Så sløjt er Netflix’ filmsats kommet fra start

Generelt har niveauet ikke været imponerende. Anmelderne har slagtet filmene, og brugerne har gennemsnitligt vurderet de 13 film til en karakter på 5,9 ud af 10 på den brugerbaserede side IMDB.

De to største titler, ‘Bright’ og ‘The Cloverfield Paradox’, har scoret henholdsvis 6,4 og 5,6 på IMDB. Det tvivlsomme niveau har fået flere internationale medier til at kritisere Netflix og pege på, at det kan ende med at udvande troværdigheden af ‘Netflix Originals’.

»Der skal mere til, hvis det skal få folk til at blive hjemme i stedet for at gå i biografen. Men som abonnent tror jeg godt, at folk kan acceptere niveauet, fordi de føler, at de generelt får en god handel hos Netflix,« siger Rasmus Larsen, redaktør på FlatpanelsDK.

Netflix indleder offensiv mod biografer

Ville gå direkte på dvd
Netflix selv har oplyst, at deres film er blevet set af mange brugere, og at ‘Bright’ slog seerrekord. Alligevel mener Claus Bülow Christensen, digital analytiker hos TomorrowsNextMedia, at der er lagt op til selvransagelse hos Netflix.

»Jeg tror ikke, de er glade for, at deres film har fået så dårlige anmeldelser og generelt ikke er særlig vellykkede. De må jo vide, at det ikke har været supergodt. Jeg tror helt sikkert, at det er ambitionen, at det bliver bedre på sigt,« siger Claus Bülow Christensen.

Test: Få biograflyd hjem i stuen

Han mener, at det simpelthen går for stærkt med producere filmene.

»En del af deres strategi er jo, at de skal levere nye ting til deres brugere hele tiden. Så det er et issue, at de får produceret for meget på for kort tid, og at det går ud over kvaliteten. Der er en del af det, der ville ryge direkte på dvd i gamle dage, og det er ikke det, der er deres ambition,« siger han.

Formanden for Danske Biografer, Kim Pedersen, er ikke overrasket. Han mener, at Netflix er langt fra at nå det niveau, de har ramt på deres serier.

»Det er lidt som at overdrage et amerikansk studie til nogle, der ikke aner noget om film. De vil begå fejltagelser, og det er også det, de har gjort indtil nu. På et tidspunkt skal de nok ramme noget, når de skyder løs. Men de har ikke gjort den forskel, de havde håbet på.«

Sådan kan du spare tusindvis af kroner på tv og streaming

Netflix Originals-film

Netflix Originals er film, der enten finansieres og/eller distribueres af Netflix. Der er flere modeller:

  • Netflix betaler manuskriptforfatter og instruktør for at udvikle og instruere film fra bunden. De betaler alle udgifter, er producer og sender udelukkende filmen ud på Netflix.
  • Netflix køber rettighederne til at vise en film eksklusivt i nogle lande. Eksempelvis har filmen ‘Annihilation’ kørt i amerikanske biografer. I resten af verden sendes den udelukkende ud på Netflix.
  • Et produktionsstudie i USA betaler for udvikling og instruktion af film. Netflix køber efterfølgende rettighederne til filmen og sender den udelukkende ud på Netflix’ tjeneste.
  • Generelt har Netflix ikke haft samme held med deres film som med andre genrer endnu. De knap 80 Netflix Originals-film, der hidtil er udsendt, har en gennemsnitlig score på 6 på IMDB. Til sammenligning har deres serier en gennemsnitlig score på 7,8.
    Netflix har allerede haft navne som Jake Gyllanhall, Jared Leto, Will Smith, Joel Edgerton, Idris Elba, Brad Pitt, Natalie Portman og andre fremtrædende skuespillere på rollelisten i deres film. De har allerede nu annonceret flere store projekter det kommende år. Blandt andre med instruktøren Martin Scorcese og skuespillere som Robert di Niro, Al Pacino og Jake Gyllenhaal.

Kilde: Netflix, Søndagsavisen, Variety

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes
1