Netflix indleder offensiv mod biografer

Netflix er ikke kommet så godt fra start med deres

Netflix er ikke kommet så godt fra start med deres "Netflix Originals"-film, der får dårlige bedømmelser på IMDb.

Det skal ikke længere være nødvendigt at gå i biografen for at se de nyeste og største film – i hvert fald ikke, hvis det står til Netflix.

Den verdensomspændende streamingtjeneste investerer nu så massivt i at producere spillefilm, at Netflix’ brugere det kommende år alene vil få 80 filmpremierer direkte ud i stuerne.

Traditionelt bliver nye film vist i biograferne i tre-fire måneder, før de sendes videre ud til det brede publikum. Netflix springer biografleddet over og sender filmene direkte ud til deres knap 120 millioner abonnenter.

Så sløjt er Netflix’ filmsats kommet fra start

Kan blive alvorlig konkurrent
»Det er en voldsom udfordring for biograferne. Streamingtjenester er allerede en stor konkurrent, fordi de tager så meget af vores tid. Der er så meget godt indhold på en tjeneste som Netflix, at mange bliver hjemme i sofaen. Nu vil de så flytte store filmpremierer fra biografen hjem i stuen. Det er et markant tiltag, og de har enorme muskler,« forklarer Claus Bülow Christensen, digital analytiker for Tomorrows-NextMedia.

Netflix’ offensiv er sat ind med store armbevægelser. I slutningen af 2017 lancerede de filmen ‘Bright’ med blockbuster-skuespilleren Will Smith i hovedrollen.

Reklamekampagnen op til premieren lignede en traditionel kampagne for en stor biograffilm, hvorefter den blev sendt direkte ud på Netflix.

Klar til reklamer i Netflix-serier

Et par måneder senere annoncerede Netflix så pludselig i et reklamespot under Super Bowl, at filmen ‘The Cloverfield Paradox’ ville være tilgængelig på Netflix efter kampen.

De to foregående ‘Cloverfield’-film havde været biografhit, så det var en stor overraskelse.

»De har virkelig gjort meget ud af at opreklamere det her. Det er en del af Netflix’ strategi, hvor de meget gerne vil fortælle historien om, at de er en ustoppelig kraft, der bare buldrer derudad,« siger Rasmus Larsen, redaktør på FlatpanelsDK.

Han tror, at Netflix kan udfordre biograferne på sigt.

»Nu har de ikke været i gang med film særlig længe, så de skal vurderes på den lange bane. De er fortsat meget stærkere på serier end film. Men det her kan sagtens blive et problem for biograferne. Det kan blive en alvorlig konkurrent, hvis Netflix kan hæve niveauet og producere film, der er lige så gode som deres serier,« siger Rasmus Larsen.

Smugler du også slik ind i biografen?

»Meget hård retorik«
I USA har Netflix’ satsning udløst en hård krig på ord mellem Netflix og den amerikanske biografbranche.

Netflix’ direktør, Reed Hastings, udtalte i starten af 2017, at biografernes største fornyelse de seneste 30 år har været, at popcornene smager lidt bedre. Netflix vil nu frigøre filmene fra biografernes greb, sagde han til magasinet Variety.

I Danmark ryster Kim Pedersen, formand for Danske Biografer, på hovedet.

»Der har været en meget hård retorik og en del provokation. Men der er ikke noget, der tyder på, at det her bliver en direkte konkurrent til biograferne. Biograferne har indtil videre været upåvirkede af streamingtjenester, så jeg kan ikke se, at det skulle betyde noget,« siger Kim Pedersen.

Biograf- og koncertoplevelser koster danskerne dyrt i gebyrer

Han mener ganske enkelt ikke, at Netflix har formået at sætte noget op, der kan konkurrere med biograferne.

Han peger på, at der hvert år sendes 9.000 spillefilm ud på verdensplan, og at Netflix’ 80 om året er »en dråbe i havet«.

»Jeg ser ikke noget nyt i det her. Der har altid været film, som er mislykkedes, og som så ryger direkte ud på video eller dvd. Nu er det så direkte ud på streamingtjenesterne. Indtil videre har det mest været film, der ikke har biografpotentiale, som er endt på Netflix. Så jeg kan ikke se, at det skulle blive et problem,« siger Kim Pedersen.

Billetpriserne er løbet løbsk i biograferne: Se prisudviklingen her

Netflix Originals-film

Netflix Originals er film, der enten finansieres og/eller distribueres af Netflix. Der er flere modeller:

  • Netflix betaler manuskriptforfatter og instruktør for at udvikle og instruere film fra bunden. De betaler alle udgifter, er producer og sender udelukkende filmen ud på Netflix.
  • Netflix køber rettighederne til at vise en film eksklusivt i nogle lande. Eksempelvis har filmen ‘Annihilation’ kørt i amerikanske biografer. I resten af verden sendes den udelukkende ud på Netflix.
  • Et produktionsstudie i USA betaler for udvikling og instruktion af film. Netflix køber efterfølgende rettighederne til filmen og sender den udelukkende ud på Netflix’ tjeneste.
  • Generelt har Netflix ikke haft samme held med deres film som med andre genrer endnu. De knap 80 Netflix Originals-film, der hidtil er udsendt, har en gennemsnitlig score på 6 på IMDB. Til sammenligning har deres serier en gennemsnitlig score på 7,8.
    Netflix har allerede haft navne som Jake Gyllanhall, Jared Leto, Will Smith, Joel Edgerton, Idris Elba, Brad Pitt, Natalie Portman og andre fremtrædende skuespillere på rollelisten i deres film. De har allerede nu annonceret flere store projekter det kommende år. Blandt andre med instruktøren Martin Scorcese og skuespillere som Robert di Niro, Al Pacino og Jake Gyllenhaal.

Kilde: Netflix, Søndagsavisen, Variety

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes
1