Ingen har undersøgt, om centre som Sjælsmark får asylansøgere til at rejse hjem

Hensigten med udrejsecentrene Sjælsmark og Kærshovedgård er at gøre forholdene så dårlige, at de afviste asylansøgere, der bor der, bliver motiveret til at rejse hjem.

Politikerne bag antager nemlig, at afviste asylansøgere og andre uden opholdstilladelse ikke vil rejse tilbage til deres hjemlande, fordi de har for gode forhold i Danmark.

Men i modsætning til de fleste andre tiltag, der sættes i værk på det sociale område, er der overhovedet ingen evidens for, at udrejsecentre til afviste asylansøgere har den ønskede effekt.

Det skriver Videnskab.dk.

»Der er reelt ingen forskning på det her område. Det er forbløffende, at man slet ikke har undersøgt, hvad der virker, for politikerne har snakket om motivationsfremmende foranstaltninger i mere end tyve år,« siger Thomas Gammeltoft-Hansen, der er professor MSO i international migrationsret på Københavns Universitets Juridiske Fakultet, Til Videnskab.dk.

Læs også på Videnskab.dk: Data: Her er europæernes præferencer for asylansøgere

Dansk asylpolitik er baseret på antagelser, ikke evidens, vurderer også Martin Bak Jørgensen, der er lektor på Institut for Kultur og Globale Studier på Aalborg Universitet.

»I Danmark bliver politiske beslutninger på det her område truffet ud fra mavefornemmelser, og hvad man føler er rigtigt. I stedet for at kigge på eller bestille ordentlig, uvildig forskning, opretter ministeriet typisk sin egen lille task force, som inddrager undersøgelser, der understøtter de indsatser, politikerne sætter i gang,« siger Martin Bak Jørgensen.

Mens der altså ikke bliver indsamlet videnskabelig dokumentation for, om de danske udrejsecentre får flere til at rejse hjem, er der i den internationale litteratur indikationer på, at det ikke nødvendigvis virker motiverende at gøre forholdene for afviste asylansøgere så ulidelige som muligt, fortæller Thomas Gammeltoft-Hansen.

»Jeg har kigget efter internationale undersøgelser på dette område. Igen mangler der overordnet mere forskning. Der er dog enkelte rapporter, som indikerer, at det om noget kan have en positiv effekt i forhold til frivillig tilbagevenden, hvis afviste asylansøgere og flygtninge, som har fået inddraget deres opholdstilladelse, har haft mulighed for at holde sig i gang, mens de er i Danmark, fremfor blot at sidde passivt hen,« siger han.

Læs også på Videnskab.dk: Parallelsamfund er noget, politikerne har opfundet

Samme vurdering kommer fra forskeren Katrine Syppli Kohl, der i øjeblikket interviewer beboere og personale på danske udrejsecentre i forbindelse med sin forskning.

»Det virker ikke motiverende på dem at opholde sig passivt på et udrejsecenter med så dårlige forhold som muligt. De bliver fysisk og psykisk nedbrudte, hvilket ikke gør det nemmere at rykke teltpælene op og rejse hjem,« siger Katrine Syppli Kohl, der er ansat på VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

Andre artikler på Videnskab.dk:

Migranter og flygtninge – hvad er forskellen?

Afvist: Europæerne gider ikke muslimske asylansøgere

Forskere: Sådan kan vi forhindre flere bådflygtninge-ulykker

Oplevelser i byen
Minby.dk - nyheder fra København
Lokale ugeaviser
Københavns erhvervsavis

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

x

Når du tilmelder dig, accepterer du samtidig vores privatlivspolitik.