Tre fødevarer, vi (næsten) ikke kan huske at have levet uden

Smørbare blandingsprodukter: Husker du tiden før Kærgården?

I april 1990 landede et helt nyt og ukendt fænomen på danskernes morgenborde. Indtil da måtte man vælge, om smørret på rundstykket skulle være blødt og gult, fordi det stod ved stuetemperatur, eller stenhårdt fra køleskabet.

Kærgården var det første blandingsprodukt, der var smørbart fra køleskabet uden at smage af margarine. Men blandingen af smør og olie var dengang forbudt, og Kærgården startede sin tilværelse med både at blive politianmeldt og få kritik for ikke at være rigtigt smør.

Der gik dog ikke mere end 15 måneder, før salget af Kærgården overhalede Lurpak-smør. I 2004 var salget af Kærgården i Danmark fem gange større end salget af Lurpak-smør. Siden har en række andre smørbare produkter som Bakkedal og økologisk Kærgården set dagens lys.

Kilde: Arla


Minimælk: Valget stod mellem skummet- og letmælk

I 2001 kom en ny mælketype på markedet. Indtil da havde man kunnet vælge mellem letmælk og skummetmælk, men minimælken havde smag som letmælk og et fedtindhold, der med 0,5 procent var næsten lige så lavt som skummetmælk.

Allerede i 2004 overhalede minimælken letmælken som den mest solgte. I dag er den halvanden gang større end letmælken på andenpladsen.

Hvert år drikker vi 150.661.680 liter minimælk i Danmark.

Kilder: Arla, ‘Danskernes mad’ af Anne Glad


Sukkerfri sodavand

Coca-Cola blev opfundet i 1886 og kom til Danmark i 1935. Men der gik næsten 50 år, inden en lettere udgave kunne købes i Danmark. Det skete i 1983 med Coca-Cola Light. Den er i dag mange steder afløst af Coca-Cola Zero, som først kom på det danske marked i 2007 og i starten blev markedsført til unge mænd.

De mest solgte sodavand i Danmark er:
– Coca-Cola 28,1 %
– Pepsi Max 12,9 %
– Faxe Kondi 10 %
– Coca-Cola Zero 9,9 %
– Pepsi 3,4 %
– Faxe Kondi Free 2,4 %

Kilder: Coca-Cola, Pepsi og Nielsen Dagligvareindeks, uge 39, 2016

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes
1