Hemmeligt CIA-fly landede i Danmark på jagt efter whistlebloweren Snowden

Landingen i København var et led i jagten på den amerikanske whistleblower Edward Snowden.

Et tophemmeligt amerikansk fly med flynummeret N977GA, som tidligere har været brugt af CIA til fangetransporter af terrorister, landede i juni 2013 i Kastrup Lufthavn og holdt der i fem dage. Det skete med tilladelse fra de danske myndigheder, bekræfter transportminister Magnus Heunicke (S) nu over for Søndagsavisen.

»Jeg kan bekræfte, at et statsfly med det pågældende nummer, N977GA, landede i og lettede fra Københavns Lufthavn e i 2013. Flyvningen har fundet sted på grundlag af en luftfartsmæssig tilladelse givet af Naviair, som er vores danske flyvesikringstjeneste,« skriver han i en e-mail. En tilladelse, der ikke kan gives, uden at de danske myndigheder har givet tilladelse.

På jagt efter Snowden

Ifølge den britiske avis The Register var landingen i København et led i jagten på den amerikanske whistleblower Edward Snowden, der i sommeren 2013 lækkede flere tusinde dokumenter til forskellige medier, der afslørede, at USA overvågede borgeres telefonsamtaler, e-mail, Google- og Facebookkonti i flere lande.

Et af de medier var den danske avis Information, der afslørede, at den amerikanske efterretningstjeneste NSA planlagde at overvåge klimatopmødet COP15 i København. ‘

Enhedslisten: Kæmpe skandale

Det amerikanske Gulfstreamfly måtte ifølge The Register lande i København, da Rusland nægtede at udlevere Snowden, som på det tidspunkt befandt sig i en lufthavn i Moskva, hvor han senere fik asyl. Flyet skulle være brugt til at transportere ham til USA, hvor han ville være blevet retsforfulgt.

Nu raser Enhedslisten over, at den danske regering har givet den amerikanske fangetransport lov til at lande i Danmark.

»Det grundlæggende spørgsmål er, om Danmark bør deltage i den klapjagt på Edward Snowden. Jeg mener, vi skylder ham tak for at have afsløret den massive overvågning. Det er en kæmpe skandale, at den danske regering aktivt har valgt at bidrage til jagten på ham,« siger forsvarsordfører for Enhedslisten Nikolaj Villumsen.

USA’s tidligere udenrigsminister Condoleeza Rice lovede i 2008 Danmark at USA ikke længere ville bruge dansk luftrum til CIA’s fangeprogram uden udtrykkelig tilladelse fra de danske myndigheder.

Det skete, efter det kom frem, at CIA havde brugt dansk luftrum til en række ulovlige overflyvninger med fanger, som blev tortureret og ikke fik en retfærdig rettergang. Men den danske regering har altså givet tilladelse til landingen af den amerikanske fangetransport.

Uretfærdig rettergang

Og nu retter menneskerettighedsorganisationen Amnesty International massiv kritik af regeringens håndtering af sagen. »Det er meget vigtigt, at vi får svar på, om den danske regering har vidst, hvad det fly lavede i Danmark. Danmark bør ikke hjælpe USA med at få fingre i Snowden, for det er meget usandsynligt, at han vil få en retfærdig rettergang,« siger vicegeneralsekretær i Amnesty International i Danmark Trine Christensen.

Tidligere har amerikanske whistleblowere fået fængselsstraffe i op til 35 år uden mulighed for at forklare deres motiver i retssagen, fordi de er anklaget for spionage, og det er meget uheldigt, mener Amnesty.

»Vi taler her om en meget vigtig whistleblower, der har afsløret alvorligt magtmisbrug og ulovlige overvågninger, som har krænket millioner af borgeres retssikkerhed. Og Snowden vil så ikke få mulighed for i sit forsvar at bruge argumentet om, at offentlighedens interesse overskygger hans tavshedspligt, hvilket kan medføre fængsel resten af hans liv,« siger Trine Christensen .

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

x

Når du tilmelder dig, accepterer du samtidig vores privatlivspolitik.