Mange danskere fjerner ikke mos i græsplænen

Mange haveejere kæmper med mos i græsplænen. Men fire ud ti vælger at lade mosset ligge.

Det viser en ny undersøgelse, som YouGov har foretaget for Bolius.

Der er heller ikke nogen grund til at fjerne det, forklarer Jesper Carl Corfitzen, haveekspert i Bolius, med mindre man mener, at det er grimt, for mos er ikke nødvendigvis et tegn på, at græsplænen har det skidt.

– Det glæder mig at så få vælger at gøre en egentlig aktiv indsat mod mos i plænen. Min opfordring er, at med mindre du drømmer om en golfgreen, så lad det være. Fjern måske det værste fra tid til anden og smid det på komposten eller læg det i kasser, der står udenfor, så har du dit eget dekorationsmos til jul, siger Jesper Carl Corfitzen.

Mens nogle altså lader mos være mos, er der stadig et flertal, der bekæmper det. Her er der ingen metoder, der skiller sig ud – næsten samme antal fjerner mos med rive, mosfjerner, plæneklipper eller vertikalskærer. Kun få – 7 procent – fjerner mos med pesticider, og det bakker Jesper Carl Corfitzen op om.

– Det er lige så let at fjerne mosset med en rive. Og mos kommer jo igen, hvis du bruger pesticider, og hvis du ikke plejer haven.

Find flere uvildige undersøgelser fra Bolius – Boligejernes Videncenter her

Fjern mos i marts og april
Hvis du vil fjerne mos fra plænen, bør du snart gå i gang, for det er lettest at fjerne i marts og april. I den periode er mospuderne gule, og de sidder ofte løst og kan derfor fjernes let. Du kan dog sagtens fjerne mos hele foråret. Det vigtige er, at der kommer godt gang i græssets vækst, efter at du har fjernet mos. Derfor er sommer eller sent efterår ikke de bedste tidspunkter at gøre det.

Når du har fjernet mos, kan du strø et tyndt lag topdressing til plæner over det sted, hvor der før lå mos, inden du plænelufter området. En topdressing til en gennemsnitlig have består af 2 dele kompostmuld og 1 del sand.

Hvis din græsplæne er stor og/eller hårdt ramt af mos, kan du bruge en vertikalskærer, der fjerner mos og vissent græs og ridser plænen op, så der kommer luft og vand ned til græsrødderne ved at skære riller ned i plænen.

Herefter dækker du området med sand og kompost, og sår nyt reparationsgræs, der er en type græs, som er velegnet til eftersåning af plænen på tynde og åbne områder, hvor det hurtigt kan danne en tæt plæne.

LÆS OGSÅ HOS BOLIUS: Sådan slipper du af med mos i græsplænen

Mænd tager sig af mosset
Ifølge YouGov undersøgelsen for Bolius er det ofte mænd, der fjerner mos i græsplænen, og det er der en historisk forklaring på, påpeger Jesper Carl Corfitzen.

– Den traditionelle arbejdsfordeling har været sådan, at græsklipning og hækklipning har været mandens opgave. Det er også til de opgaver, at der bruges flest redskaber og værktøjer. Det ligger i mandens boldgade, mens der har været andre opgaver til kvinden, siger haveeksperten.

Undersøgelsen viser da også, at mænd i højere grad end kvinder bruger maskiner som vertikalskærer eller plæneklipper til at fjerne mos med.

Ifølge Jesper Carl Corfitzen er det modsat kvinder, der tager sig af stauder og blomster.

– Den fordeling har måske behov for lidt social ligestilling, så manden kan få lov til at lave lidt af det sjove. Så ville plænen måske i sidste ende få det bedre, siger Jesper Carl Corfitzen.

LÆS OGSÅ HOS BOLIUS: Sådan gør du din græsplæne plan

Sådan forebygger du mos
Har du en have, som ligger i skygge, og hvor jorden er fugtig og mangler næring, har mos gode betingelser for at vokse.

Hvis du vil undgå mos i plænen, råder Bolius’ haveekspert derfor til at gøde haven korrekt og bruge plæneklippere med skarpe knive. Plæneklipperen skal indstilles i den korrekte højde, så græsset klippes ned til typisk 4 centimeter. Aldrig lavere, for jo lavere græsset er slået, desto mere sårbar er plænen.

Generelt er det en god idé at plænelufte haven, hvis du vil forebygge mos. Det kan du gøre dels ved at fjerne alt haveaffald fra græsplænen og dels ved at lufte jorden. Det gør du ved at stikke fx en havegreb ned i jorden forskellige steder i plænen, så der kommer luft til rødderne i græsset.

LÆS OGSÅ HOS BOLIUS: Pleje af græsplænen

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

x

Når du tilmelder dig, accepterer du samtidig vores privatlivspolitik.