Sygemeldte: Intensiv aktivering gør mere skade end gavn

Når sygemeldte møder jobcentrene, nytter det ikke noget, at jobcentrene udelukkende skruer op for de tiltag, som skal hjælpe de sygemeldte tilbage på arbejdsmarkedet.

Det kan eksempelvis være flere psykologtimer for at komme videre efter stress eller flere timer med en fysioterapeut til at få bugt med en genstridig ryg.

Faktisk har det den helt modsatte effekt, viser ny dansk forskning. Det skriver Videnskab.dk.

I stedet for at bruge mere tid og flere penge på den slags tiltag bør jobcentrene i stedet få arbejdspladserne på banen. Det er nemlig arbejdspladsen, der holder nøglen til at få de sygemeldte hurtigt tilbage på arbejdsmarkedet.

»Det lyder måske lidt overraskende, men det passer faktisk meget godt med den internationale forskning, som findes på området,« fortæller Michael Rosholm, der er professor ved Institut for Økonomi ved Aarhus Universitet og en af forskerne bag det nye studie.

Læs mere på Videnskab.dk: Særlig jobindsats til ledige med angst og depression har ingen effekt

Mere hjælp hjalp ikke
I det nye forskningsprojekt har 16 jobcentre, med i alt 5.600 sygemeldte danskere, deltaget. Formålet var at se, om en forøgelse af den nuværende mængde tilbud til sygemeldte potentielt set kan få dem hurtigere tilbage på arbejdsmarkedet.

Efter tre år samlede forskerne data fra forsøget, og konklusionen var klar:

  • De personer, som havde fået skruet op for mængden af tilbud, var gennemsnitligt beskæftiget to uger mindre inden for de efterfølgende tre år end de personer, som fik den normale aktivering i forbindelse med en sygemelding.
  • De kom også oftere i flexjob eller på førtidspension (og havde gennemsnitligt to ugers mindre beskæftigelse inden førtidspensionen end personerne i kontrolgruppen).

Læs mere på Videnskab.dk: Hvordan får man bedst udsatte ledige i arbejde?

Mere hjælp hjalp altså ikke, og det kan der være en god grund til.

»Det kan skyldes, at nogle gange, når man alene får en indsats rettet mod sygdommen, som ikke involverer arbejdspladsen, kommer indsatsen til at fokusere på sygdommen snarere end på at komme tilbage på arbejdet, og det kan forsinke processen i forhold til at komme tilbage på arbejdsmarkedet,« forklarer Michael Rosholm.

Læs mere på Videnskab.dk: Hvorfor går min hjernerystelse ikke væk?

Tilbud er nyttesløse, hvis arbejdsgiveren ikke er med
Resultatet betyder dog ikke, at ingenting virker for de sygemeldte.

Faktisk er der noget, som virker rigtig godt, men det er kun indirekte koblet til jobcentrene:

I stedet for at give de sygemeldte endnu flere timer til at bearbejde årsagen til deres sygemelding, skal de sygemeldte i stedet hurtigt tilbage på deres arbejdsplads i den ene eller anden form.

»Både vores egen og den brede internationale forskning på området peger klart på, at hvis man vil have sygemeldte hurtigt tilbage på arbejdsmarkedet, skal det ske i en kombination af støttende tilbud fra jobcentrene og i samarbejde med arbejdsgiveren. Er arbejdsgiveren ikke med, er de støttende tilbud nyttesløse,« siger Michael Rosholm.

Andre artikler på Videnskab.dk:

Skal jeg gå på arbejde eller blive hjemme, når jeg er sløj?

Teori: Sådan klarer nordmændene sig igennem vinteren uden at få nedtur

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes
1