Ulla er virkelighedens privatdetektiv

Privatdetektiven Ulla Vang Christensen ønsker ikke at vise sit ansigt, fordi hun ikke skal kunne genkendes, når hun er på arbejde.

Privatdetektiven Ulla Vang Christensen ønsker ikke at vise sit ansigt, fordi hun ikke skal kunne genkendes, når hun er på arbejde.

Mord, biljagter og skyderier er hverdag for en detektiv i en Hollywood-film.

Læs om fakta og myter om at være privatdetektiv

Men for en af virkelighedens detektiver er dagligdagen noget mere rolig, fortæller detektiven Ulla Vang Christensen, der godt nok har en lup, men ingen våben. Ej heller drøner hun rundt og får fartbøder, det er højst blevet til en parkeringsbøde. »Vi har et meget højt diskretionsniveau, og det giver grobund for mange myter,« fortæller Ulla Vang Christensen, der er stifter af detektivbureauet CIS Gruppen.

Hun sidder oftest ved sit skrivebord og finder beviser i sager om erhvervssvindel, kontraktbrud, forsikringssvindel, tyveri og utroskab, men hun kunne aldrig drømme om at gå ind i sager om for eksempel trafficking eller narko.
»Det er alt for farligt. Jeg har et ansvar – både over for mig selv og mine kollegaer. Og jeg har en aftale med min familie om, at jeg udviser ansvarlighed og overlader personfarlig kriminalitet til politiet.«

Essensen af hendes arbejde er at finde forhold, tilvejebringe beviser og løfte bevisbyrden.
»Vi skal tænke utraditionelt og altid være et skridt foran de personer, vi efterforsker. Her kommer man ikke langt ved at drikke whisky og lure i hække i nabolaget. Det bliver opdaget.«

Kaffe og burgere i bilen

For Ulla Vang Christensen handler det ikke om action, men om fakta og retfærdighed, og det meste af arbejdet foregår på en computer. Dog involverer sagerne ofte også overvågning, der heller ikke – som på film – foregår på forsædet af en bil bag duggede ruder med kaffe og burgere på instrumentbrættet.

»Hvor mange vil ikke undre sig over det syn? Jeg opholder mig altid på bagsædet og ofte med en solskærm på bilruden, så man ikke kan se ind i bilen. Der kan jeg sidde i timevis uden at blive set,« forklarer hun.

I Ulla Vang Christensens seneste sag er hun blevet koblet sammen med en kollega i Norge, der er blev hyret til at finde en norsk piges far, da det har vist sig, at han bor i Danmark.

Ulla Vang Christensen har nu fundet ham gennem søgninger i offentligt tilgængelige kilder som internettet, sociale medier og databaser. Næste skridt er at etablere kontakt.

Fakta og myter om at være privatdetektiv

Hvor kommer vi fra?

Derfor tager hun en fredag eftermiddag for to uger siden hjem til pigens far for i al diskretion at fortælle ham, at han har en datter, og at hun leder efter ham.

»Det er et følsomt område for begge parter, og derfor er det en fordel, at vi formidler den første kontakt. En far eller mor skal have mulighed for at samle tankerne før et møde med et barn, de ikke har set i årtier,« fortæller Ulla Vang Christensen.

Samme dag i Norge rejser den 24-årige Nicoline Verdi Petersen til København i håbet om, at hun i denne weekend for første gang skal møde sin far.
»Jeg har tænkt på ham og savnet ham lige så længe, jeg kan huske. Jeg vil jo gerne vide, hvor jeg kommer fra, og jeg vil gerne vise min far, hvem jeg er,« fortæller hun.

Men det hele går ikke efter planen. For det er ikke Nicolines far, der åbnede døren for privatdetektiven. Det er hans hustru, og hun bliver alt andet end glad.

Selvom Ulla diskret oplyser, at det er et familiemedlem, som ønsker kontakt, så ved hustruen allerede, hvad det handler om. For hun var gift med Nicoline Verdi Petersens far, da Nicoline blev undfanget, og dengang i 1991 endte det i en faderskabssag, der nær havde kostet dem ægteskabet.

Det ser sort ud

Hustruen er tydeligt påvirket af at blive konfronteret med historien igen og mener ikke, at Nicolines far ønsker at se hende igen. Ulla Vang Chris-tensen må derfor gå derfra med nedslående nyt.

»Det så sort ud, da jeg tog derfra, men virkeligheden ender ikke altid godt,« siger privatdetektiven, der senere samme dag mødte Nicoline Verdi Petersen for at overbringe de dårlige nyheder.

»Jeg forstår ham godt. Det er svært at tage stilling til så stor en ting på så kort tid, men måske ombestemmer han sig, når han har sundet sig lidt,« siger Nicoline Verdi Petersen og fortsætter:

»I Norge har jeg kun min mor, som jeg er tæt på i min familie, og når hun går bort, har jeg ikke mere familie tilbage. Så er jeg helt alene. Jeg forventer ikke et perfekt far-datter-forhold. Jeg vil bare gerne vide, at han er der.«

Læs om Nicolines møde med familien

Begivenhedsrig weekend

Lørdag får Nicoline Verdi Petersen kontakt til sin kusine, der fortæller, at Nicoline også har en halvbror, der gerne vil møde hende, og allerede dagen efter sætter de tre hinanden i stævne.

Inden det sker, besøger Ulla Vang Christensen tidligt søndag endnu en gang faren, og denne gang er han hjemme.
»Han fortæller, at han gerne vil se Nicoline, men at han lige nu er så følelsesmæssigt berørt af situationen, at han har brug for at sunde sig. Han vil tage kontakt til hende, når tiden er inde,« siger Ulla Vang Christensen.

Hos Nicoline Verdi Petersen er glæden stor:
»Det er gået over al forventning, og jeg glæder mig til at møde min nye familie, og så vil jeg vente i spænding på, at min far en dag kontakter mig.«

Det har været en voldsom weekend. Fredag fik hun besked om, at hendes far formentlig ikke ønsker at se hende. Lørdag taler hun med sin kusine, der fortæller, at hun også har en halvbror. Søndag får hun farens ord på, at de skal mødes en dag, og hun møder for første gang sin halvbror og kusine.

For Ulla Vang Christensen har sagen også været en succes. Hun har fundet Nicoline Verdi Petersens far og formidlet kontakten mellem ham og hans datter.

Den næste sag på skrivebordet er knap så dramatisk og handler om kontraktbrud, hvor hun skal hjælpe med at tilvejebringe beviser.

Fakta om Ulla
  • Ulla Vang Christensen
  • Alder: 40 år
  • Arbejde: privatdetektiv, stifter af detektivbureauet CIS Gruppen
  • Sager: cirka 200
  • Opklaringsprocent: cirka 85 procent
  • Bopæl: København
  • Privat: gift, to børn, har været sammen med sin mand i 16 år

 

Oplevelser i byen
Minby.dk - nyheder fra København
Lokale ugeaviser
Københavns erhvervsavis

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

x

Når du tilmelder dig, accepterer du samtidig vores privatlivspolitik.