Oplevelser i byen
Nyheder, debat og guides fra København
Lokale ugeaviser
Københavns erhvervsavis

Ekspert: Remoulade passer til leverpostej

Fem procent af danskerne putter remoulade på leverpostejen.

Fem procent af danskerne putter remoulade på leverpostejen.

De fleste kender nok til at komme et par skiver agurk eller rødbede på leverpostejmaden – eller bacon, hvis der skal være fest. De tre er også de mest populære toppings, viser en YouGov-undersøgelse for Søndagsavisen.

Undersøgelsen viser også, at omkring hver 20. oftest topper leverpostejen med remoulade, og at cirka hver 20. helst vil have mayonnaise på.

»Det er direkte umoralsk,« lyder en af reaktionerne på Reddit.com, hvor en af brugerne stiller spørgsmålet: »Er det normalt at putte remoulade på leverpostej?«

»Der er et eller andet galt i landet, hvis det skulle være tilfældet,« svarer en anden bruger.

Men det er ikke holdningen hos Michael René, der er brugt som smagsdommer i en række medier, og som netop har skrevet bogen ‘Sensorisk teori, metoder og øvelser’.

»Jeg har selv helt fra barn spist remoulade på leverpostej. Jeg oplever ofte, at folk rynker på næsen og siger ‘ad’ eller bare bliver meget overraskede. Men mayonnaise og remoulade er overset tilbehør til leverpostej,« siger Michael René og forklarer, hvorfor det – også sensorisk set – giver god mening.

Her er forskellen på unges og ældres mad

Forskel på generationer

Der er forskel på, hvad de 18-29-årige og dem over 60 vil have på leverpostej:

  • Syltede rødbeder er mere end dobbelt så populære hos de ældre.
  • Syltede agurker, sky og asier er også klart mere populært på leverpostejen hos de ældre.
  • Ristede løg er næsten dobbelt så populære hos de yngre.
  • Dobbelt så mange unge foretrækker ikke at have nogen af de foreslåede toppings på.

Syre er godt til leverpostej
»Det succesfulde måltid indeholder grundsmagene salt, sødt, surt, bittert, umami og fedt og har også både noget blødt og hårdt eller sprødt i konsistensen. Leverpostej har i sig selv mange af tingene – primært umami, fedt og salt – og får rigtig godt modspil af noget syrligt. Både mayonnaise og remoulade har syre og passer derfor godt til leverpostejen. Man mangler så noget sprødt, og her vil jeg anbefale et friskbagt rugbrød med sprød skorpe,« siger han og tilføjer:

»Sensorisk giver det jo heller ikke mening, hvis man ikke kan spise remoulade på leverpostej, når man kan på spegepølse. De er begge domineret af salt og kødsmag.«

Michael René nævner også syren som grund til, at agurk og rødbede er blevet så populære på netop leverpostej.

Hos leverpostejproducenten Stryhn’s vil marketingchef Peter Kreutzfeldt ikke gøre sig til dommer over, hvad folk spiser på deres leverpostej.

»Men jeg har godt hørt om syltetøj, mayonnaise og remoulade som topping. Jeg synes, det er fint, at man gør sin leverpostejmad personlig. Vi kan da håbe, at det får folk til at spise mere leverpostej, når maden kan varieres på alle mulige måder,« siger han.

Stryhn’s foreslår på hjemmesiden, at man kan komme revet blomkål på – eller jordskok og spinat.

»Vi har produktudviklere og kokke, der hjælper os med at udvikle nye produkter og give inspiration. I en travl hverdag vil folk gerne inspireres, især til sunde toppings. Danskerne er ret konservative i valget af leverpostej, som oftest er original eller bacon­leverpostej. Men der er lidt større spændvidde i, hvad vi kommer ovenpå,« siger Peter Kreutzfeldt.

Hvad er bedst på leverpostej

Hvad spiser du oftest oven på din leverpostej?

  • Agurk 41 %
  • Syltet rødbede 37 %
  • Bacon 18 %
  • Ristede løg 14 %
  • Syltet agurk/cornichon 12 %
  • Sky 8 %
  • Agurkesalat 8 %
  • Saltkød 7 %
  • Rødkål 7 %
  • Asie 7 %
  • Champignon 6 %
  • Rå løg 5 %
  • Remoulade 5 %
  • Mayonnaise 4 %
  • Tomat 3 %
  • Karse 2 %

Kilde: YouGov for Søndagsavisen, 1.010 svar

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes