Farvel til travlt job i Danmark og goddag til familietid i Zanzibar

David elsker arbejdet med de næsten 55 lokalt ansatte på højskolen og hotellet. Her i køkkenet.

David elsker arbejdet med de næsten 55 lokalt ansatte på højskolen og hotellet. Her i køkkenet.

Pludselig var det bare for meget. Alt for meget arbejde. Alt for lidt tid til familien.

Som ansat hos kraftværksproducenten Burmeister & Wain Scandinavian Contractor (BWSC) var 42-årige David Jensen med til at lande milliardkontrakter på biomassefyrede kraftværker i Storbritannien.

Han havde hus i Hørsholm og en løn på 80.000 kroner plus bonus om måneden. Nu bor han i et almindeligt lokalt hus i den lille landsby Paje i Zanzibar, der er en del af Tanzania i Østafrika, og får kun løn i form af kost og logi.

Så mange danskere leder efter nyt job

»Jeg var meget glad for mit arbejde hos BWSC og for mine samarbejdspartnere. Det var superspændende, men også meget hektisk, for vi havde succes. Så en dag læs­te jeg om en dansk højskole i Zanzibar i Børsen og tænkte: Hvorfor ikke rive et år ud af kalenderen,« siger David, der syntes, at årene forsvandt mellem hænderne på ham, mens han knoklede.

David, der har en master i International Business og har studeret i såvel Kina som New Zealand, besluttede sig for at kontakte højskolens leder for at se, om de kunne bruge hinanden til noget. Og det kunne de.

Efter en rejse til Zanzibar traf David sammen med sin kone, Anne-Mette, og parrets to døtre, Katharina på 13 år og Isabella på 11 år, beslutningen om at bruge et år sammen i Zanzibar.

Her bor de helt uden materiel luksus i et hus, hvor de eneste vagter er to lokale hunde.

Forsvinder dit job? Se, om du vil blive erstattet af en computer inden for få år

Zanzibar3

Efter flere års hektisk arbejdsliv i toppen af dansk erhvervsliv er der nu tid til fordybelse. Her på stranden med en af
familiens to hunde. Foto: Klaus Holsting

Tid sammen med familien
»Jeg elsker min familie og er et familiemenneske. Jeg kunne se, at mine piger voksede op og snart var teenagere. Jeg havde lyst til at bruge mere tid sammen med dem. Så jeg søgte efter en mulighed for at gøre noget helt andet. Jeg har altid haft en drøm om at arbejde i Afrika. Jeg ville gerne give noget tilbage til Afrika. Og her er Zanzibar Højskolen en skole, hvor man giver noget til hinanden,« forklarer David.

Han sagde sit job op og sagde nej tak til at få den orlovsordning, som hans chef tilbød.

»For hvis jeg sagde ja til det, ville jeg jo stadig føle mig forpligtet af jobbet. Min chef spurgte: ‘Hvorfor smider du dog sådan en glorværdig karriere på gulvet?’ Og andre spurgte: ‘Hvordan tør du dog tage din familie med til Afrika?’ Men jeg tænker: Hvordan tør man lade være? Vi har opbygget en verden af frygt, hvor vi hele tiden er bange for ikke at slå til,« siger David.

Rod på jobbet koster brækkede arme og ben

Selv om Davids døtre havde et godt liv hjemme i Danmark, så blev de fyr og flamme, da de hørte om planerne om at bo i Zanzibar i et år. Og det lykkedes Davids kone at få orlov fra sit job som folkeskolelærer.

»Anne-Mette underviste pigerne hjemme i det første stykke tid hernede, men nu går de på en international skole. Jeg er slet ikke bekymret for, om de kan klare sig i skolen, når de kommer hjem til Danmark. Vi skal nok få dem bragt op på niveau, inden vi rejser tilbage til Danmark til marts,« siger David, hvis kone også har brugt opholdet til at skrive en afhandling om musikterapi.

David synes, at det har været ‘en gave’ for pigerne at være i Zanzibar.

»De oplever den gensidige respekt mellem hvide og sorte og kristne og muslimer hernede. Pigerne har fået noget god ‘power’ og større selvstændighed ved at være her,« siger David.

Zanzibar

Davids døtre, Isabella og Katharina, fik i starten hjemmeundervisning af mor Anne-Mette, der er folkeskolelærer.
Nu går pigerne på en international skole. Foto: Klaus Holsting

En helt anden verden
I Zanzibar driver David Zanzibar Højskolen og Savannah and Ocean Hotel, der har 16 værelser. Det gør han sammen med højskolens grundlægger samt en anden. Højskolen tilbyder to firemånederskurser om året for primært danske og norske unge i deres sabbatår.

Her bliver de blandt andet undervist i miljø- og kulturforståelse og tager dykkercertifikat. Alt sammen noget, der er meget fjernt fra den verden, der før var Davids.

Han har tidligere arbejdet hos industrivirksomheden Danisco, rådgivningsfirmaet COWI, medicinalvirksomheden Novo Nordisk, kraftværksproducenten BWSC og i en femårig periode som selvstændig. Og det er en verden, som han agter at vende tilbage til, når eventyret er slut. Men kan man så det, når man har revet et år ud af kalenderen for at gøre noget helt andet?

Selv tror David, at han kommer hjem som en bedre leder med flere kompetencer efter sit ophold i Zanzibar.

David spurgte også på et tidspunkt en headhunter, hvad det ville betyde for hans karriere.

»Han sagde, det gør min profil endnu mere spændende. Og sådan føler jeg det også. Arbejdsgiverne er jo også interesseret i, hvad du har gjort, og hvad du har turdet. Det bliver man målt på i dag. Man kan også spørge sig selv, hvad det gode liv er. For os har det i hvert fald været godt at gøre, hvad vi har gjort,« siger David, der gentager:

»Jeg forstår ikke, at folk tør lade være.«

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes
1