Autobrancheekspert om teknologi i nye biler: Man gambler med bilisternes sikkerhed

Med adaptive fartpiloter og automatiske nødbremsesystemer i nutidens biler er avanceret radar- og kamerateknologi i bilens forrude med til at gøre trafikken mere sikker end nogensinde.

Flere og flere biler har behov for grundig kalibrering af udstyr ved reparation, men skal forruden skiftes, er der ingen lovgivning, der stiller krav til, hvordan en ny skal monteres. Kalibreres den indlejrede teknologi ikke ordentligt, kan konsekvenserne dog være fatale.

– I moderne sikkerhedssystemer spiller radarudstyr og kamerateknologi sammen, og det er helheden, der skal fungere. Og hvis dele af bilen, der har med sikkerhedssystemerne at gøre, er blevet udskiftet eller repareret, skal mekanikeren kunne tilgå bilens styreboks for at kunne kalibrere udstyret korrekt, men det sker langtfra altid, fortæller Finn Larsen, der er teknisk konsulent hos AutoBranchen Danmark.

Gør bilen ferieklar – sydens varme øger risikoen for denne skade

Det er ikke alle mindre værksteder, der kan tilgå styreboksen på nyere biler, og hvis en bil ikke er blevet kalibreret ordentligt efter en reparation, er man som værksted ifølge Finn Larsen forpligtet til at oplyse kunden tydeligt om dette, men det efterleves ikke altid.

– Hvis en moderne bil havner på et mindre værksted, kan de komme til at takke ja til et stykke arbejde, som de ikke kan levere uden at få bilen kalibreret på et autoriseret værksted, og det koster, siger Finn Larsen og fortsætter:

– Og fordi markedet er så hårdt, som det er, så sender man folk ud at køre i biler, hvor sikkerhedssystemerne ikke er kalibreret korrekt uden at gøre opmærksom på det. Jeg har oplevet styrebokse, som efter reparation indeholdte fejl, der relaterede til det arbejde, som var udført, fejl der ikke er blevet udlæst og rettet ordentligt efter reparation af blandt andet forruden. Man gambler med kundernes sikkerhed, siger Finn Larsen.

Er det bedre for klimaet, når bilen kører på strøm?

Opråb til branchen
Ifølge Finn Larsen ignorerer folk i autobranchen i al for høj grad, hvor vigtig en korrekt kalibrering af bilen efter reparation er for folks sikkerhed.

– Der er sandsynligvis langt flere biler, der kører rundt uden ordentlig kalibrering af sikkerhedssystemerne, end vi går og regner med. Det nedtones, fordi det endnu ikke har forårsaget uheld, vi kender til, men jeg kan kun opfordre alle i branchen til at være sit ansvar bevidst, så det ikke sker i fremtiden, siger Finn Larsen.

Stadig stiv? For mange sætter sig i bilen dagen derpå

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

x

Når du tilmelder dig, accepterer du samtidig vores privatlivspolitik.