Her sælges husene hurtigst

Ikke desto mindre er det på Vestegnen, at det i år er gået hurtigst med at få husene solgt. Det viser helt nye tal fra Boliga.dk.
I første halvår er villaerne og rækkehusene i Albertslund og Glostrup nemlig solgt på henholdsvis 70 og 72 dage – altså hvad der svarer til lige omkring to en halv måned. Og det er landets hurtigste salgstid.
– Mange af køberne, vi ser, er også opvokset i området og vil gerne tilbage. De kommuner, jeg repræsenterer, er også markant billigere end Hvidovre, Rødovre og længere inde mod København, hvilket gør, at køberne får mere for penge, siger ejendomsmægler Charlotte Normann, der er indehaver af Home Vallensbæk – Brøndby Strand.
– Med de seneste stramninger på udlån i Storkøbenhavn, kan vi godt mærke, at køberne ikke kan låne det samme som før.
I den modsatte ende af skalaen – og landet – har det taget 401 dage at få husene i Lemvig Kommune solgt.
Den gennemsnitlige salgstid på godt ét år og en måneds tid gør Vesterhavs-kommunen til det sted i landet, hvor køberne har været længst tid om at slå til. Også på Lolland og Ærø har sælgerne skulle væbne sig med en ganske stor portion tålmodighed. I begge kommuner lyder den gennemsnitlige salgstid nemlig også på lige omkring et år.
5.000 eller 25.000 kroner
Det er næppe kvadratmeterpriserne, der har fået køberne i Lemvig og på Lolland og Ærø til at bruge ekstra lang tid på at træffe investerings-beslutningen.
Kommunerne er nemlig alle at finde blandt de fem steder i landet, hvor én hus-kvadratmeter har kostet mindst.
Lolland Kommune fører an med en gennemsnitlig salgskvadratmeterpris i første halvår på lige godt 4.608 kroner – hvilket svarer til, at et gennemsnitligt hus på 120 kvadratmeter er gået for godt 550.000 kroner.
– En af udfordringerne er, at udbuddet er forholdsvist stort. Det er faldet lidt henover 2017 og starten af 2018, men nu er udbuddet steget lidt igen. Det er muligvis fordi der, trods udfordringerne, er en mere positiv stemning hernede, og folk har tænkt, at de skal sætte til salg nu, siger Jakob Døring, der er ejendomsmægler hos Home Lolland.
Regner man den anden vej, giver 550.000 kroner ikke adgang til helt så mange kvadratmeter i landets hurtigst sælgende kommuner.
I Glostrup og Albertslund har kvadratmeterne nemlig stået huskøberne i henholdsvis 27.576 og 22.183 kroner pr. styk i årets første halvdel. Dermed er størrelsesordenen på de huse, man kan få for en god halv million kroner på Vestegnen i den ende, man godt kan tillade sig at kalde småhuse.

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes