved at sige, at du kun bruger et vist antal minutter på det om dagen.

Kilder: Claus Bülow Christensen


13 % har et overforbrug af sociale medier

Imran Rashid, speciallæge på Aleris Hamlet og forfatter til bogen ‘SLUK – kunsten at overlege i en digital verden’:

»Sociale medier har bygget deres platforme op om et basalt menneskeligt behov – social anerkendelse. Hver gang vi for eksempel går ind på Facebook, får vi en digital sukkerknald på grund af forventningen om, hvad der mon venter. Der er altid noget, der er relevant for dig, og derfor bliver vi langsomt afhængige af at følge med. Ikke på grund af det, vi finder der, men på grund af det, der kunne være der.

Vi er gearet til at søge social anerkendelse, og den jagter vi konstant. Det går op i ‘lille spejl i lommen der, hvem har fået flest likes her?’ Det handler om os selv igen og igen, og hvis ikke du træner hjernen til at sige nej, så bliver dit udgangspunkt, at alt skal handle om dig.

Din empati visner, din evne til at fordybe dig bliver svækket, og din evne til at tilsidesætte egne behov forsvinder. Du bliver simpelthen mere egoistisk og selvoptaget – måske uden at opdage det.«

Forsker: Facebook kan føre til en global epidemi af psykiske lidelser

Sådan Skrotter du overforbruget

»Man skal være enormt kritisk over for, hvad man bruger sociale medier til. Man skal simpelthen træne sig selv i kun at bruge dem til helt specifikke formål og på den måde afgrænse, hvornår man bruger dem. Sluk notifikationer, så de sociale medier ikke hele tiden kalder på dig. Du skal selv vælge aktivt, hvornår du har behov for at gå på sociale medier.«

Kilde: Imran Rashid

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes
1