Pristest: Her er de billigste brændepriser i 2018

Der er stor forskel på brændepriserne. Tjek priserne på bøg, ask, birk, blandet løv og eg.

Der er stor forskel på brændepriserne. Tjek priserne på bøg, ask, birk, blandet løv og eg.

Der er mange penge at spare, hvis du skal købe brænde. Det viser en stor test af priser på brænde, som Bolius har lavet i uge 39 i september 2018. Flere af priserne er blevet tjekket igen i uge 40 i oktober 2018 og rettet til.

Bolius har undersøgt priserne for et palletårn ovntørret brænde på 32 hjemmesider, der leverer brænde til hele landet. Vi har tjekket priserne på både bøg, birk, ask, eg og blandet løv. Brændepriserne er inklusive levering.

Der er flest penge at spare på birk – her er der 850 kroners forskel fra den billigste til den dyreste leverandør af et brændetårn ovntørret brænde. Ellers kan du spare 450-509 kr. afhængig af træsort.

Vær opmærksom på, at flere af brændeleverandørerne giver rabat, hvis du køber flere brændetårne.

HVAD ER ET BRÆNDETÅRN?

Et brændetårn eller et palletårn på omkring 1,8 rummeter (m³) består af stablet brænde.

Pristest af brænde 2018

Bolius har undersøgt, hvor du køber det billigste ovntørrede brænde på internettet.

Priserne er pr. palletårn (ca. 1,8 m3) ovntørret brænde på Sjælland, Møn, Lolland og Falster inkl. levering (det er forskelligt fra firma til firma, om brændet bliver leveret til kantsten eller dør). Palletårnene kan variere i størrelse, fx skriver Silvan, at deres palletårne er 1,5-1,8 m3, mens andre angiver, at brændetårnet er ca. 1,8 m3. I Jylland og på Fyn er priserne i mange tilfælde en anelse lavere hvis der er leveringsomkostninger, omkring 100-200 kr. Priserne er indhentet i uge 39 og 40 2018. I det omfang det fremgår af hjemmesiden, er den valgte længde på brændet 25 cm. I skemaet er vi gået efter den laveste pris uden hensyn til fremstillingslandet (brænde fra Danmark er 200-300 kr. dyrere pr. brændetårn). Vi har valgt alm. bøgetræ – ikke avnbøg. Mange leverandører giver rabat, hvis du køber flere brændetårne. En del leverandører har fri fragt. Når der ikke er fri fragt, kan prisen afhænge af vægten på varen – klik ind på den enkelte leverandør for flere detaljer.

Læs hele artiklen her og se sammenligning af priser på ask, birk, blandet løv og på eg.

Brænde “til døren” er ikke altid til døren
Langt de fleste firmaer tilbyder at levere brændet til dit fortov gratis. Priserne i Bolius’ undersøgelse er inklusive levering til fortovet.

Flere skriver, at de leverer brændet “til døren”, men det kan du ikke nødvendigvis tage bogstaveligt. Ofte betyder det blot, at firmaerne sætter det tonstunge brændetårn på fortovet ud for din matrikel.

Har du en lang indkørsel, er du dårlig til bens, eller gider du bare ikke besværet med at slæbe brændet fra fortovet og ind i skuret/garagen/under halvtaget, er det værd at notere sig, hvem der tilbyder transport helt ind, hvor du vil have brændet stående, samt hvor meget det koster.

Husk, at firmaerne er afhængige af, at underlaget er fast, da brændet + gaffeltrucken kan veje 2-3 ton. Derfor fraskriver flere firmaer sig også ethvert ansvar for skader – som fx knækkede fliser – i forbindelse med levering inde på grunden.

Forskel på, hvad der bliver leveret
Det kan også betale sig at tjekke, hvad det enkelte firma leverer. Silvan oplyser fx, at deres brændetårne er 1,5-1,8 m3, mens andre oplyser, at deres brændetårne er ca. 1,8 m3. Hvis Silvan leverer et brændetårn bøg på 1,5 m3 i stedet for 1,8 m3, svarer det til, at prisen stiger fra 2.199 kr. til 2.639 kr.

Hos bilka.dk følger der 3 små sække med optændingstræ med nogle af deres brændetårne. 3 sække har ca. en værdi af 100 kr. Har du alligevel tænkt dig at købe optændingstræ, kan det således betale sig at handle her. Inden for flere træsorter er bilka.dk den absolut billigste, hvis denne besparelse på 100 kr. tages med i betragtningen.

Husk også at være opmærksom på, at du hos nogle firmaer skal bestille minimum to paller for at få dem leveret.

LÆS OGSÅ: Brænde til brændeovne og pejse

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes