Drivhuseksperten: 3 ting, du skal vide om drivhuse og orangerier

Drømmer du også om at høste solmodne tomater fra dit eget drivhus og forlænge sæsonen, hvor du kan opholde dig i det grønne? Så tjek de gode råd om drivhuse fra Jan Brouer, som er teamleder i drivhusfirmaet Willab Garden.

Artiklen er en del af serien “3 ting du skal vide …”, hvor erfarne fagfolk fortæller om nogle af de spørgsmål og udfordringer, de typisk møder.

Få eksperternes bedste tips og se, hvad du gør klogt i at overveje, inden du hyrer professionel hjælp til indretning og installationer i dit hjem.

1. Lille drivhus eller stort drivhus?
Vil du dyrke planter eller bruge dit drivhus som opholdsrum? Mange vil gerne have mulighed for begge dele, og det stiller nogle krav til rummeligheden.

Skal der være plads til både planter, bord og siddepladser, så vælg et drivhus på mindst 10 kvadratmeter.

Højden på siderne i drivhuset har også indflydelse på, hvor rummeligt det er. Er siderne omkring 1,80 meter høje, kan de fleste stå oprejst i hele drivhuset. Små drivhuse med lave sider er ikke egnede som opholdsrum – det føles snarere, som om man tager dem på.

I et stort drivhus er det en fordel at have flere døre. Så er det mere tilgængeligt og lettere at lufte ud.

Læs også på Houzz.dk: Derfor skal du indrette haven ligesom boligen

2. Tænk på lys og placering af drivhuset
Hvis dit drivhus også skal bruges som opholdsrum, er det en god idé at have det i nærheden af boligen, for eksempel på terrassen. Så er det nemt at komme til og fra, og du kan let trække el til en terrassevarmer eller kaffemaskine.

Jeg har oplevet eksempler på, at folk har placeret et drivhus i havens fjerneste hjørne, hvor der er en skøn udsigt.

Udsigten er der stadig, men drivhuset får de aldrig brugt, fordi det er lidt bøvlet at komme til. Skal drivhuset kun bruges til dyrkning, er det oplagt at have det i nærheden af køkkenhaven, hvis du har sådan en.

Hvis du vil dyrke planter i dit drivhus, nytter det ikke at stille det i fuld skygge. De fleste planter kræver lys og sol for at kunne gro. Det er bedre, at drivhuset får sol.

Så kan du selv tilføre skygge, hvis solen er for kraftig. Det kan for eksempel gøres med skyggegardiner, skyggepasta på ruderne eller plader af polycarbonat, som har den ekstra fordel, at de holder på varmen, så vækstsæsonen bliver længere.

3. Fundament og fingersnilde
Du kan vælge et støbt fundament til dit drivhus eller en aluminiumsokkel med nedstøbninger i hvert hjørne. Glem alt om bare at stille drivhuset op uden nogen form for forankring – du risikerer, at det flyver væk i blæsevejr. Det har jeg set ske flere gange, siger Jan Brouer.

Det kræver lidt håndelag, men det er ikke umuligt at samle et drivhus selv. For nogle er det især en udfordring, at drivhusets skelet, døre og vinduer skal passe nøjagtigt og være helt i vater. Har du ikke mod på opgaven, kan du hyre fagfolk til at klare den.

Se også på Houzz.dk: Forår i den lille have – sådan indretter du den bedst

Jeg bliver altid spurgt, om der er forskel på et drivhus og et orangeri. Betegnelserne bliver brugt på kryds og tværs i dag, men et drivhus er typisk uopvarmet, mens et orangeri er en opvarmet bygning med fundament til vinteropbevaring af sarte planter. Hvis det lyder som noget, man har haft på slotte og herregårde, er det helt rigtigt.

Et råd, som mange bliver glade for, er at spørge de lokale myndigheder – typisk kommunen – inden du bygger et drivhus.

Ofte kan man nøjes med at anmelde byggeriet uden at søge tilladelse, men der kan være lokalplaner med særlige krav eller begrænsninger, som skal overholdes.

Læs også på Houzz.dk: Skab en hyggelig oase i dit drivhus

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes
1